Renault vil gøre som VW

Bedre kvalitet og mere ensartet design skal gøre det muligt for Renault at forlange højere priser for mærkets biler.

Mens Renault i dag vel nok mest er kendt for at turde lidt mere med designet og tilbyde ganske meget bil for pengene, lægger den franske bilproducent op til en gennemgribende forandring af mærkets image.

Fremover skal bilkøberne opfatte Renault som et mærke af god kvalitet, pakket ind i et flot men også mere ensartet design, der øger familieligheden og ikke ændrer sig markant ved hvert modelskifte. De to ting skal gøre det muligt for Renault at flytte mærket opad i markedet og øge priserne. Forbilledet er Europas største bilproducent, tyske Volkswagen. Det fortæller Renaults chef for produktplanlægning, Bruno Ancelin, til branchebladet Automotive News.

“Vi vil indhente Volkswagen, og det kan vi kun, hvis vi både forbedrer kvaliteten yderligere, tilbyder flere features og giver bilerne et mere eksklusivt design. Nøjagtig som vi gør med den nye Espace,” fortæller Bruno Ancelin, der indrømmer, at Renault for godt ti år siden havde problemer med kvaliteten.

Espace er egentlig en storfamiliebil med plads til syv, men den nyeste udgave er designet, så den mere ligner de populære SUV’ere. Samtidig er den fyldt med avanceret teknik og udstyr. Den næste nyhed fra Renault, en helt ny Megane, er designet til mere end nogensinde at være et fransk bud på VW Golf, fortsætter Ancelin:

Det nye design vil bevare en lighed med den nuværende Megane, fordi vi kan konstatere, at markante ændringer i designet ved hvert modelskifte går ud over modellens gensalgsværdi. Derfor skal den nye Megane have et element af fortsættelse i sit design, fordi den er en kernemodel for os – nøjagtig som Golf er det for Volkswagen.”

Renault har formentlig allerede givet os et smugkig på den kommende Megane. Sidste års konceptbil Eolab (billedet) ligner i hvert fald en bil, der kan tage konkurrencen op med tyske Golf uden at miste forbindelsen til hverken jorden eller den nuværende Megane.

Designchefen er godt i gang
Kigger man på de nyeste biler fra Renault som Clio, Captur, Twingo, Espace og snart crossoveren Kadjar, er designchef Laurens van den Acker godt i gang med at gennemføre en stærk familielighed i designet: Trods forskelle i størrelse og type, deler alle nye Renault-modeller i dag markante stiltræk – nøjagtig som man ser det hos Volkswagen.

Interessant nok er det ikke første gang, at en fransk bilproducent forsøger at efterligne VWs succesfulde strategi med nænsom evolution frem for dristig revolution af VW Golf, der er af samme grund har opnået ikon-status. Før årtusindskiftet forsøgte Citroën og Peugeot sig med nøjagtig samme strategi: Franske biler lavet efter tysk forbillede når det drejede sig om kvalitet og underspillet design.

En strategi, der fejlede så stort, at PSA ind til for nylig var i alvorlige, økonomiske vanskeligheder på grund af svigtende salg. Siden har især Citroën slået helt om, og bekender sig nu til mærkets ‘gamle’ avantgarde-filosofi om netop ikke at være som de andre.

Læs også bloggen: Er tysk altid mere værd end fransk?

[email protected]

1 COMMENT

  1. Ifølge engelske what car’s undersøgelse er tyske bilers kvalitet under franske, japanske, italienske og japanske bilers!
    mvh. Niels Juhl

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here