TEST: Lille diesel lader BMWs 3-serie i stikken

BILTEST: BMWs 3-serie har ry for at være blandt verdens bedste biler. Desværre formår motoren i den billigste udgave – 316d – aldrig at forløse en ellers fremragende køreoplevelse.

Hvilken bil?
Sjette generation af BMWs ikoniske 3-serie blev lanceret omkring nytår, men først for nylig er de billigere udgaver med de mindste motorer kommet på markedet. Her tester vi den billigste version, 316d sedan, med en to-liters dieselmotor med 116 hk. 3-serien er blevet ekstra interessant efter at BMW har sænket priserne markant, så BMW’s bestseller nu koster det samme som rivaler som Audi A4 og Volvo S60.

Vidste du at?
I stil med andre ikon-biler som VW Golf og Mini, værner BMW om 3-seriens design. Denne gang er det ikke den kontroversielle amerikaner Chris Bangle, der har slået stregerne, men den knapt så højtflyvende hollænder Adrian van Hooydonk. Han har til gengæld indført muligheden for at vælge mellem tre designlinjer udover standard; Modern, Sport eller Luxury Line, der alle koster 41.000 ekstra. Mere afgørende er det, at 3-serien er blevet ni centimeter længere og 45 kilo lettere til gavn for både komfort og køreegenskaber.

 

Hvordan er førerpladsen?
Ærketypisk BMW. Også indefra er det svært at se den store forskel fra forgængeren, men når man først er dumpet dybt ned i det klassisk lave cockpit, fornøjes man over en af verdens mest velfungerende førerpladser. Sæderne ser ikke ud af noget, men de støtter alle de rigtige steder og forholdet mellem sæde, rat og pedaler er optimalt.

Førerpladsen er blottet for pjank. Her handler alt om logik og kontrol med krystalklare instrumenter og betjening, du aldrig farer vild i. Førerpladsen efterlader ingen tvivl om, at 3-serien er en ”drivers car”.

Hvordan opleves kabinen?
Mere skræddersyet end afmålt. 3-serien har aldrig været noget ”raumwunder”, men de ekstra ni centimeter giver plads nok til mine 190 cm på bagsædet. Det er absolut godkendt, og gør 3-serien mere rummelig end ærkerivalerne Audi A4 og Mercedes C-klasse. Finishen er ikke helt så hysterisk som hos Audi – til gengæld kan BMW noget med byggekvalitet, der leder tankerne hen på en Leopard kampvogn. Så meget desto mere overraskende var en gennemtrængende raslelyd fra instrumentpanelet. Verdammt – men vi tror, at der er tale om en sjælden smutter i testbilen.

Er sikkerheden i orden?
BMWs 3-serie scorede uden nævneværdige problemer samtlige fem stjerner i den skærpede Euro NCAP crashtest. Kun beskyttelsen mod piskesmæld og den såkaldte pæletest, hvor bilen glider sidelæns ind i en metalpæl med 29 km/t, var ikke perfekte. Begge discipliner blev dog klaret med absolut godkendte værdier. BMW 3 er endda relativt blid mod fodgængere. Læs en detaljeret beskrivelse på sikkerbil.dk.

Hvordan kører den?
Suverænt. Øget komfort har stået øverst på ingeniørernes dagsorden, da de udviklede 6. generation af 3-serien – og de har gjort deres hjemmearbejde.

Affjedringens evne til på samme tid at sikre ekstremt præcise køreegenskaber og elegant filtrere vejens ujævnheder fra, gør 3-serien til noget særligt.

Forgængerens tendens til at styre efter spor i vejen, er også fjernet. Det samme kan man ikke desværre ikke sige om vindstøjen, der er rigeligt påtrængende i en bil af 3-seriens klasse.

Hvordan er motoren?
En skuffelse. For få år siden var BMWs dieselmotorer ”spitzenklasse”, men i jagten på lavere forbrug er der sket noget med klang og gangkultur. De 116 heste kommer fornuftigt ud af startboksen i 1., 2. og 3. gear, men i 5. og 6. gear er der udsolgt.

Motoren virker kastreret og formår aldrig at forløse det enorme potentiale i 3-serien. En frustrerende oplevelse, der ikke bliver bedre af en metallisk klang og voldsomme rystelser, når start-stop automatikken tænder motoren.

Eneste formildende omstændighed er forbruget: Vi kørte 19,5 km/l i snit – det er flot.

Passer prisen?
447.000 kr. er mange penge – men for en BMW 3-serie er det nærmest billigt. BMW har nemlig justeret priserne, så 3-serien ikke længere er nævneværdigt dyrere end konkurrenterne. Samtidig er tyskerne blevet mindre fedtede med udstyret – fine detaljer som klimaanlæg, læderrat med radiobetjening, varme i forsæderne og alufælge er nu standard. Men der er måske en grund til, at testbilen er hvid – metallak koster 14.500 kroner…

Er der alternativer?
Egentlig kun tre. Audi A4 2.0 TDI, 120 hk til 443.000 kr. byder på tidløst design og mere gangkultur, men kører ikke nær så dynamisk. Mercedes C180 CDI med 120 hk til 470.000 kr. matcher 3-serien på komfort, men ikke på bagsædeplads og den sidste skarphed i køreoplevelsen. En outsider er Volvo V60, der måske ikke har helt samme premium-fornemmelse, men vinder venner med elegant skandinavisk design og en lille, men flittig dieselmotor.

KONKLUSION:
For: Køreegenskaber, plads, cockpit.
Imod: Vindstøj, grov dieselmotor.
Hvilkenbil siger:

BMW 316d er en fremragende bil med en middelmådig motor. Kombinationen af sprød undervogn og træg maskine spiller ikke, og så ender den ultimative køremaskine med at skuffe. Derfor – find de sidste 32.000 kr. til den større 318d.

FAKTA: BMW 316d
Vejl. pris, inkl. lev.: 447.000 kr.
Anslået kontantrabat:* 15.000 kr.
Årlig ejerafgift: 2.000 kr.
Garanti (rust/mekanik): 12/2 år
Sikkerhed (Euro NCAP):
Antal airbags: 6
Forbrug (EU-norm): 23,3 km/l
Forbrug i test: 19,5 km/l
Længde/bredde/højde: 462/181/143 cm
Bagagerum: 480 liter
Vægt: 1.500 kg
Motor: 4 cyl., 1,6 liter, turbodiesel
Effekt: 116 hk/260 Nm
0-100 km/t: 10,9 sek
Topfart: 202 km/t

Særligt standard udstyr:
To-zonet klimaanlæg, fjernbetjent centrallås med nøglefri start, el-ruder for og bag,16” alufælge med run-flat dæk, el-spejle m. varme, multijusterbart læderrat, varme i forsæder, cd-radio med aux-indgang, kørecomputer, start-stop automatik.
Metallak: 14.500 kr. (*Anslået af hvilkenbil.dk)

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here