TEST: Let på tå i velskabte Kia Sportage

0
865

BILTEST: Fjerde generation af Kia Sportage ser godt ud, kører bedre end de fleste og har masser af udstyr. Men prisen er hårdtpumpet og basismotoren lider af åndenød.

Hvilken bil?
Koncernen har til huse i Sydkorea, designet står tyske Peter Schreyer og hans team i Rüsselsheim for, og bilen skrues sammen i Slovakiet. Mange ingredienser men en yderst vellykket cocktail. Vi tager her fjerde generation af Kia Sportage, der første gang rullede af samlebåndet i 1993, under luppen. Priserne starter lige over 300.000 kr. inkl. levering og slutter ved 544.000 kr. Her tester vi næstbilligste Sportage med 1,6 liters basis-benzinmotor med 132 hk, træk på forhjulene og Advanceudstyr til 329.000 kr.

Vidste du at?

Kia Sportage ser med vores øjne brandgodt ud. Den er blandt de mest velproportionerede og flotteste – hvis ikke dén flotteste – i den hastigt voksende crossoverklasse, som blev startet i sin tid af Nissan i 2006 med Qashqai.

Eksperterne er enige med os; Kia Sportage blev tildelt 2016 udgaven af den internationalt anerkendte ‘Red Dot’ designpris i bilkategorien. Prisen uddeles hvert år af Design Zentrum Nordrhein Westphalen i Essen, Tyskland. Ifølge Kia selv er Sportage-designet inspireret af moderne jagerfly, og det dynamiske udseende skabes i kontrasten mellem skarpe hjørner og bløde overflader.

Hvordan er førerpladsen?
Vellykket og klart forbedret i forhold til sin forgænger på alle punkter: Bedre materialer og finish, bedre layout og mere udstyr, som betjenes logisk – til dels via den trykfølsomme 7″ skærm. Pladsen foran er rigelig, og kørestillingen kan tilpasses chauffører i alle størrelser ligesom forsæderne er store og velformede med en tilpas fast polstring. Gearskiftet er en ren forhøjelse, der går som kniv i smør og skifter præcist. Heldigvis for med den mindste motor i testbilen, skal de 6 gear bruges flittigt.

Hvordan opleves kabinen?
Rummelig og indbydende med et par ekstra plusser i bogen. Ryglænet på 60/40 splitbagsædet kan justeres individuelt, og der er totrins-sædevarme i begge sider af bagsædet (Advance-udstyr). Noget der normalt er forbeholdt luksusklassen. Støjdæmpningen af kabinen er også på luksusbilsniveau – man hører knap motoren, kun en frisk snerren fra bagpotten ved acceleration. I forhold til den foregående model er bagagerummet i Sportage vokset lidt til over 500 liter og har et skjult rum under gulvet, der flugter med læssekanten og giver nem adgang til lastrummet.

Er sikkerheden i orden?
Ja. Faktisk er Kia Sportage klassens duks i disciplinen sikkerhed. Den scorede de maksimale 5 stjerner i Euro NCAP crashtesten i december 2015. I crashtest-grafikken var alle figurerne grønne, altså til topkarakter, og det er ifølge sikkerbil.dk højest usædvanligt. Kun i bagsædets piskesmældtest, som reelt ikke er en test, men en geometrisk beregning, blev det til en orange markering for et mådeligt resultat. Testbilen har fartbegrænser og vognbaneassistent, mens automatisk nødbremse er desværre ekstraudstyr til 15.000 kr. Læs mere på sikkerbil.dk.

Hvordan kører den?
Det ville være en overdrivelse, at sige, at Kia Sportage er sjov at køre i klassisk forstand, for det er trods alt en højbenet crossover, men den føles letbenet over asfalten takket være affjedringen, som blandt andet består af en avanceret multilink på bagakslen i stedet for den mere udbredte stive compound-aksel. Styringen er desuden finpudset, så det er en fornøjelse at mærke hjulenes bevægelser overasfalten og præcisionen i styretøjet. Kia Sportage hører i nyeste udgave bestemt til blandt de mest velkørende i crossover-klassen.

Hvordan er motoren?
Sportage må trække 1.400 kilo, og det gør den interessant for blandt andet campingfolket. Men ikke med basismotoren.

De 132 heste er friske og frejdige ude af startblokken i de tre første gear, men mister pusten i form af manglende bundtræk i 4., 5. og 6. gear. Motoren skal hidses helt op til 5.000 omdrejninger, før den leverer sine beskedne 161 Nm.

Forsøger du en hurtig overhaling eller rammer en bakke, står den 1450 kg tunge bil stille som det berømte træ i Harzen. Til gengæld er basisbenzineren rimelig sparsommelig. Normforbruget er opgivet til 15,9 km/l, og vi nåede 14,3 km/l i testugen. Det er sjældent, vi er så tæt på norm-tallet.

Passer prisen?
Ikke helt. Prisen på den nye Kia Sportage er hævet med 50.000 kr. i forhold til forgængeren som netop fik sat prisen ned med 50.000 kr. mod slutningen af sin ‘levetid’. Dermed forsøger Kia i Danmark sig igen med en indgangspris på 300.000 kr., men det kan meget vel vise sig at være i overkanten, da de fleste privatkunder står af ved 300.000 kr. Så måske Sportage får et hak i prisen hen ad vejen, selv om niveauet umiddelbart virker rimeligt med det høje udstyrsniveau taget i betragtning. Vi ville vælge den 1,7 liters turbodiesel med 115 hk, som leverer hele 280 Nm og fås for fair 20.000 kr. ekstra.

Er der alternativer?
Ja, et større felt af stærke konkurrenter trænger sig på. Kia Sportage er 25.000 kr. billigere end søsterbilen Hyundai Tucson med startpris på 329.000 kr. – det samme som Honda CR-V, der dog byder på mere plads i kabinen og en kraftigere 2,0 liters basismotor med 155 hk. Ellers er de fleste direkte konkurrenter billigere end Kia Sportage. Ford Kuga med 1,5 liters turbomotor og 150 hk fås fra knap 295.000 kr., mens søsterbilerne Nissan Qashqai og Renault Kadjar koster fra henholdsvis 234.000 kr. og 248.000 kr. med 1,2 liters turbobenzinmotor. VWs nye Tiguan med 150 hk 1,4 TSI-motor løber op i 389.000 kr., mens Seats tilsvarende Ateca fås fra 334.000 kr.

Konklusion:
For: Højt udstyrsniveu, flot udseende, fine køreegenskaber, 7 års garanti
Imod: Basismotor mister let pusten, høj pris
Hvilkenbil siger:
Stjerner4
Kia Sportage årgang 2016 er den mest sikre, en af de flotteste, mest velkørende, mest rummelige og bedst designede crossovers på markedet lige nu. Med en skarpere pris og en mindre forpustet basismotor ville den femte stjerne have været i hus.

Læs også tests af konkurrenterne:

Hyundai Tucson – komfortabel koreansk ørkenræv

Knapt nok flyvefærdig Renault Kadjar

Nissan Qashqai rammer plet igen

Skoda Yeti – ikke spor afskyelig

Lavt tyngdepunkt og høj køreglæde i Honda CR-V

FAKTA: Kia Sportage 1,6 GDI Advance

Vejl. pris, inkl. lev.: 329.000 kr.
Anslået kontantrabat:* 15.000 kr.
Årlig ejerafgift: 2.380 kr.
Garanti (rust/mekanik): 12/7 år
Sikkerhed (Euro NCAP): NCAP 5
Antal airbags: 6
Forbrug (EU-norm): 15,9 km/l
CO2-udslip: 147 g/km.
Forbrug i test: 14,3 km/l
Længde/bredde/højde: 448/186/165 cm
Bagagerum (min/max): 503/1.492 liter
Vægt: 1.454 kg (køreklar)
Motor: 4 cyl., 1,6 liter, benzin
Effekt: 132 hk/161 Nm
0-100 km/t: 11,5 sek
Topfart: 182 km/t

Særligt standard udstyr:
7″ touch skærm med navigation, 16″ alufælge, 60/40 splitbagsæde, aircondition, armlæn i bag med kopholder, læderrat & lædergearknop, armlæn mellem forsæder, automatisk lystænding, sidespejle el- indklappelige med varme og blink, bakkamera med dynamisk guide, bluetooth, hillholder, el ruder for & bag, fjernbetjent centrallås, dæktrykskontrol, ratbetjent fartpilot med fartbegrænser, USB/AUX indgang, ‘follow me home’ lys, højdejusterbart førersæde, LED kørelys for, luftdyser v. bagsæder, vognbaneassistent, 3,5″ TFT infoskærm i synsfeltet, tonede ruder.

Derudover med Advance-udstyr: 17″ aluminiumsfælge, tagræling, to-trins sædevarme bag, bakspejl med aut. nedblænding, 2 zoners klimaanlæg, auto afdugning af forrude, regnsensor.

Metallak: 7.000 kr. (*Anslået af hvilkenbil.dk)

henrikh@hvilkenbil.dk

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here