Se alle elbiler frem mod 2027

I Danmark er Polestar det bedst sælgende af de nye kinesiske bilmærker. Men globalt er der underskud og stærkt faldende aktiekurs.

Der er en tsunami af elbiler på vej. Hvilkenbil kigger i krystalkuglen og giver dig et overblik over alle elbiler frem mod 2027.

Fra 2035 vil det ikke længere være muligt at købe en ny fossildrevet bil i EU. Alternativet vil typisk være elbiler. Derfor har producenterne travlt med at vride de sidste euro ud af stadigt mere effektive fossildrevne biler for at kunne finansiere den kostbare omstilling til ren el.

De nøgne tal har de seneste år tydeligt vist retningen. I vores egen lille andedam udgjorde elbiler 2,8 procent af det samlede bilsalg i januar 2020, i januar 2021 var det 5,6 pct., og i september i år var andelen 23,1 pct. Opgørelsen er fra de danske bilimportører. bilimportørernes hjemmeside.

Senest tilgængelige EU-tal er fra andet kvartal 2022, udfærdiget af ACEA (The European Automobile Manufacturers’ Association), og de viser, at antallet af solgte elbiler i de 27 EU-lande er steget med 11,1 pct. fra andet kvartal 2021. Dermed udgør andelen af solgte elbiler i EU i andet kvartal i år 9,9 pct. af det samlede bilsalg.

Men lad os forlade de tørre fakta og tage fat på de mere håndgribelige realiteter.

Hvilkenbil har rystet krystalkuglen med hjælp fra tyske, svenske, britiske og danske medier og bringer her en oversigt over de elbiler, der frem mod 2027 skulle være på vej til de europæiske bilister. Spådomskunst er forbundet med en vis usikkerhed, og derfor vil nogle af bilerne garanteret ikke nå frem til den bebudede tid, og andre vil måske ligefrem blive hældt ned ad brættet. Og så er der selvfølgelig risikoen for, at vi har overset en bil eller tre i krystalkuglens uklare vand.

Vi nævner bilerne i den rækkefølge, de formodes at komme til os.

Hos os nu:

Toyota bZ4X

Omsider er Toyotas første rene elbil klar efter en mærkværdig hændelse med en løsnet hjulbolt, der satte produktionen helt i stå og forsinkede premieren i flere måneder. Batteriet er på 71,4 kWh, rækkevidden fra 416 til 513 kilometer, ladeeffekten op mod 150 kW. Pris fra 398.000 til 460.000 kroner.

Nissan Ariya

Også længe ventet, men lige så klar som Toyota bZ4X. Nissan Ariya har to batteristørrelser – 63 og 87 kWh. Det mindste batteri giver en rækkevidde på 400 km, det store fra 493 til 533 km. Ladeeffekt op til 130 kW. Pris fra 381.000 til 503.000 kr.

Subaru Solterra

Tvilling til Toyota bZ4X med tilsvarende specifikationer. Bilen kan bestilles, men priserne fremgår endnu ikke af Subarus hjemmeside.

VW ID. Buzz

Det nuttede og længe ventede rugbrød er bagt færdig. Der er dog ikke meget lyst rugbrød over prisen, der går fra 490.000 til 580.000 kr. Buzz-batteriet er på 82 kWh, rækkevidden omkring 410 kilometer, og ladeeffekten op 170 kW.

elbiler
MG4 ligner et spændende – og billigt alternativ – til elektriske hatchbacks som VW ID.4 og Cupra Born. Bilen er da også blandt de nominerede til at blive Årets Bil i Danmark 2022.
MG4

Kinesiske MG4 er en seriøs udfordrer til blandt andre VW ID.3 og Cupra Born. Batteriet er på 64 kWh, rækkevidden 435 km, og den maksimale ladeeffekt 130 kW. Pris fra 285.000 kr.

Skoda Enyaq Coupé

Enyaq med skrå bagrude – Skodas svar på VW ID.5 og Audi Q4 Sportback e-tron – er ramt af lange leveringstider, men den kan i det mindste bestilles. Den fås med et batteri på 77 kWh og en rækkevidde på 521 km. Ladeeffekt op til 135 kW. Prisen er 539.000 kr., 18.000 kr. mere end den almindelige Enyaq.

Inden udgangen af 2022

Fisker Ocean
elbiler
Fisker Ocean bør komme til Danmark inden udgangen af 2022.

Den danske bildesigner Henrik Fisker skulle angiveligt være klar til at sende sin Ocean på markedet inden årets udgang. Af Fiskers hjemmeside fremgår det dog endnu ikke, hvornår man kan forvente at få bilen leveret, og man kan indtil videre kun foretage en reservation. Den europæiske udgave af bilen bygges på Magna Steyr-fabrikken i Østrig. Ocean-startprisen er 325.000 kr. og rækkevidden 440 km. Med 610-630 kilometers rækkevidde svinger prisen fra 445.000 til 595.000 kr.

Aiways U6

Kineserbilen Aiways U6 får verdenspremiere i på eCar Expo i Bella Center i slutningen af oktober. Nærmere info om bilen, priser og lanceringstidspunkt har vi endnu ikke, men den skulle ret hurtigt derefter være leveringsklar.

Nio ET7

Kinesiske Nio er på stor-charmeoffensiv. Et 2.200 kvadratmeter stort Nio House skal indrettes på Kultorvet i København, man vil tilbyde forskellige abonnementsordninger, der minder om leasing, men som kan skræddersyes mere fleksibelt ud fra devisen jo kortere tid, aftalen løber, desto højere er prisen. Købspriser fremgår ikke af Nios hjemmeside, indtil videre vil Nio nemlig kun tilbyde leasing.

Kinesiske Nio er en spændende nyhed på det danske marked. Men også overraskende dyr og foreløbig kun med mulighed for leasing.

Til mærkets biler vil man ud over konventionel opladning hjemme og i offentlige ladestandere tilbyde batteriskifte seks steder i Danmark. Det ender næppe lige så katastrofalt som Renaults flirt mit batteriskifte-producenten Better Place, der fik mindre end halvandet års levetid og sluttede med et brag i 2013.

Nios første batteriskiftestation er opført ved Slagelse, og udskiftningen af batteriet tager fem minutter, så det er et fint supplement til opladning på farten.

Første Nio i Danmark bliver den 510 centimeter lange sedan ET7 med 75 kWh-batteri og en rækkevidde 445 km. Ved en tre års abonnementsaftale og 1.250 kilometer pr. måned er den månedlige pris anseelige 11.800 kr. Bilen kan leveres omkring 1. december.

Med 100 kWh-batteri er rækkevidden 580 km, abonnementet på 13.677 kr./måned. På et tidspunkt vil ET7 kunne fås med et 150 kWh-batteri og 1.000 kilometers rækkevidde

Kommer i 2023

Nio ET5

Nio ET5 er lillebror til ET7, og opskriften er den samme. Med 75 kWh-batteri er rækkevidden også 445 km, og den månedlige pris inkl. 1.250 km er knap 8.500 kr., hvis man indgår treårig aftale. Med 100 kWh-batteri er prisen 10.800 kr. pr. måned. Bilen kan leveres mellem april og juni 2023.

Nio EL7

EL7 er en mellemstor SUV. Med 75 kWh-batteri er rækkevidden 394 km, abonnementsprisen ved 36 måneder 12.200 kr./måned. Med det store batteri på 100 kWh er rækkevidden 513 km. Pris over 36 måneder godt 14.600 kr./måned. Levering april-juni 2023.

Hyundai Ioniq 6

Den vindglatte sedan Hyundai Ioniq 6 vil med 800 Volts-teknik kunne lade til fra 0 til 80 procent af batteriets kapacitet på 18 minutter. Det 77 kWh-store batteri giver en rækkevidde på 600 km. Bilen er tæt på, men belært af de meget lange leveringstider på Ioniq 5 er Hyundai tilbageholdende med at love noget. Priser og de endelige specifikationer følger.

Den vindglatte og langtrækkende Hyundai Ioniq 6 ligner en af de store elbils-nyheder i 2023.

 

Tesla Model Y RWD

Den baghjulstrukne Model Y er 100.000 kr. billigere end den firehjulstrukne Performance. Model Y RWD koster 450.000 kr., rækkevidden er 450 km og dermed 80 km kortere end Performance. Ved bestilling nu kan den leveres i begyndelsen af 2023.

Tesla Model S Plaid

Den nærmest vanvittige Model S Plaid med over 1.000 hestekræfter, 0-100 km/t på 2,1 sekunder og en tophastighed på 322 km/t – når batteriet er ladet op til minimum 80 pct. – koster den nette sum af 1,45 mio. kr. Rækkevidden er op til 600 km. Levering i begyndelsen af 2023. Plaid – hvorfor Plaid, spørger Hvilkenbils nysgerrige læsere måske. Det nærmeste vi kommer et svar er følgende: På et tidspunkt blev Tesla-grundlægger Elon Musk netop spurgt, hvad “Plaid” står for, og han forklarede, at der i navnet er en reference til filmen “Spaceballs” fra 1987 instrueret af Mel Brooks. I filmen går rumskibet ind i “ludicrous speed” – altså latterlig høj fart – og hastigheden bliver på et tidspunkt benævnt med den lige så latterlige ikke-eksisterende betegnelse “plaid”. Såeh… måske derfor.

Tesla Model X Plaid

Også Model X kan bestilles i en Plaid-udgave med en rækkevidde på 528 km og en accelerationstid fra 0 til 100 km/t på 2,6 sekunder. Pris knap 1,5 mio. kr., levering i begyndelsen af 2023.

BMW iX1

Bayerernes mindste SUV, der netop er introduceret i en ny udgave, vil i 2023 kunne fås som elbil. Det 64 kWh-store batteri giver en rækkevidde på op til 440 km, og ladeeffekten er 130 kW. Pris fra 450.000 kr.

BYD Atto 3
Tilløbet har været langt, men næste år kommer kinesiske BYD, verdens næststørste elbilproducent, endelig til Danmark. Bl.a. med SUV’en Atto 3 her.

Kinesiske BYD – Build Your Dreams – har eksisteret siden 1995, og mærkets første elbil så dagens lys for 18 år siden. Elektriske bybusser kører allerede rundt i flere europæiske storbyer, blandt andet i København. Nu har man netop haft premiere på biludstillingen i Paris på de første elektriske personbiler til europæerne. BYD Atto 3 er en SUV på størrelse med VW ID.4, batteriet er på 61 kWh og rækkevidden 420 km. Ladeeffekten er på beskedne 88 kW. Pris og lanceringsdato endnu ukendt.

BYD Tang

Syvpersoners SUV, større end Tesla Model Y. Batteriet er på mægtige 86 kWh, men på grund af den betydelige vægt på 2,5 ton er rækkevidden kun 400 km. Ladeeffekten er 100 kW. Pris og lanceringstidspunkt endnu ukendt.

Maxus Mifa 9

Kinesiske Maxus Mifa 9 er noget så usædvanligt som en 8-personers MPV. Det 90 kWh-store batteri skulle give en rækkevidde på 440 km. Lancering “snart”, som det hedder på Maxus’ hjemmeside. Pris? Endnu ukendt.

Mercedes EQE SUV

Den GLC-store elektriske EQE SUV bliver muligvis præsenteret allerede i 2022, men den kommer ikke til at stå hos forhandlerne før i 2023. Batterier og drivline vil være identisk med sedanen EQE, så det vil sige 89 kWh-batteri og en formodet rækkevidde på 500 km plus-minus.

Lexus RZ 450e

Lanceringen er ifølge importørens hjemmeside sat til begyndelsen af 2023. Den skarptskårne og utvivlsomt meget lækre elektriske SUV’s batteri er identisk med det i Toyota bZ4X – det vil sige 71,4 kWh. Rækkevidden opgives til plus 400 km, og ladeeffekten er 150 kW. Prisen kendes endnu ikke.

Peugeot e-308

Den elektriske udgave af den fine 308’er ventes – anslået – til næste sommer. Både som 5-dørs hatchback og som stationcaren SW. Tilgængelig info antyder et batteri på 51 kWh, en rækkevidde i omegnen af 350 km, og en ladeeffekt på 100 kW.

Opel Astra-e

Om den elektrisk Astra kan berettes det samme som om søsterbilen Peugeot 308-e. Da Opel er under Peugeot i Stellantis-hierarkiet, må man formode, at Astraen får premiere lidt senere end 308’eren.

Lotus Eletre

Lotus-mesteren Colin Chapmans mantra “Less is more” synes også at være devisen for mærkets kommende elbiler. Også selvom man er en SUV/crossover. Egenvægten skulle være fornuftig, og sprinter-egenskaberne takket være 600 hestekræfter en Lotus værdig. Rækkevidden opgives til 560 km. Premiere i 2023.

Audi A6 e-tron og Q6 e-tron
audi a6
Endelig vil mange nok sige: I 2023 ser vi Audi A6 e-tron, der dels IKKE er en SUV, dels skal blive første elbil med en rækkevidde på 700 km.

800 Volts-teknologien finder vej til Audi – til både A6 e-tron og Q4 e-trons storebror, Q6 e-tron. Rygtebørserne antyder omkring batterier på op til 100 kWh, hvilket skulle give den aerodynamiske A6 e-tron en rækkevidde på markante 700 km. Begge skulle komme i 2023.

Toyota bZ3

Japanerne har meddelt, at man inden udgangen af 20’erne vil have lanceret ikke færre end 30 elektrificerede køretøjer. Efter bZ4X skulle sedanen bZ3 komme. Størrelsesmæssigt placeret mellem Corolla og Camry. Bilen menes at få premiere i Kina inden årsskiftet 22/23 og ventes til Europa i løbet af 2023.

Volvo EX90

Den elektriske afløser for SUV-kæmpen XC90 hedder EX90, og den får verdenspremiere 9. november i år. Om bilen ved vi ikke ret meget andet, end at dens hardware bliver udviklet til såkaldt tovejs-opladning, hvilket vil sige, at den parkeret på matriklen med tilsluttet ladekabel vil kunne fungere som en energikilde til hjemmet. Det giver meget god mening i forhold til at benytte den allerede betalte strøm fra bilen i de perioder, hvor strøm er dyrest, for så at sætte bilen til at oplade natten over når belastningen af elnettet er mindst og strømmen billigst.

Volvo planlægger at være 100 procent elektrisk i 2030 og satser på, at halvdelen af mærkets solgte biler allerede i 2025 skal være elektriske. I skrivende stund er kun C40 Recharge og XC40 Recharge fuldelektriske.

Polestar 3

Polestar 3 (topbillede) havde verdenspremiere onsdag den 12. oktober kl. 19 i København. 3’eren er SUV-versionen af den populære 2’er, der teknisk er identisk med Volvo XC40. Polestar er kinesisk ejet, produceres i Kina og i USA. Rækkevidden vil være op til 600 km.

Renault R5 E-Tech
revolution
Renault kombinerer moderne el-teknologi med retro-charme med den fuldelektriske udgave af den ikoniske 5.

Den fine elektriske Renault Megane E-Tech får i 2023 følgeskab af en 5’er, der designmæssigt sender tydelige hilsener til den ikoniske Renault 5 Turbo. R5 E-Tech står på samme fælles og fleksible Renault-Nissan-platform CMF-EV som Megane og Nissan Ariya. Batteriet ventes at blive på 50 kWh og rækkevidden på knap 400 km.

Ford E-crossover

Den elektriske Ford-familie består indtil videre af Mach E, men næste år kommer E-crossover. Om den findes ikke megen tilgængelig info, men det antydes, at man har lånt Volkswagens MEB-platform og måske endda batterier fra samme hus. Dermed får Ford E-crossover formentlig specifikationer tæt VW ID.4’s.

Alfa Romeo City SUV

Det frække italienske mærke kæmper i Stellantis-koncernen for sin berettigelse, og elektrificering er en forudsætning for at være til. Den elektriske bybil fra Alfa Romeo vil efter det foreløbig oplyste benytte samme platform og batteri som Peugeot 2008 og Opel Mokka, hvilket vil sige et batteri på 50 kWh og en rækkevidde i omegnen af 335 km.

Toyota bZ1X

Endnu en elbil fra Toyota er en lille SUV, som visuelt lægger sig op af Aygo X. bZ1X – som konceptbil kaldet Small Crossover – er en lille, trendy bybil, batteristørrelsen angives til mellem 35 og 45 kWh og rækkevidden til cirka 300 km. Toyota fremhæver, at dens forbrug skulle være særdeles nøjsomt med 12,5 kWh pr. 100 kilometer.

Tesla Roadster

Man tør næsten ikke nævne den, for indtil videre har den været langt mere varm luft end realiteter. På typisk Elon Musk-manér gik han allerede ud i 2017 med beskeden om den kommende Roadster, og siden skulle mange potentielle kunder angiveligt have lagt et betydeligt depositum på bilen. Som Tesla så har kunnet bruge til at komme videre for. Men endnu har vi altså til gode at se bilen.

Hold på nakkehvirvler og kørekort: Når Tesla Roadster endelig kommer, er den næsten hurtig nok til at køre med i et Formel 1 race.

Når den kommer (i 2023?), vil den ifølge Tesla accelerere fra 0 til 100 km/t på 2,1 sekunder, og tophastigheden vil være på den skræmmende side af 400 km/t. Samtidig vil Roadsterens rækkevidde være over 1.000 km. Det bliver svært at få alle de præstationer til at hænge sammen på én gang.

Porsche Macan, Cayman og Boxster

I løbet af 2023 vil Porsche lancere tre elektriske biler: Macan, Boxster og Cayman. Macan skal være 100 pct. elektrisk med en rækkevidde på 500 km. Om 718 Boxster Elektro og 718 Cayman Elektro forlyder det, at man vil benytte 800 Volts-teknologi, ydelsen vil være mindst 400 hk, rækkevidden 500 km – og så vil de være baghjulstrukne, hvilket Porsche gør til en køreglad pointe.

Peugeot e-408

En 408’er kommer i løbet af 2023, og ligesom lillebror 308 på et tidspunkt også med elektrisk drivline. Specifikationerne kendes endnu ikke, men et godt gæt er, at batteristørrelsen i første omgang bliver nogenlunde som i e-308.

Citroën ë-C4 X

Den konventionelle C4 X kommer muligvis allerede i år, og i 2023 forventes den elektriske. Indtil videre vides kun, at den får samme batteri som de andre i Citroën-stalden, så det vil sige beskedne 50 kWh og en formodet rækkevidde i omegnen af 350 km.

VW ID.1

Informationerne om den elektriske mini-VW er indtil videre få. Størrelsen er som Polo, og dermed er konkurrenterne Peugeot e-208 og Opel Corsa e. Indtil videre formodes dens batteri at være på beskedne 36 kWh og rækkevidden 250 km. Men lad os se – e-208 har et 50 kWh-batteri og en rækkevidde på 350 km, så mon ikke VW ID.1 skal i nærheden af de specifikationer?

VW ID.7
Med lidt held ser vi den elektriske Passat, der formentlig får betegnelsen ID.7, sidst i 2023.

Den elektriske Passat-afløser får modelbetegnelsen ID.7 og kommer både som sedan og som stationcar. Med det velkendte 77 kWh-batteri skulle rækkevidden blive 620 km. Det antydes dog også, at et 110 kWh-batteri skulle dukke op i bilen. Planlagt premiere i 2023.

Audi A2 e-tron

Hvor VW ID.1 bliver den elektriske udgave af VW Polo, bliver Audi A2 e-tron den elektriske udgave af A1’eren. Specifikationer og andre informationer kendes endnu ikke, men 2023 skulle være året, hvor den får premiere.

Mercedes EQS SUV

SUV-udgaven af limousinen EQS er 512 centimeter lang og vejer over 2,7 ton. Med det 108 kWh-store batteri er rækkevidden på 634 km. Ladeeffekten er på 200 kW. Bilen ventes til efteråret 2023.

BMW i7

Fuldelektrisk luksuslimousine velegnet som kanslermobil til Olaf Scholz i konkurrence med Mercedes EQS. i7’erens rækkevidde er på 625 km, premieren på hjemmemarkedet er sat til november 2023.

Mercedes EQT

Den elektriske minibus-store EQT er der få oplysninger om. Men da donorbilen ventes at være den elektriske varebil Renault Kangoo, vil batteriet kun være på 45 kWh og rækkevidden maksimalt 300 km. Det vil gøre EQT til den perfekte shuttlebil fra storbyens hotel til lufthavnen.

Smart #1
elbiler
Smart 1 er en smart (!) livsstils-elbil, der er væsentligt større end mærkets øvrige modeller.

I Danmark har Smart ført en ret omtumlet tilværelse, men faktum er i hvert fald, at #1, der er markant større end de fossildrevne Smart, bliver en elektrisk SUV med en rækkevidde på 440 km. Produktionen skulle begynde inden udgangen af 2023, men om den har en dansk fremtid, er usikkert.

Mini Cooper E og SE

BMW-ejede Mini lancerer i slutningen af 2023 Mini Cooper E og SE med 40 og 50 kWh-batteri. Den mindste yder 184 hk, den anden 224.

Kia EV9 og Hyundai Ioniq 7

De store fem meter lange elektriske SUV’er fra sydkoreanske Hyundai og Kia har plads til syv personer. Begge benytter som de mindre modeller 800 Volts-teknologi, hvilket giver en teoretisk ladeeffekt på 350 kW. Premieren er planlagt til at finde sted i slutningen af 2023 eller begyndelsen af 2024.

Fra 2024

Honda Prologue Electrified

Hondas succes med den lille elbil e er begrænset, men med Prologue kan der måske laves om på det, når den har premiere i 2024. Med sine 490 centimeter er den næsten 30 cm længere end CR-V. Derudover kun få informationer om bilen.

Audi A4 e-tron

Mellemklassemodellen A4 bliver i 2024 elektrificeret med A4 e-tron. 800 Volts-teknik skulle finde vej som til A6 e-tron.

Mercedes EQG

Den testosteron-pumpede G-Klasse bliver angiveligt elektrisk i 2024. Med alle de dyder, der gør den store Geländewagen til en vaskeægte offroader.

Cupra Tavascan

I 2024 – omsider – kommer spanske Cupras udgave af VW ID.4, Skoda Enyaq og Audi Q4 e-tron. Tavascan er navnet. Om den formår at hæve sig over de tre førnævnte og til den tid meget erfarne elektriske SUV’er, kan kun tiden vise.

Polestar 5

Precept var i 2020 navnet for limousinen med coupé-former, der lanceres under navnet Polestar 5. International premiere ventes i 2024.

Toyota bZ Compact SUV

bZ Compact SUV formodes at være den elektriske udgave af C-HR med samme batteri som i bZ4X. Det skulle give en rækkevidde omkring 450 km. Lanceres i 2024.

Volvo XC20 Recharge

En miniudgave af XC40 Recharge får premiere i 2025. XC20 Recharges batteri ventes at være i omegnen af 45 kWh, hvilket skulle give en rækkevidde på cirka 300 km.

Opel Manta GSe

Retrobilen Opel Manta GSe ligner den oprindelige Manta, om ikke på en prik, så meget tæt på. Og det er netop hele ideen. Ydelse og egenvægt skulle være tæt på den gamle Manta, men nærmere detaljer har vi endnu til gode. Lancering i 2025.

Audi A8 e-tron

Den elektriske limousine med fire ringe i næsen kommer i 2025.

Renault R4

R4 kaldes i Renault-studiet projekt “4ever” og skulle have visuelle ligheder med den gamle postbil, Renault 4. Premiere forventet i 2025.

BMW 3-serie

Hvad 3-seriens elektriske udgave skal hedde, vides endnu ikke. Men den kommer i hvert fald på en helt ny platform dedikeret 100 procent til elbiler. Flere batteristørrelser antydes, og den vil kunne fås med både for- og baghjulstræk og træk på alle fire. Lanceringen er planlagt til 2025.

Cupra Urban Rebel
elbiler
Urban Rebel bliver et frækt indslag blandt elbiler i Polo-klassen.

Det frække spanske svar på VW ID.1 er Urban Rebel. Cupra lover, at den elektriske Seat Ibiza bliver mere sporty end ID.1, og det tror vi på. Som minimum vil den yde 170 kW (svarende til 231 hestekræfter) og have en rækkevidde på 400 km. Premiere i 2025.

Toyota bZ SUV

Den 7-sædede Toyota Highlander-lignende SUV er planlagt til 2025.

Toyota Hilux EV

Elektrisk arbejdshest fra Japan med firehjulstræk og mindst 200 hestekræfter i topmodellen. Premiere tidligst i 2025.

Skoda Vision 7S
Vi ser den først i 2025, men Skoda løfter allerede nu sløret for kæmpe SUV’en med plads til syv, 7S. Den indvarsler også ny designstil.

Syv sæders kæmpe-SUV fra tjekkiske Skoda med 89 kWh-batteri, en rækkevidde på 600 km og en ladeeffekt på op til 200 kW. Med Vision 7S lancerer Skoda et nyt, markant design præget af lige linjer og et solidt udtryk. Premieren er planlagt til 2025.

Polestar 6

O2 Concept hed tegnebords-udgaven af roadsteren Polestar 6. Den bliver en udfordrer til den Tesla Roadster der måske, måske ikke, kommer på banen i 2023. Desværre får vi først Polestar 6 at se i 2026. Ifølge de foreløbige oplysninger bliver ydelsen 650 kW svarende til 884 hestekræfter, og 0 til 100 km/t eksekveres på 3,2 sekunder.

Toyota GR MR2 EV

To-sædet roadster fra Toyotas GR-afdeling, hvor man pumper standardmodeller op til fart og tempo. MR2 var en letfodet, centermotoriseret og baghjulstrukket roadster produceret fra 1984 til 2007, og vi kan kun bifalde, at japanerne bringer arven videre med et styk elektrisk køreglæde, der kan klistre smil fra øre til øre på fører og passager. Og på de folk, der ser den køre forbi. Ventes i 2026.

Toyota Yaris Cross EV

Om denne ikke meget andet at sige end at det er en højbenet elektrisk crossover i Yaris-størrelsen med forventet premiere i 2027.

Toyota Crossover EV

Mere Toyota – crossover angiveligt i Corolla-størrelsen.

[email protected]

5 Kommentarer

    • Hej Martin. Jo, BMW er på vej med en ny 5-serie, der får den tekniske betegnelse G60. Som med 4-serien kommer den nye 5’er på en platform, der både rummer forbrændingsmotorer og en ren eludgave. Sidstnævnte får betegnelsen i5, men vil designmæssigt ikke adskille sig væsentligt fra udgaver med forbrændings- og hybridmotorer. Den enorme og omdiskuterede kølergrill, som vi kender fra 4-serien, kommer vi angiveligt ikke til at se på i5, der holder fast i et mere klassisk, konservativt BMW-design. Nogle vil sige heldigvis 🙂 Teknisk får i5 samme elektriske drivline som i4 – dvs. en basisudgave med baghjulstræk og ca. 340 hk samt en firehjulstrukket udgave med ca. 550 hk. Efter planen ser vi i5 et godt stykke inde i 2023, men hvornår den faktisk kan leveres i Danmark, ved vi endnu ikke. Bedste hilsner, Jens Velling, Hvilken bil.

    • Selv tak Bo, vi er bare glade, hvis vi kan hjælpe med lidt overblik over de mange elbiler, der er på vej til os trods komponentmangel og leveringsudfordringer 🙂 Bh Jens Velling, redaktør.

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here