Skoda skal bygge ny Seat Toledo

Den nye Seat Toledo deler ikke blot teknik med billigbilen Skoda Rapid – den spanske aflægger af Rapid skal som den første Seat bygges på Skoda-fabrikkerne i Tjekkiet.

VW-koncernen går nye og ikke mindst billigere veje med søsterbilerne Skoda Rapid og Seat Toledo. Det har længe været kendt, at de to nye biler står på samme forlængede Skoda Fabia platform og i øvrigt deles om motorer, gearkasser samt det meste af karrosseriet. Men fællesskabet stikker endnu dybere: Som den første Seat skal Toledo bygges på Skoda’s fabrik i Mlada Boleslav i Tjekkiet, skriver fdm.dk.

For moderkoncernen bag de to mærker, tyske VW, er strategien klar: Skoda Rapid og dermed Seat Toledo skal være så billige som mulige at fremstille, så de kan tage kampen op mod stadig mere populære konkurrenter fra Sydkorea som Hyundai i 30 og Kia Ceed. Derfor forbeholdes VW-koncernens nye, avancerede MQB-platform til de kommende udgaver af Seat Leon, Skoda Octavia og VW Golf VII. Seat Toledo og Skoda Rapid skal derimod udfylde rollen som koncernens ”discountmodeller” og baseres derfor på en forlænget udgave af den mindre Skoda Fabia platform.

Fælles produktion holder omkostningerne nede
Med et mere simpelt baghjulsophæng, fælles produktion i Tjekkiet og en platform, der for længst har tjent sig hjem, gør det Toledo og Rapid billigere at fremstille.

For bilkøberne er fordelen til at få øje på: Ifølge pålidelige kilder skal både Seat Toledo og Skoda Rapid koste fra 175.000 kr., når de lanceres herhjemme kort efter nytår.

For at presse prisen så langt ned, er der dog også sparet på VW-koncernens ellers højt besungne finish. Ifølge rapporter fra de første europæiske prøvekørsler er kabinerne præget af hård og billig plastic over alt.

Motorerne er der dog ikke sparet på: Både Seat Toledo og Skoda Rapid tilbydes med et bredt udvalg af de mest moderne turboladede benzin- og dieselmotorer fra VW-koncernen. Blandt andet forventes den vellykkede 1,2 liters turbobenziner med 86 hk at blive basismotor for begge modeller.

Flere billeder og oplysninger om Seat Toledo og Skoda Rapid.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here