Fisker går med i priskrig på elbiler

fisker rabatter

Topudgaven af Fisker Ocean bliver næsten 80.000 kr. billigere. Ejere af intromodellen One må forvente stort værditab.

Siden Tesla satte priserne markant ned i begyndelsen af året, har der været høj søgang i priserne på elbiler. Tesla og flere konkurrenter har både hævet og sænket priserne flere gange siden.

Nu melder den danske bildesigner og -producent Henrik Fisker sig ind i den verserende priskrig med sin stærkt hypede el-SUV, Ocean. Med øjeblikkelig virkning er topmodellen Ocean Extreme sat ned til 529.000 kr., – det svarer til en besparelse på 77.912 kr. Til gengæld bliver de øvrige Ocean-modeller en smule dyrere: Basisudgaven Ocean Sport med en rækkevidde på 465 km stiger knapt 20.000 kr. til 349.000 kr., mens mellemudgaven Ultra med 690 km rækkevidde bliver næsten 6.000 kr. dyrere. Her er den nye pris 455.000 kr.

Lover fuld kompensation

Fisker har endnu ikke leveret hverken Ocean Sport eller Ocean Ultra til danske kunder. Til gengæld har omkring 5.000 danskere enten bestilt eller købt den Ocean Extreme, der nu er sat ned med næsten 80.000 kr. Her lover Fisker, at de vil blive fuldt kompenseret – altså også de købere, der allerede har fået leveret en Extreme.

Værre ser det ud for de 206 danskere, der var allerhurtigst til at bestille en Fisker Ocean, og siden har fået leveret den såkaldte lanceringsmodel One. Den har de betalt 606.912 kr. for lige som den Extreme, der nu er sat ned med 80.000 kr. Fisker nævner dog ikke noget om kompensation til køberne af One i sin pressemeddelelse om de nye priser. Holder den udlægning, kan ejerne af Ocean One se frem til et større værditab, når de engang skal sælge deres biler.

”Det er vigtigt, at Fisker reagerer på konkurrenceforholdene på det hurtigt voksende marked for elbiler,” nøjes Henrik Fisker med at konstatere.

Tættere på Tesla

Med de nye priser har Fisker positioneret sig bedre i forhold til især Tesla, der lige nu dominerer markedet for elbiler – både i Danmark og resten af verden. Fisker regner selv med, at basis- og mellemmodellen Sport og Ultra bliver de bedste sælgende udgaver af Ocean. Trods mindre prisstigninger står begge sig godt i en direkte sammenligning med den sammenlignelige Tesla Model Y, der er verdens mest solgte elbil. Her lyder priserne på 382.500 og 441.000 kr. for henholdsvis Model Y Standard Range med 455 km rækkevidde og Long Range med 565 km rækkevidde.    

Tesla forlanger dog ’kun’ 456.500 kr. for topudgaven Tesla Model Y Performance. Det er formentlig forklaringen på, at Fisker har reduceret prisen på sin egen topmodel Ocean Extreme, der til den nye pris på 529.000 kr. bedre kan konkurrere med Teslas topmodel. Ocean Extreme kan nemlig prale af klassens længste rækkevidde på 707 km, og så kan køberne formentlig bedre leve med, at de – trods prisnedsættelse – stadig skal betale godt 70.000 kr. mere for en Fisker.

De nye priser for Fisker Ocean træder i kraft fra 6. november. Dermed kan man undgå prisstigningerne på Ocean Sport og Ocean Ultra, hvis man bestiller senest 5. november.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here