TEST: Mesterlig motor løfter Citroën C4

0

BILTEST: Stærk, kultiveret og nøjsom trecylindret turbobenziner perler som fin champagne i den fire år gamle, men komfortable Citroën C4.

Hvilken bil?
C4 er Citroëns indslag i Golf-klassen. Teknisk deler den platform med den foregående Peugeot 308 og har efterhånden fire år på bagen. Men i stedet for den traditionelle midtvejs-ansigtsløftning, har Citroën blot pensioneret modellens gamle 1,6 liters benzinmotor, som blev udviklet sammen med BMW. Den motor var aldrig noget festfyrværkeri, men det er afløseren: En beskeden 1,1 liters benzinmotor med turbo og tre cylindre og hele 130 hk, der debuterer i C4, men skal udbredes til mange Citroën og Peugeot-modeller. Her tester vi den i C4 med Seduction-udstyr til 244.000 kr. inkl. lev.

Vidste du at?
Citroën C4 repræsenterer på mange måder Citroën af i går. Designet er nærmest selvudslettende sammenlignet med nye modeller som C4 Picasso og Cactus, og du leder forgæves efter franske finurligheder. Næste generation C4 bliver med garanti mere vovet. Ind til da – det vil sige et par år endnu – spiller Citroën C4 rollen som Golf-klassens franske fristelse udi støjsvag og blødt affjedret langturskomfort. En rolle den nu udfylder bedre end nogensinde med lanceringen af den ualmindeligt vellykkede 130 hestes turbobenziner.

Hvordan er førerpladsen?

Bortset fra digitalinstrumenterne er førerpladsen i Citroën C4 nærmest præget af tysk logik. C4 er fra tiden før de berøringsfølsomme skærme, og selv i den veludstyrede Seduction-udgave er her masser af knapper, manuel håndbremse og en relativt lav siddeposition.

Til gengæld fungerer det hele ligetil, og selv om denne testkører fortsat sidder (for) tæt på pedalerne og langt fra rattet, sidder man i øvrigt godt i de velpolstrede forsæder. Sidestøtte er der ikke meget af, men Citroën C4 er også kreeret til cruising, ikke racing.

Hvordan opleves kabinen?
Lidt trang. Foran savner du ikke albuerum, men på bagsædet er benpladsen blandt klassens mindste. Kun den nye Peugeot 308 fedter forbløffende nok lige så meget med pladsen, mens nye konkurrenter som Skoda Octavia, Seat Leon og Kia Ceed er væsentligt mere gæstfri. Til gengæld er bagagerummet ganske stort med sine 408 liter. Finishen er comme ci, comme ca: Selve instrumentbrættet er blødt og lækkert, mens resten er udført i hård plastic. Byggekvaliteten virker dog høj – hverken dørsmæk eller kloakdæksler aftvinger Citroën C4 raslelyde.

Er sikkerheden i orden?
Citroën C4 har efterhånden fire år på bagen og er derfor crashtestet efter de mindre krævende 2010-normer. Dengang blev det til topkarakteren fem stjerner. C4 er grundlæggende solid og sikker, men kunne være bedre på tre punkter: Pæletesten, hvor bilen glider sidelæns ind i en pæl med 20 km/t, afslørede høj belastning af førerens brystkasse, piskesmældsbeskyttelsen er middelmådig og C4 er hård ved bløde trafikanter. Alderen viser sig også ved, at C4 ikke kan fås med moderne, aktiv sikkerhed i form af f.eks. automatisk nødbremse i bykørsel. Læs mere på sikkerbil.dk.

Hvordan kører den?
Gennemført komfortabelt.

Med bløde fjedre, en let duvende kørestil og mærkbar krængning i kurverne, er Citroën C4 entydigt udlagt til komfort. Og det er faktisk befriende med et behageligt alternativ i en klasse, hvor såkaldt sportslige køreegenskaber ofte rimer på stiv og trættende.

Citroën C4 er måske ikke Monsieur Swing King på snoede sogneveje, til gengæld holder den kursen og glatter ujævnhederne ud på de lange stræk som langt dyrere biler. I disciplinen klassisk kørekomfort er Citroën C4 kongen af Golf-klassen.

Hvordan er motoren?
Fantastique, som de siger i Frankrig. Vi havde ikke troet Fords formidable trecylindrede EcoBoost turbobenziner ville blive indhentet så hurtigt, men de franske ingeniører har læst på lektien. Opskriften er den samme: Lille (1,1 liter) slagvolume, turbolader og tre cylindre. Men Citroën får hele 130 hk og 230 Nm ud af de samme ingredienser, og de spiller max med punch i overhalingerne, dæmpet snerren under acceleration og stilhed ved marchfart. Citroëns nye maskine er den første benziner, der er lige så god – ja bedre – end mærkets traditionelt fine dieselmotorer.

Passer prisen?
Tjaeh, umiddelbart er en lille kvart million fair for en veludstyret bil i denne klasse – især når motoren er så vellykket og komforten svær at matche. C4s udfordring er, at konkurrenterne også er skarpe på prisen. Flere af dem er tilmed nyere og mere rummelige end C4 – og de allernyeste fås med moderne, aktivt sikkerhedsudstyr som f.eks. automatisk nødbremse som en fire år gammel C4 slet ikke er født til. Men vægter du komfort over sport, og vil du have markedets bedste ‘downsizede’ turbobenziner netop nu, giver Citroën C4 fuld valuta for pengene.

Er der alternativer?
Golf-klassen er fuld af værdige konkurrenter. Ford Focus med 125 hk og Edition udstyr er det køreglade alternativ til 243.000 kr., Skoda Octavia 1,4 TSI med 140 meget kultiverede heste byder på langt mere plads til 255.000 kr., men også mindre udstyr og ringere komfort., mens C4s ‘søsterbil’, Peugeot 308 med samme motor og tilsvarende udstyr ser dyr ud til 274.000 kr. Endelig lokker landsmanden Renault Megane netop nu med kampagneprisen 204.000 kr. Det er billigt, selv om hverken de 115 heste eller komforten følger C4 helt til dørs.

Konklusion:
For: Mesterlig motor, høj komfort.
Imod: Bagsædeplads, ingen fransk flair.
Hvilkenbil siger:
Stjerner4
Lad dig ikke narre af dåbsattesten fra 2010 og den smågenerte udstråling: Med markedets bedste turbobenziner lige nu og kørekomfort som kun franskmænd kan kreere den, er Citroën C4 et særdeles attraktivt alternativ i Golf-klassen.

FAKTA: Citroën C4 e-THP 130 Seduction
Vejl. pris, inkl. lev.: 244.000 kr.
Anslået kontantrabat:* 10.000 kr.
Årlig ejerafgift: 580 kr.
Garanti (rust/mekanik): 12/2 år
Sikkerhed (Euro NCAP): NCAP 5
Antal airbags: 6
Forbrug (EU-norm): 20,8 km/l (110 gr. CO2/km)
Forbrug i test: 16,1 km/l
Længde/bredde/højde: 433/179/149 cm
Bagagerum (min/max): 408/1.183 liter
Vægt: 1.280 kg
Motor: 3 cyl., 1,1 liter, turbobenzin
Effekt: 130 hk/230 Nm
0-100 km/t: 10,8 sek.
Topfart: 199 km/t

Særligt standard udstyr (Seduction):
2-zonet klimaanlæg, fartpilot, fjernbetjent centrallås, el-ruder for og bag, el-spejle, varme i forsæder, multijusterbar førerplads, splitbagsæde, læderrat m. betj. af radio og fartpilot, regnsensor, USB og BlueTooth, kørecomputer, dæktrykmåler, tågeforlygter med svinglys.
Metallak: 6.000 kr. Pack City (el-indfoldelige sidespejle og baksensor bag): 7.000 kr. (*Anslået af hvilkenbil.dk)

Læs også tests af konkurrenterne:

Renault Megane – aldrende vin på opfrisket flaske 

Peugeot 308 er stærk på stil og komfort 

Snusfornuften sejrer stort i Skoda Octavia 

Tre cylindre klæder velkørende Ford Focus 

jensv@hvilkenbil.dk

Skriv en kommentar

Indtast venligst din kommentar!
Din kommentar afventer moderation