Opel Insignia får facelift og sparemotorer

Opel Insignia får den store make-over, der inkluderer de nye motorer, som modellen længe har trængt til. Med op til 27 km/l bliver Insignia firmaklassens mest nøjsomme.

Efter snart fem år på markedet får Opel Insignia den helt store tur på skønhedssalonen. Der er officiel verdenspremiere på septembers biludstilling i Frankfurt 12. september.

Ud over en forskønnet front, nye for- og baglygter samt en opgradering af kabinen, er det store clou en ny generation af dieselmotorer. Det er godt nyt for firmaflyderen fra Rüsselsheim. For mens Opel Insignia fra fødslen har været blandt den store mellemklasses absolutte skønheder, har den notorisk haltet efter de fleste konkurrenter på motorsiden.

 

Især dieselmotorerne har virket støjende og træge sammenlignet med nyeste teknik, men det skulle være et overstået kapitel i den forbedrede Insignia.

En nyudviklet to-liters oliebrænder, der fås med enten 120 eller 140 hk, sætter endda rivalerne til vægs i disciplinen brændstoføkonomi. Ifølge Opel får 4- og 5-dørs udgaven af Insignia nemlig et snitforbrug på 27 km/l. Det er rekord for firmaklassen og kan blive et vigtigt salgsargument fordi stadigt flere firmaer har et ønske om mere bæredygtige flådebiler, der kører længst muligt på literen.

I den store firmaklasse bliver Opel Insignia den eneste bil, der kan prale af et CO2-udslip på 99 gr./km.

De 27 km/l – 99 gr. CO2 bliver endnu mere imponerende af, at der er tale om kraftige dieselmaskiner med drejningsmomenter på henholdsvis 320 og 250 Nm. Og at Opel Insignia hører til de tunge drenge i firmaklassen med en vægt på den forkerte side af 1.700 kg. Slankekur er nemlig ikke en del af ansigtsløftningen af Opel Insignia.

Men velskabt, det er Insignia fortsat. Ifølge Opel har man da også nænsomt bygget videre på modellens såkaldte ”skulpturel kunst møder tysk præcision” designfilosofi. Grillen er gjort bredere og lavere og bagtil sørger LED-lygter i Opels karakteristiske ”vingeform” får et topmoderne udtryk.

Forenklet betjening og forbedret komfort
Indvendig har de tyske indretningsarkitekter taget kritikken af midterkonsollens rumfærge-lignende opbud af knapper til sig. Nu er der ryddet op ved hjælp af en trykfølsom skærm, der reducerer antallet af knapper og i stedet står for betjeningen af lyd, ventilation, telefon og evt. navigation ved hjalp af menuer og undermenuer.

En lidt stiv undervogn, en ufølsom styring og vibrationer fra motorrummet har også givet anmærkninger i den ”gamle” Insignia’s karakterbog. Også det har ingeniørerne i Rüsselsheim taget til sig:

Den nye Opel Insignia har fået ændret servostyringen, nye fjedre og støddæmpere samt bedre støjdæmpning. Opel lover, at det forbedrer både køreegenskaber og komfort i en grad, så Insignia nu ”spiller i en højere division”, som fabrikken udtrykker det.

Danske ”Opelanere” må dog væbne sig med tålmodighed: Selv om tyskerne om få dage kan bestille den nye Insignia, er der først dansk premiere sidst på året. Priserne er endnu ukendte.

jensv@hvilkenbil.dk

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here