TEST: 2-cylindret Fiat Panda falmer i mikrobil-skoven

BILTEST: Man gør nærmest Fiat Panda fortræd med den larmende 2-cylindrede TwinAir motor, der ikke er den charmerende mikrobils-klassiker værdig.

Hvilken bil?
Tredje generation af den forhjulstrukne 5-dørs hatchback er fra 2012 og baseret på samme tekniske platform som den forrige Panda og ”søsterbilerne” Fiat 500 og Ford Ka. Panda er en af de største biler i mikrobilsklassen med højt til loftet og anderledes løsninger. Nyt i Fiat Panda er den 2-cylindrede 0,9 liter 65 hk TwinAir benzinmotor uden turbo, som vi tester her i det høje ‘Popstar’ udstyrsniveau.

Vidste du at?
Den lille bamse blev beæret med titlen som Årets bil i Europa i 2004. Det var i en ny udgave, som kom på markedet i 2003 og afløste den oprindelige Panda fra 1980. Den første Panda var designet af den italienske design-guru Giugiaro, der har utallige perler på sit CV. Blandt andet BMW M1, Alfa Romeo 159, Maserati Ghibli, DeLorean, VW Golf 1 osv. Fiat Panda har i alt solgt ca. 6,5 mio. biler på verdensplan.

Hvordan er førerpladsen?
Førerpladsen er helt sin egen – på den friske Fiat-facon med anderledes løsninger. Instrumenterne er lidt små og gnidrede. Det 5-trins gearskifte er lidt ‘sjasket’, men det fungerer og gearstangen er perfekt placeret højt lige ved hånden sammen med styringen af begge el-ruder foran. God detalje.

Styretøjet er ikke helt så præcist, som man kunne ønske, men til gengæld har man den såkaldte cityfunktion til rådighed, som gør styringen ultralet – det fungerer fint i snæver bykørsel.

Hvordan opleves kabinen?
Rummelig – ikke mindst i testbilen med lyst interiør – bilens størrelse taget i betragtning. Her er rigtig godt udsyn hele vejen rundt. Ryglænet på passagersædet kan foldes forover og give plads til lange genstande – eller bagsædepassageren kan smække benene op. Ind- og udstigning foran er let, da bilen er lidt højbenet. Sværere til bagsædet, hvor pladsen dog er OK til to voksne personer bl.a. fordi ryglænet på forsædet er en speciel smal konstruktion. Det giver lidt ekstra benplads på bagsædet.

Er sikkerheden i orden?
Nogenlunde. Panda’en hentede 4 ud af 5 mulige stjerner ved Euro NCAP-testen i 2011. Den klarer sig bedst i frontaltesten og piskesmældstesten. Sikkerheden ved sidekollision er knap så god, men Panda har dog ægte gardinairbags – også ved bagsædet og det er ikke en selvfølige i denne klasse.. Pandaen er et noget barsk bekendtskab for en fodgænger, der måtte blive påkørt. Alle modeller i Danmark har ESP. Læs mere på sikkerbil.dk

Hvordan kører den?
Pandaen er en høj bil, og det giver god rummelighed i kabinen. Den er komfortabel, men det betyder også, at den krænger en del i skarpe sving. Med den 2-cylindrede motor bliver det hele noget anstrengt, da den skal have mange omdrejninger for at yde. Den larmer, vibrerer og det er svært at ramme det rigtige gear. Vælg den 4-cylindrede 1,2 liter motor med 69 hk i stedet. Den er mere støjsvag og letkørt. På papiret lidt mere tørstig, men i praksis er der nok ikke meget forskel på forbruget.

Hvordan er motoren?

Husker du Citroën 2CV? Så giver motorlyden dig flash back, når du giver Pandaen lidt at leve af. Og det skal den have, ellers sker der intet.

Alle 65 hk vækkes først til live over 6.000 omdrejninger, mens der først er maksimal moment ved 3.500 omdrejninger. Det lykkedes ikke at komme i nærheden af de opgivne 23,8 km/liter – tværtimod endte vi under 14 km/l! Den opgivne topfart på 159 km/t virker også uopnåelig. Vi nåede da over 110 km/t efter noget tid, men motorstøjen er infernalsk. Et plus ved motoren er, at den har knastkæde, så du slipper for tandremsskift.

Passer prisen?
Panda er ét af Fiats mange bud på en bybil. Priserne starter ved små godt 80.000 kr. Den testede bil koster 106.670 kr. og er nedsat 10.000 kr. i en efterårskampagne. 500 er Fiats andet – og mere bysmarte – bud på en mikro. Men den er 20.000 kr. dyrere og samtidig mindre rummelig.
Godt 106.000 kr. er ikke mange penge for en bil, der byder på både aircondition, start/stopfunktion, ‘hill holder’ mm., men konkurrenterne er aggressive.

Er der alternativer?
I mikrobilsklassen er der kamp om kunderne, og konkurrenterne er klar til at overhale både indenom og udenom på prisen. Hyundai i10, Kia Picanto, Suzuki Splash, Suzuki Alto, de to trillingekuld VW Up/Seat Mii/Skoda Citigo samt Peugeot 107/Citroën C1/Toyota Aygo m.fl. truer Pandaen. Det er en jungle at finde det bedste tilbud i mikroklassen, men vi vover pelsen og peger på Seat Mii 5-dørs med Reference-udstyr, aircondition og 75 hk til 103.580 kr. Alternativt Kia Picanto 1,0 Motion plus med 7 års garanti mod blot 2 år på Pandaen til 107.000 kr.

Konklusion:
For: Relativt rummelig, udsyn, charme og let ind- og udstigning.
Imod: Den 2-cylindrede motor, kun to års garanti.
Hvilkenbil siger:
Stjerner3
Fiat Panda byder på charme og god plads. Den kan dog ikke løbe fra, at der inde under den nye ‘pels’ fra 2012 gemmer sig en konstruktion fra 2003. I versionen uden turbo er den 2-cylindrede motor ukultiveret og giver den lille bamse åndenød. Derfor: Vælg Pandaen med den gode, gamle 4-cylindrede 1,2 liters motor med 69 hk og lidt mindre udstyr til samme pris.

Læs mere: Test af Fiat Panda med 4-cylindret motor

FAKTA: Fiat Panda 0,9 65 hk Popstar
Vejl. pris, inkl. lev.: 106.670 kr. (kampagnepris: 10.000 kr. rabat)
Anslået kontantrabat:* ? kr.
Årlig ejerafgift: 580 kr.
Garanti (rust/mekanik): 8/2 år
Sikkerhed (Euro NCAP): NCAP 4
Antal airbags: 6
Forbrug (EU-norm): 23,8 km/l  (A+)
Forbrug i test: 13,5 km/l (primært by- og motorvejskørsel)
Længde/bredde/højde: 365/164/155 cm
Bagagerum (min/max): 225/-  liter
Vægt: 955 kg
Motor: 2 cyl., 0,9 liter, benzin
Effekt: 65 hk/88 Nm
0-100 km/t: 15,7 sek
Topfart: 159 km/t

Særligt standard udstyr (Popstar):
Start-/stopfunktion, ‘hill-holder’, fjernbetjent centrallås med særlig åbning af bagsmæk, splitbagsæde, aircondition, servostyring med cityfunktion mm.
Metallak: 5.500 kr. (*Anslået af hvilkenbil.dk)

[email protected]

2 Kommentarer

  1. Har lige købt en Fiat Panda Fresh 65 0,9 årgang 2013. Larmer godt nok lidt, når man gasser op i første gear, ellers behagelig på landevejen. Godt udsyn og god indstigning. Billig i drift og 330 kr. halvårligt i vægtafgift. Havde Citroën Picasso tidligere, men vi er mere glade for denne. Kan kun anbefale den 🙂

  2. Det er alle tiders bil. Har haft 6 Mondeo, så det var en udfordring med Panda 65, men har ikke fortrudt det – selv med lidt motorstøj hurtig i optræk, nem ind og udstigning. For mit vedkommende pensionist kan kun anbefale den meget.

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here