Den næste Astra er på vej

0
49
astra

Opel har så meget brug for en ny Astra. Nu er den på vej, naturligvis også i en fuldelektrisk udgave. Vi kan vise de første fotos her.

Rygraden hos Opel er kompaktmodellen Astra. En vigtig storsælger, der har været hos os siden 1991, da Astra F afløste Kadett E, der fødtes i 1962 som Kadett A.

Den nuværende Astra K kører mod solnedgangen, og Opels PR-afdeling har nu igangsat en veltilrettelagt kampagne, hvor første pip indeholder nogle detalje-fotos og ganske få oplysninger, så vores appetit på mere gerne skulle skærpes.

En af de første og vigtigste oplysninger at få ud er naturligvis, at Astra L også kommer i en 100 procent elektrisk udgave. Den vil være baseret på Stellantis-koncernens EMP2-platform, der også står under blandt andet Peugeot 308.

astra
Astra-kabinen er blandt andet præget af to store skærme.

De lækkede billeder viser, at den nye Astra taler samme designsprog som den nye Mokka og som den spændende nyklassiker Manta GSe Elektromod, som Opel også beriger os med. Opel Vizor kalder tyskerne i Rüsselsheim designet, og på både Mokka, Manta GSe og Astra går blandt andet ultraslanke LED-forlygter igen, og bagpå er modelbetegnelsen centreret.

To skærme i kabinen

Kabineindretningen har også et navn – Pure Panel – med to store skærme, en centralt foran føreren og en i midterkonsollen, der synes vinklet fornuftigt mod føreren. Om Opel fortsat undgår at falde i touchskærmens fælder, hvor man skal fedte rundt i skærmmenuer for blot at sænke temperaturen en grad, fremgår ikke helt tydeligt af de tilgængelige billeder. Man må håbe, at tyskerne holder fast i de fysiske knapper.

Sikkert er det i hvert fald, at Opel holder fast i de ergonomiske AGR-sæder, der hæver den over enhver Citroën og enhver Peugeot, og som Opel fortjent har været berømmet for i flere år. Lige så sikkert er det, at den næste Astra kommer både som 5-dørs hatchback og som stationcar, kaldet Sports Tourer.

astra
Navnetræk midt på bagklappen. Bemærk, hvordan kofangeren bevæger sig langt bagud i forhold til bagklappen.
Salget fader ud

For den smertelige kuriøsitets skyld: Den nuværende Astra har Opel i Danmark kun solgt 79 nye af i årets første fem måneder. I hele 2020 var antallet 494, og det skal holdes op mod 2019, da Opel solgte 2.608 styk Astra. Der er med andre ord brug for en saltvandsindsprøjtning i form af en spændende og konkurrencedygtig ny model.

Produktionen af Astra L går i gang senere i år med forventet lancering i Danmark i det nye år.

mortenk@hvilkenbil.dk

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here