Tesla på toppen i crashtest

tesla crashtest

Tesla sætter igen overliggeren for bilers sikkerhed. I ny crashtest opnår den populære Model Y rekordhøje resultater i flere discipliner.

Tesla beviser endnu en gang, at de ikke kun er gode til det med el. I den nyeste Euro NCAP crashtest placerer den populære SUV Model Y sig helt i top over de biler, som den europæiske sikkerhedsorganisation nogensinde har kørt ind i muren. Ganske bemærkelsesværdigt af et relativt ungt bilmærke.

”Det er ganske enkelt imponerende, så god sikkerheden i Tesla Model Y er. Tesla har tidligere vist, at deres sikkerhed ligger i top, og Model Y er ingen undtagelse. Ser man alene på bilens kollisionssikkerhed og sikkerhedssystemer opnår Tesla Model Y her henholdsvis 97 og 98 procent. Det er ikke set før, ligesom fodgængersikkerheden kun lige er overgået af to andre biler før. Spørgsmålet er, om det kan gøres meget bedre. I hvert fald sætter Tesla igen standarden for høj sikkerhed,” siger FDMs repræsentant i Euro NCAP-samarbejdet, Søren W. Rasmussen.

Tesla øvrige modeller 3, S og X er tidligere blevet testet af Euro Ncap med særdeles fine resultater. Siden er crashtesten blevet skærpet, så der bl.a. lægges vægt på aktive sikkerhedsassistenter, der kan undgå eller reducere skader i en kollision. Det er i denne disciplin, at Tesla Model Y når en rekordhøj bedømmelse på 98 procent.

Trods sin højde og drøjde – Model Y vejer to tons – er den også relativt blid ved bløde trafikanter. Her opnår Model Y 28,1 point ud af 36 mulige i fodgængerbeskyttelse.

Hyundai sparer
Den nye Kia Niro scorer alle fem stjerner i Euro NCAPs crashtest – med den store sikkerhedspakke, som bliver standard i Danmark.

Euro NCAP har også sendt flere biler ind i testbarrieren i denne ombæring. Deriblandt to sydkoreanske modeller, der lige som Model Y sælger godt på det danske marked.

Det gælder den nye udgave af Kia Niro, der netop er lanceret som ladehybrid og ren elbil. I udgaverne med fuldt sikkerhedsudstyr som importeres til Danmark, scorer Niro fem ud af fem mulige stjerner.

Mindre godt går det for minibilen Hyundai i20 fra samme Hyundai-Kia koncern. Polo-konkurrenten, som er meget populær herhjemme, må nøjes med fire stjerner som sin lidt højere søsterbil Hyundai Bayon. Forklaringen er, at Hyundai sparer på noget af det sikkerhedsudstyr, som man finder i de sikreste biler i dag. Og det får den danske repræsentant i Euro NCAP til at løfte pegefingeren:

”Fire Euro NCAP-stjerner er ikke noget dårligt resultat, og Hyundai i20 er helt som sin søsterbil, Hyundai Bayon, langt hen ad vejen en moderne og sikker bil. Men det ærgrer, at Hyundai på enkelte punkter stadig går på kompromis med sikkerheden. For eksempel ved at spare en airbag mellem forsæderne væk eller ved at anvende en mindre god nødbremse,” siger Søren W. Rasmussen.

Sikre elbiler

Euro NCAP har også testet tre nye elbiler, der ikke umiddelbart kommer til Danmark: Genesis GV60 – en slags luksusudgave af Hyundai Ioniq 5 – samt de to kinesere ORA Funky Cat og WEY Coffee 01. Alle får fem ud af fem stjerner. For de to sidstnævnte et klart bevis på, at den unge, kinesiske bilindustri er kommet godt med – også når det gælder sikkerhed.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here