Sportslig Swift til Danmark

Ny Suzuki Swift Sport med 140 turboheste, alt i udstyr og en prislap på 225.000 kr. lander hos de danske forhandlere i september. Pludselig boomer klassen af lomme-GTI’ere.

Minien Suzuki Swift har takket være sine ret sportslige køreegenskaber og særlige design altid været lidt af en kult-bil med entusiaster og klubber mange steder. Men under motorhjelmen har der aldrig været de store kraftudladninger.

Nu kommer Suzuki med en udgave af Swift, Sport, der yder bilen retfærdighed og giver de mange fans rundt omkring mere saft og kraft. Med Suzuki Swift Sport står modellen skarpere end nogensinde. Det gælder i såvel motorisering som i udstyr og sikkerhed. Men også i det ydre og i kabinen er der skruet op for den sportslige udstråling.

80 kg lettere
Under hjelmen gemmer der sig en optimeret udgave af Suzukis Boosterjet-motor på 1,4 liter. Den yder 140 HK og har et maksimalt moment på 230 Nm ved 2.500 til 3.500 o/m. Motoren er koblet sammen med en 6-trins manuel gearkasse, hvor skiftene ligger tæt. Og med den kraftige turbomotor er der overskud i alle gear.

Dobbelt udstødning og LED-lygter hele vejen rundt er standard på Swift Sport.

Den nye Swift Sport er samtidig 80 kg lettere end sin forgænger og er dermed endnu mere væver og hurtig i svingene. Også når det går ligeud, er der flotte præstationer. Sprintet fra 0 til 100 km/t kan klares på 8,1 sek., og topfarten er 210 km/t. Også undervognen er forbedret og forstærket med blandt andet Monroe-støddæmpere, stivere torsionsbagaksel samt kraftigere bremser og krængningsstabilisator. 

Ikke bare motor men også designet har fået et boost i form af blandt andet en mere aggressiv front med ny kølergrill og kofanger med skarpere linjer samt skørter i carbon-look hele vejen rundt. Og hækken er karakteristisk med lakeret tagspoiler, carbon-look skørt og dobbelt udstødning.

I kabinen er der dybe bucketsæder, der holder dig godt fast gennem svingene og et lækkert læderrat. Interiøret signalerer desuden sport med røde kantsyninger på sæder og rat samt Swift Sport logo i stoleryggene. Det røde sportstema ses også i instrumentpanelet, i dørsiderne og ved midterkonsollen. 
Indtrykket fuldendes af særlige 17-tommers alufælge i sort/sølv-design.

Alt i udstyr og sikkerhed
Swift Sport modellen står klar i startboksen til 225.000 kr. med alt i udstyr. Det indebærer f.eks. fuld LED-lyssætning, automatisk nødbremse (med bil- og fodgængergenkendelse), aktiv fartpilot og vognbaneassistent med force-back, hvor føreren får hjælp til at holde bilen inden for vejstriberne.

Klimaanlæg, læderrat, navigation og adaptiv fartpilot – alt det sjove er standard i Swift Sport.

Også komfortudstyret er i top med bl.a. nøglefri adgang, trykknap-start, klimaanlæg, spejle med varme og fold-ind-funktion, teleskopjustering af rat samt el-ruder for og bag. Standard er også multimediecenteret, der omfatter 7-tommers skærm, DAB+ radio, Bluetooth, bakkamera, navigation, Apple CarPlay og Android Auto Connectivity.

Rivalerne er billigere
Umiddelbart virker prisen på 225.000 kr. ikke helt så skarp, som vi er vant til fra Suzuki. Udbuddet af ‘semi-GTI’ modeller i miniklassen er efterhånden ganske bredt. Fx kan du få den nye Ford Fiesta ST-line med 140 turbo-heste, 17” alufælge, sportsundervogn mm. til ca. 190.000 kr. En anden skrap rival er Seat Ibiza FR med hele 150 heste og masser af sportsligt udstyr til 199.000 kr. 

Swift Sport kan dog prale af mere udstyr og er klar til at levere morskab på snoede landeveje fra midt i september, hvor der er dansk introduktion hos Suzuki-forhandlerne.

Suzuki Swift fås fra 130.000 kr. med 90 hk benzinmotor uden turbo.

Læs også vores test af Swift 1,0 Boosterjet: Suzuki slanker Swift til ny succes

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here