TEST: Espace – skøn flyder med skønhedsfejl

0

BILTEST: Renault Espace er et futuristisk rumfartøj’ med masser af plads til prisen. Den ligner en million, men koster en halv – desværre er der sjusket med detaljerne.

Hvilken bil?
Renault Espace regnes af mange som verdens første MPV. Det var i 1984 – nu er vi nået til femte generation, der ikke længere er en rendyrket MPV med et ‘busagtigt’ udseende, men snarere en stor, luksuriøs crossover på næsten 5 meter med sæder til op til 7 personer. Hvad det skifte betyder, kommer vi tilbage til. Den nye Espace bygges i Frankrig på Renault-Nissans fælles CMF-platform, der også bærer den populære crossover Nissan Qashqai. Prisen for Espace starter ved 519.000 kr. inkl. levering. Vi tester Renault Espace 1,6 Dci 130 hk  Zen til knap 566.000 kr. med to ekstra sæder bagi til ca. 12.000 kr.

Vidste du?
Kvinderne er vilde med Espace. Den store Renault er lige blevet kåret som ‘Womens World Car 2016’. De 20 kvindelige motorjournalister fra 14 lande – herunder en fra Sverige – i juryen tildelte Renault Espace prisen på baggrund af fem kriterier: Konstruktion, udseende, komfort, plads og værdi for pengene. Espace var til gengæld ikke i nærheden af finalefeltet til vores hjemlige kåring af Årets Bil 2016…men her er juryen også langt overvejende mænd.

Hvordan er førerpladsen?

Som ‘astronaut på rumskibet’ sidder man godt i de enorme forstole, hvor både store og små chauffører kan finde sig til rette. Udsynet er i top, og det er udstyr og individuelle indstillinger også.

Dele af det basale omkring førerpladsen har interiørskrædderne hos Renault dog ikke været omhyggelige nok med: Materialer og finish på det store instrumentbord skuffer, og indramningen af den lodrette touchskærm i midten på instrumentbordet knirkede ved betjening. Til gengæld giver panoramaforruden et dejligt lys og en overdådig rumfornemmelse.

Hvordan opleves kabinen?
Den største forskel fra den foregående Espace-model, er at Renault i den nye Espace tilbyder fem sæder plus to ekstrasæder (merpris ca. 12.000 kr.) bagi. Dermed er det tidligere ‘buspræg’ væk, men kabinen opleves stadig fantastisk rummelig og pladsen på anden sæderække er enorm. Tredje sæderække er mest til store børn. En fiks detalje: Tryk på en knap i bagagerummet, og elmotorer folder de fem bagsæder op og ned. Der skal dog gives en hånd til sidst. Bagagerummet er med fem sæder i brug en balsal, med alle bagsæder lagt ned en idrætssal, men med syv sæder i brug ret begrænset.

Er sikkerheden i orden?
Renault Espace tog topkarakteren fem stjerner hjem i Euro NCAP crashtesten i april 2015, og er en sikker bil, der klarer sig habilt i alle discipliner uden direkte at imponere. Testbilen var udstyret med et selvstændigt nødbremsesystem, AEB Inter-Urban, som forventes at være monteret på de fleste biler, der sælges. Systemet fungerer mellem 30 og 140 kilometer i timen, men scorede dog en lav karakter i Euro NCAP testen. Selv uden AEB Inter-Urban-system vil Espace opnå fem stjerner, mens fravalg af fartbegrænser vil sende bilen ned på tre stjerner i Danmark. Læs mere på sikkerbil.dk

Hvordan kører den?
Kørestilen er afgjort ‘laissez-faire’; totalt tilbagelænet. Espace er det oplagte familierumskib til en komfortabel langtur sydpå. En flyder på hjul, ja nærmest en kørende sofa. Styringen er rigeligt letgående og følsom, men det gør den 1600 kilo tunge bil letkørt.

Affjedringen er virkelig blød, og den store bil krænger meget i hurtige sving. Nogle vil ganske sikkert synes, det er for meget. Men efter lidt tilvænning kom undertegnede faktisk til at holde af stilen. Det er lige før Renault Espace virker afstressende, ‘vi-når-det-nok’-agtig, med sin frankofile flyder-stil.

Hvordan er motoren?
Den nye Espace leveres kun med dieselmotorer i Danmark – 130 og 160 hk. Bilen er blevet lettet for hele 230 kilo i forhold til forgængeren, og det betyder, at testbilens 130 hk turbodiesel, som vi også kender fra mindre Renault’er, faktisk er tilstrækkelig til den store bil. Desværre leverer turbomotoren sine pæne 320 Nm med en tydelig ‘ketchup-effekt’, og motoren høres også rigeligt. Med til drivlinen hører den 6-trins gearkasse, som desværre er præget af knoklede, upræcise skift.

Passer prisen?
Prisen er egentlig fair – ikke mindst målt på rummelighed for pengene. For Espace er lidt større end både VW Sharan samt Fords S-Max og Galaxy, og udstyret er også flot selv i billigste ‘Life’-udgave med fx skiltegenkendelse, intelligente LED-forlygter og navigation. Men til priser fra over en halv mio. bør man kunne forvente bedre finish samt en mere overbevisende støjdæmpning af motorrummet. Har du adgang til firmabil, kan du hos fx Leaseplan komme til at køre Renault Espace Life til et beskatningsgrundlag på blot 400.000 kr. – uden at bekymre dig om (et forventeligt stort) værditab…

Er der alternativer?
Et par stykker, men det vælter ikke med store MPV’er på markedet. De velkørende Ford-tvillinger S-Max og Galaxy er i år også på markedet i nye udgaver til priser fra små 464.000 kr. og ca. 500.000 kr. med 120 hk turbodiesel. VW Sharan, som dog efterhånden har fem år på bagen i nyeste version, fås fra 564.000 kr. men langt mere skrabet udstyr. Vi peger også på Citroën Grand C4 Picasso, der nok har ca. 10 cm mindre mellem akslerne end Espace. Men Picasso kører bedre og er over 100.000 kr billigere end den testede Espace – og har endda 150 diesel-hk og automatgear i den topudstyrede ‘Exclusive’-udgave.

KONKLUSION:
For:
Design, plads, komfort.
Imod: Sjuskefejl, gearskifte, kun 2 års garanti.
Hvilkenbil siger:
Stjerner4
Oh la la: Design-chef Laurens van den Acker slår streger til flotte Renault-modeller i disse år. Ikke mindst Espace, der ser bragende godt ud med sine avantgarde-linjer. Pladsen til storfamilien er overdådig til en fair pris, men det kniber med at holde niveauet i detaljerne.

FAKTA: Renault Espace 1.6 Dci – 130 hk Zen

Vejl. pris, inkl. lev.: 566.000 kr.
Anslået kontantrabat:* 25.000 kr.
Årlig ejerafgift: 1.840 kr.
Garanti (rust/mekanik): 12/2 år
Sikkerhed (Euro NCAP): NCAP 5
Antal airbags: 6
Forbrug (EU-norm): 22,7 km/l
Forbrug i test: 16,4 km/l
Længde/bredde/højde: 486/189/168 cm
Bagagerum (min/max): 240/660/liter
Vægt: 1.615 kg
Motor: 4 cyl., 1,6 liter, turbodiesel
Effekt: 130 hk/320 Nm
0-100 km/t: ikke oplyst
Topfart: 191 km/t

Særligt standardudstyr (Zen):
Advarsel ved vognbaneskift, automatisk skift mellem kort/langt lys, skiltegenkendelse og advarsel ved for høj fart, brugerdefineret speedometer med 7″ TFT-skærm, elektrisk p-bremse, fartpilot/-begrænser, bakkestart assistent, parkeringssensorer for, bag og på siderne, førersæde med justerbar lændestøtte, højdejusterbare forsæder, nøglekort med håndfri adgang, start og fjernlås, 18″ alu-fælge, LED forlygter med lyssensor, LED-kørelys for og bag, elektronisk nedfældelige bagsæder, der styres fra touchscreen’en eller panel i bagagerummet, udtrækkeligt handskerum med køl, bakspejl med automatisk nedblænding, panaoramaforrude, forlygtespulere, regnsensor, el-foldbare og -justerbare sidespejle med varme, multimediesystem med 8,7″ trykfølsom skærm til styring af DAB+radio navigation (Europakort) mm., blueetooth for trådløs streaming og telefoni, USB- og aux-tilslutning, ratbetjening.
Metallak: 9.900 kr. (*Anslået af hvilkenbil.dk)

henrikh@hvilkenbil.dk

Skriv en kommentar

Indtast venligst din kommentar!
Din kommentar afventer moderation