Seat sænker prisen på Ibiza

0

Seat vil have en større bid af kagen i miniklassen og reducerer derfor priserne på Ibiza med op til 15 procent. Målet er at komme tættere på bestsellere som Peugeot 208 og VW Polo.

Spanske Seat sætter nu priserne ned på sin Ibiza-model.

Mens Peugeot i årets første tre måneder har solgt 2.250 208’ere, og der er rullet over 1.400 Volkswagen Polo’er, der står på samme platform som Seat Ibiza, ud fra VW-forhandlerne, er der kun blevet solgt 230 Seat Ibiza’er. Dermed sælger Seat-modeller som Arona, Mii, og Leon bedre end Ibiza.

Det skal der rettes op på – med skarpere priser, oplyser Seat.

Seats minibil, som bl.a. er blevet kåret til ‘Årets Bedste Minibil’ af Berlingske, kan man nu få i en 1.0 MPI Reference-model fra 135.590 kr. Det er en prissænkning på hele 19.677 kr. svarende til næsten 15 procent.

Den nye, lave pris skal ses i forhold til, at Ibiza 1.0 MPI Reference bl.a. har front assist (nødbremse, AEB, red.), elektrisk betjente sideruder foran, fjernbetjent centrallås og Media System Touch med fire højttalere.

Mindre reduktion på populær Style
En anden populær udgave af Ibiza i Danmark er 1.0 TSI 95 hk Style, der kan klare 18,9 km på en liter benzin. Den koster nu fra 160.590 kr. mod tidligere 171.381 kr. Altså en prisreduktion på 10.791 kr. svarende til et fald på godt 6 procent.

Denne variant har f.eks. kørecomputer, klimaanlæg, Media System Colour 6,5″ med 6 højttalere og Bluetooth som er Apple Carplay kompatibel, læderbeklædt multifunktionsrat, fartpilot, træthedsregistrering, elektrisk betjente sideruder for og bag, karrosserifarvede elektrisk betjente og opvarmede sidespejle, samt regn og lyssensor.

Også den sportslige FR-model har fået en tur gennem ’prispresseren’.

Nu kan man få Ibiza 1.0 TSI 95 hk FR fra 170.590 kr., hvilket er 13.929 kr. billigere end førhen.

Det omfattende udstyr byder på bl.a. 17-tommer alufælge, sportsaffjedring, Seat drive profile, læderbeklædt sportsrat, FR-sportssæder, ekstra mørktonede ruder bag, LED-kørelys og LED-baglygter.

Priserne for VW Polo og Peugeot 208 starter til sammenligning ved henholdsvis 161.000 kr. og 133.000 kr. 

Du kan se de nye og lavere priser på alle Ibiza’er på www.seat.dk

Seat klar med priser på kæmpe-SUV

[email protected]

Skriv en kommentar

Indtast venligst din kommentar!
Din kommentar afventer moderation