Test: VW Beetle Cabriolet bobler af bilglæde

BILTEST: Stofkalechen gør VW Beetle Cabriolet 100.000 kr. dyrere – men retroboblen fungerer også nærmest perfekt som åben cruiser.

Hvilken bil?
VW Beetle Cabriolet er den åbne udgave af boblen. I Danmark fås den kun i én udstyrsversion med 1,2 liters turbobenzinmotor med 105 hk. Standardudstyret omfatter klimaanlæg, fartpilot og el-drevet stofkaleche, der går fra lukket til åbent på rekordhurtige 10 sekunder. Taget kan endda køre op eller ned, mens boblen kører op til 50 km/t – en praktisk detalje i et land, hvor sommerbygerne kommer og går.

Vidste du at?
2. generation af Beetle Cabriolet har fået et fladere, bredere og især mere maskulint design end sin kuglerunde forgænger. Samtidig er designet faktisk mere tro overfor den originale ”käfer” med sin fladere taglinje. Teknisk er den nye VW Beetle Cabriolet baseret på den forrige Golf VI og det vil feinschmeckere med flair for køreegenskaber vide at værdsætte: Hvor de små udgaver af den nye Golf har en simpel, halvstiv bagaksel, kører den åbne Beetle med den fine og dyre løsning med uafhængige ophæng af baghjulene.

 

Hvordan er førerpladsen?
Retro på den gode måde: Karrosserifarven – her hvid – går igen i instrumentpanel og på dørpaneler og sammen med klassiske boble-detaljer som mega-speedometer og old school handskerum, giver det kabinen det rigtige touch af cool design og nostalgi. Det allerbedste er dog kørestillingen, hvor afstanden mellem rat, pedaler og sæde vil få enhver fysioterapeut til at nikke anerkendende.

Forsæderne støtter godt, men cabriolet-fans sniffer forgæves efter duften af læder; herhjemme fås de kun i stof.

Hvordan opleves kabinen?
VW Beetle Cabriolet er bred og selv med kalechen oppe, er der højt til loftet. Bagsædet går an til et par halvstore børn, men en cabriolet nydes bedst i topløs tilstand fra forreste række. Her fungerer Beetlens stejle forrude perfekt, fordi den sender vinden højt op over kabinen. Op til dansk motorvejsfart er der kun minimal turbulens i kabinen, og det gør VW Beetle Cabriolet til en særdeles komfortabel cruiser. Men de mange knirkelyde fra kabinens knaldhårde plastic er retro på den ufede måde.

Er sikkerheden i orden?
VW Beetle med fast tag scorede alle fem stjerner i Euro NCAP-testen. Ratstammen kan udgøre en risiko for mindre chauffører, og de indbyggede sideairbags i forsæderne forhindrer ikke chaufførens hoved i at vippe udenfor kabinen i en sidekollision. NCAP har ikke testet cabriolet-udgaven, men sædvanligvis klarer åbne biler sig fornuftigt i crashtesten: VW Beetle Cabriolet har f.eks. indbyggede styrtbøjler, der automatisk popper op, hvis bilen triller rundt. Læs mere på sikkerbil.dk.

Hvordan kører den?
Ikke helt så sportsligt som den lukkede Beetle. VW har fornuftigvis blødt affjedringen op for ikke at stresse det mindre stive cabriolet-karrosseri. Styringen er dog fortsat præcis, og du har altid god føling med vejen. Men at køre cabriolet handler ikke om at høvle hurtigt gennem kurverne, men om at nyde turen med alle dens lyde og dufte. VW Beetle Cabriolet fungerer perfekt til promenadekørsel på Strandvejen, og større ros kan en topløs cruiser ikke få.

Hvordan er motoren?Nogle har kritiseret 1,2 TSI-motoren med 105 turboladede heste for at være for klejn til at være sjov. Det er en misforståelse: Til afslappet cruising, som VW Beetle Cabriolet mestrer så fint, passer motoren perfekt med sin silkebløde gang og fine brændstoføkonomi (vi målte 16,1 km/l i testen).

Fordi her ”kun” er 105 heste, har du samtidig en undskyldning for at give dem lidt med pisken, og så kvitterer den lille symaskine med god acceleration og en veloplagt snerren. På den måde er TSI-maskinen både sjov og sparsommelig.

Passer prisen?
100.000 kr. for et stoftag lyder dyrt, men dels er det typisk merprisen for en cabriolet, dels er VW Beetle Cabriolet faktisk over 130.000 kr. billigere end den topløse udgave af VW Golf med tilsvarende motor og udstyr. Og så er der altså betydeligt mere charme, selvtillid og lækkert fart-hår i den åbne Beetle end den konservative Golf Cabriolet. En del af merprisen for kalechen kommer i øvrigt hjem igen, fordi åbne biler typisk holder værdien bedre.

Er der alternativer?
Den teknisk tilsvarende VW Golf Cabriolet koster 414.000 kr. og dén sammenligning falder entydigt ud til Beetlens fordel. Citroën DS3 Cabriolet med 120 hk til 283.000 kr. er et spændende alternativ, men ”snyder” lidt fordi kalechen kun er et udvidet soltag. Er man mere til britisk end tysk nostalgi er Mini Cooper Cabriolet med 122 hk til 338.000 kr. et mindre, men også mere sportsligt og velkørende alternativ til en topløs boble.

Konklusion:
For: God stil, fine køreegenskaber og fornem vindbeskyttelse.
Imod: Knirkelyde, kostbar kaleche.
Hvilkenbil siger:
Stjerner5
VW Beetle Cabriolet fungerer fremragende som topløs cruiser – den er ikke nogen racer, til gengæld går den fra 0 til godt humør på 10 sekunder. Ligner en kommende klassiker og bør med på enhver cabriolet-connaisseurs top 3 liste.

FAKTA: VW Beetle Cabriolet 1.2 TSi
Vejl. pris, inkl. lev.: 377.000 kr.
Anslået kontantrabat:* 10.000 kr.
Årlig ejerafgift: 1.600 kr.
Garanti (rust/mekanik): 12/2 år
Sikkerhed (Euro NCAP): Ikke testet
Antal airbags: 4
Forbrug (EU-norm): 17,2 km/l
Forbrug i test: 16,1 km/l
Længde/bredde/højde: 428/181/147 cm
Bagagerum (min/max): 225 liter
Vægt: 1.400 kg
Motor: 4 cyl., 1,2 liter, turbobenzin
Effekt: 105 hk/175 Nm
0-100 km/t: 11,7 sek
Topfart: 178 km/t

Særligt standard udstyr:
Klimaanlæg, fjernbetjent centrallås, el-kaleche, el-ruder for, el-spejle, multijusterbart læderrat, fartpilot, cd-radio, instrumentpanel i bilens farve, kørecomputer, splitbagsæde, måtter, 16” alufælge.
Metallak: 5.800 kr. *Anslået af hvilkenbil.dk

Læs også testen: VW Beetle – nu med hår med brystet

jensv@hvilkenbil.dk

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here