TEST: Mini Cabrio – et himmelsk hundehus

0
cabriolet firmabil

BILTEST: Tredje generation af Mini Cabrio er mere veldresseret end nogensinde, men fortsat blandt de sjoveste og mest velfungerende åbne biler på markedet. Kun prisen får os til at knurre.

Hvilken bil?
Mini Cabrio er den åbne udgave af det britiske ’hundehus’ med mulighed for at vippe taget ned, så du kan nyde solen eller gø af fuldmånen. Det tager blot 18 sekunder – hvis du da ikke stopper halvvejs og nøjes med kalechens indbyggede soltag.

Tredje generation ligner sine berømte forgængere, men det skal man ikke lade sig narre af: ’Hundehuset’ står på en helt ny platform, og er udvidet med 10 cm i længden, 4 cm i bredden og ekstra 3 cm mellem akslerne.

Her tester vi Cooper-udgaven med BMWs trecylindrede 1,5 liters turbobenzinmotor med 136 hk til 334.000 kr. inkl. levering.

Vidste du at?
Tredje oplag af Mini er faktisk en storstilet satsning for de tyske ejere, BMW. Den grundlæggende teknik skal nemlig bruges i en kæmpe offensiv af forhjulstrukne biler hos både Mini og BMW. Tyskerne benytter allerede den nye Mini-platform til MPV’en Sports Tourer i 2-serien og den nye mellemstore SUV, BMW X1. Samtidig har Mini fået vokseværk med de velvoksne Five Door og Clubman-udgaver, der er rykket op i Golf-klassen og for første gang bejler til familie-kunderne. Det er nye toner hos Mini, der dog stædigt holder fast i det ikoniske design – i øvrigt skabt af danske Anders Warming.

Hvordan er førerpladsen?
Noget af det bedste ved en lille Mini er, at man foran sidder som i en større bil. Rattet står næsten lodret og kan trækkes helt tæt på, der er langt til pedalerne og højt til loftet. Som chauffør sidder du så godt, at du får den sjældne oplevelse af nærmest at smelte sammen med bilen. Indretningen er typisk Mini med masser af pynt og legesyge detaljer, der som regel er – undskyld udtrykket – hundedyre. En timer der holder regnskab med, hvor mange timer du kører topløs er da sjov – men det er de basale glæder som skarp styring og præcise gearskift, der vækker størst begejstring i Mini Cabrio.

Hvordan opleves kabinen?
Mini har haft ry for en lidt løsagtig finish, der ikke helt står mål med maxi-priserne. Sådan er det ikke i tredje oplag – nu fremstår hundehuset efterhånden som den solide murermestervilla priserne lægger op til. Trods øget akselafstand er bagsædet dog stadig mest at sammenligne med et børneværelse – det er ikke et sted voksne passagerer opholder sig længe uden at stikke i et klagehyl.

Som cabriolet har Mini fordel af en meget stejl forrude, der effektivt sender vinden op over bilen og reducerer turbulens på forsæderne – også ved 130 km/t på motorvejen. Uden tag på er Mini blandt de mest komfortable cabrioleter på markedet.

Er sikkerheden i orden?
Den nye Mini Cabrio er fortsat ikke testet af Euro NCAP, men vi forventer, at den vil få fire ud af fem stjerner. Cabrio-udgaven har fine detaljer som pop-up styrtbøjler, hvis bilen ruller rundt og motorhjelmen løfter sig også automatisk for at beskytte bløde trafikanter i sammenstød. Omvendt er åbne biler lidt mere udsatte i kollisioner, og automatisk nødbremse er ikke standard, men noget, du betaler ekstra for – helt uforståeligt i så kostbar en bil. Den sikreste løsning i en farlig situation – at styre uden om forhindringerne – klarer den ekstremt styrevillige Mini dog til topkarakter.

Hvordan kører den?
Fremragende. Mini er ene om at have uafhængige hjulophæng både for og bag i sin klasse, og det kan mærkes: Styringen er præcis og hurtig, og Mini er lige så legesyg og ivrig som en hundehvalp, når vejen slår et sving. Sammenlignet med forgængerne er tredje generation dog mærkbart mere veldresseret: Komforten har fået et løft og det frække slag med halen, som du kunne opleve i den tidligere Cooper ved speederslip er helt væk, fordi den nye motor har så lav indre friktion.

Hvordan er motoren?
Bomstærk og lidt kedelig. En slagvolume på 1,5 liter er relativt stort for en trecylindret benzinmotor og sammen med turbolader sikrer det Mini Cabrio et solidt bundtræk. Til gengæld er der ikke så meget at komme efter, selv om du er flittig med det lækre og præcise gearskifte. De tre cylindre tager sig god tid om at komme op i omdrejninger, og du belønnes hverken med specielt lækker lyd eller overlegen acceleration.

Automatisk mellemgas ved nedgearinger får udstødningen til at bjæffe lidt, men grundlæggende har motoren det bedst med afslappet cruising. Her er Mini Cabrio blevet mere fornuftig end fræk.

Passer prisen?
Nej. Merprisen for at udstyre Mini med charmeklud er hele 85.000 kr., og så lander Cooper Cabrio på 334.000 kr. Good heavens som briterne ville sukke. Og det er kun begyndelsen: Mini fedter nemlig med udstyret – f.eks. er Cooper født uden læderrat, så hvis din Mini Cabrio skal være lige så flot og lækker som den, du ser i brochuren, kommer dankortet hurtigt til at gløde. Vi nævner i flæng metallak til knapt 10.000 kr., læderindtræk til 38.000 kr. og de smarte LED-lygter til godt 15.000 kr. Listen fortsætter og Mini ved godt, hvad de vil have for alt det sjove – derfor løber testbilen også op i en halv mio. kr.

Er der alternativer?
Inden vi bjæffer for meget over Mini-priserne, skal man huske på, at åbne biler er en dyr men også mere værdifast fornøjelse. To oplagte konkurrenter som Audi A3 Cabriolet 1,4 med 116 hk og VW Beetle Cabrio 1,2 med 105 hk til henholdsvis 373.000 og 376.000 kr. er da også dyrere end Mini Cabrio. Til gengæld har de mere standardudstyr og bedre plads, men Mini er fortsat den legesyge labrador i dét selskab. Skal det være rigtigt sjovt bliver Mini Cabrio dog overhalet inden om af den ægte roadster-vare, sportsvognen Mazda MX-5. Med 131 hk, mere udstyr og nogle af bilverdenens mest underholdende køreegenskaber er den et fristende alternativ til ’kun’ 314.000 kr.

Konklusion:
For:
 Stor køreglæde, helt sin egen stil.
Imod: Pris, motor savner temperament.
Hvilkenbil siger:
Stjerner5
Den topløse Cabrio-udgave af Mini er blevet mere veldresseret skødehund end fræk slagterditto, men fortsat blandt de sjoveste og mest velfungerende cabrioleter på markedet. Klart anbefalet – også selv om prisen er mere maxi end mini.

Læs også tests af alternativerne:

Audi A3 er svaret på det åbne spørgsmål

Beetle Cabriolet bobler af bilglæde

Mazda MX-5 er mesterlig minimalisme

FAKTA: Mini Cooper Cabrio

Vejl. pris, inkl. lev.: 334.000 kr.
Anslået kontantrabat:* 20.000 kr.
Årlig ejerafgift: 1.240 kr.
Garanti (rust/mekanik): 12/2 år
Sikkerhed (Euro NCAP):
Antal airbags: 4
Forbrug (EU-norm): 20,4 km/l (114 gr. CO2/km)
Forbrug i test: 14,6 km/l
Længde/bredde/højde: 382/173/141 cm
Bagagerum (min/max): 195/685 liter
Vægt: 1.280 kg
Motor: 3 cyl., 1,5 liter, turbobenzin
Effekt: 136 hk/220 Nm
0-100 km/t: 8,8 sek
Topfart: 208 km/t

Særligt standard udstyr:
Start-stop, sædevarme, aircondition. USB og aux-stik, elruder, elspejle, eldrevet kaleche, 15-tommer alufælge, p-sensor bag, vindskærm.

Metallak: 9.800 kr., kromdetaljer: 2.900 kr., LED-forlygter: 15.500 kr., lædersportssæder: 38.000 kr., Always Open Timer: 3.100 kr., 17” alufælge: 11.800 kr., ‘Pepper pakke’ med velourmåtter, højdejusterbart passagersæde, opbevaringspakke, Excitement pakke, tågelygter, regnsensor, klimaanlæg, kørecomputer og lyspakke: 32.000 kr. Udvidet Bluetooth pakke med multifunktions-sportsrat, fartpilot og armlæn: 12.500 kr., Driving Modes (sport, normal, eco): 3.500 kr. (*Anslået af hvilkenbil.dk)

jensv@hvilkenbil.dk

Skriv en kommentar

Indtast venligst din kommentar!
Din kommentar afventer moderation