TEST: Peugeot 5008 – kolos på lette løvefødder

BILTEST: Peugeot 5008 går fra MPV til SUV men byder fortsat på masser af plads til syv personer til en fair pris. Den franske storfamiliebil er let på tå, men der er et par småtorne i poterne på den store løve.

Hvilken bil?
Anden generation af Peugeots 5008-model, der første gang så dagens lys i 2009, er meget mere en højbenet SUV/crossover end en MPV som sin forgænger. Men det er stadig en stor bil til den store familie, der byder på fem reelle sæder og to pladser, som kan klappes op af gulvet i bagagerummet. Vi tester her Peugeot 5008 med den store 2,0 BlueHDI turbodiesel med 150 hk, 6 manuelle gear og Allure-udstyr – det mellemste af fem niveauer. Prisen er lige under 404.000 kr. inkl. levering, men basismodellen med 1,2 liters 130 hk turbobenziner og Access-udstyr fås fra 284.000 kr. inkl. levering – et prisfald på 30.000 kr. som følge af den nye, lavere registreringsafgift.

Vidste du at?
5008 har mange fælles gener med 3008, der vandt titlen som Årets Bil i Danmark 2017. De står begge på PSA-koncernens såkaldte EMP2-platform. Fra den lodrette snude og til forsædernes ryglæn ser de ens ud, men i forhold til 3008 er akselafstanden 16,5 cm længere, og med en længde på 464 cm er den nye 5008 hele 19 cm længere. Samtidig er 5008 både 11 cm bredere og 11 cm længere end sin forgænger, hvilket blandt andet giver 6 cm mere benplads til passagererne på anden sæderække.

Hvordan er førerpladsen?
Lige i øjet. Du sidder godt i de flot formede sæder, og selv om du kører forsædet langt tilbage, er der masser af plads på bagsædet. 5008 har som 3008 det futuristiske i-Cockpit.

Det fungerer efter vores mening ekstremt godt med det lille, næsten firkantede rat, som giver udsyn til de vigtigste instrumenter i LCD-displayet over rattet.

De sekundære oplysninger og funktioner er samlet i skærm nummer to midt på instrumentbrættet. Funktionerne i touch-skærmen aktiveres let via et ‘klaver’ af elegante genvejsknapper i alu-look på det flot svungne instrumentbord. Som i 3008 er det beklædt med et bånd af stof, der fortsætter ud på dørene. Det ser smart ud. Eneste irritationsmoment; har du vandflasker i kopholderen i midterkonsollen er de i vejen for gearskift.

Hvordan opleves kabinen?
Første og anden sæderække i 5008 er yderst rummelige med rigelig plads til fem voksne. Fleksibiliteten i kabinen er også fin. De tre bagsæder kan justeres individuelt, der er opbevaringsbokse i gulvet og klapborde yderst på anden sæderække. De to klapsæder i bagagerummet er til gengæld ikke egnet til voksne. Dels skal man være lidt af et slangemenneske for at komme derom, dels sidder man med benene under hagen eller oppe om ørerne alt efter benlængde. Men til et par teenagere er de super. De to bagerste sæder kan også tages ud og give plads til mere oppakning i det gigantiske bagagerum, som kan rumme over 2 kubikmeter med bagsæderne lagt ned. Men pas på panden, når nu læsser ind bagi 5008 – bagsmækken åbner ikke særligt højt.

Er sikkerheden i orden?
Ja. Selv om Peugeot 5008 kunne nøjes med at få tildelt sine stjerner i EuroNCAP crashtesten ved en skrivebordsafgørelse, er alle fem glitrende stjerner i hus: Bortset fra en lidt længere bagende er den nemlig teknisk identisk med Peugeot 3008, og så nøjes Euro NCAP med at overføre resultatet fra den til 5008. Nu om dage er det helt afgørende, at bilen har aktivt sikkerhedsudstyr som automatisk nødbremse, AEB, hvis den skal komme i nærheden af de maksimale fem stjerner, og Peugeot 5008 er godt med på denne front. Automatisk nødbremse er standard på alle udgaver lige som vejbaneassistent, skiltegenkendelse og træthedsregistrering. Desuden advares du mod at køre for tæt på den forankørende. Vi savner dog adaptiv fartpilot, der fås som ekstraudstyr til 9.500 kr. men desværre kun med automatgear og ikke til den 120-hestes diesel. Læs mere på euroncap.com

Hvordan kører den?
Som en kolos på lette løvepoter. Den nye 5008 er også 95 kilo lettere end forgængeren, hvilket gavner køreegenskaberne. Selv den er en stor bil, kommer den frem på overraskende lette fjed. Styringen er præcis og direkte, og bilen reagerer prompte og forudsigeligt, når du drejer på rattet. Affjedringen er fast men alligevel tilstrækkelig komfortabel, uden at den høje 5008 krænger meget i sving.

Alt i alt er 5008 køreglad som en mindre Peugeot, og du skal kaste et blik i bakspejlet for at minde dig selv om, at det faktisk er en stor bil med tre sæderækker, som du kører i.

Hvordan er motoren?
Testbilens to-liters turbodiesel med 150 hk og 370 Nm er den rigtige motor til 5008’s størrelse og vægt på 1.650 kg. Maskinen er omdrejningsvillig og lydsvag, og sammen med den 6-trins gearkase, der – modsat Peugeots 5-trins gearkasse – skifter let og præcist, giver den tilstrækkeligt kraftoverskud. Desværre er merprisen for den toliters diesel og de 30 hk og 70 Nm ekstra i forhold til 1,6’eren hele 60.000 kr. Både den 120 hestes 1,6 turbodiesel og den ellers fine turbobenziner på 1,2 liter med 130 hk kan dog få åndenød i 5008. Selv testbilens to-liters diesel kæmper i 5008, da det maksimale drejningsmoment ligger helt oppe ved 2.000 omdrejninger, så rammer du et gear for højt, dør motoren. Automatgear koster 35.000 kr. ekstra. Det er dyrt og så kan det ikke fås sammen med den 150 hestes diesel. Vi nåede et snit på 14,5 km/l diesel i testugen – ikke imponerende i forhold til de opgivne 21,7 km/l.

Passer prisen?
Ja. Peugeot 5008 giver rigtig meget bil – og ikke mindst plads – for pengene. Både i indstigningsmodellen med 130 hk turbobenziner til 284.000 kr. og i testbilen til 404.000 kr. Merprisen på 20.000 kr. i forhold til den beslægtede 3008’er med fem sæder er også yderst fair. Eneste rift i snuden til Peugeots prissætning af 5008’eren kommer fra PSA-koncernens andet franske mærke Citroën. Her koster Grand C4 Picasso, der er bygget på samme platform som Peugeot 5008, fra bare 249.000 kr., men den leveres stort set kun med den 120 hk turbodiesel. Der er dog en 150 hk udgave på model-programmet til cirka samme pris som testbilen, og den har et 6-trins automatgear oven i hatten. Selv om Picasso kom på markedet i 2013, minder de to biler om hinanden.

Er der alternativer?
Ud over Citroën Grand C4 Picasso, der er billigere, byder VW-koncernen på et par alternativer: Der er den store tjekkiske bjørn Skoda Kodiaq til 430.000 kr. inkl. levering for en 2,0 TDI med 150 hk og 7-trins automatisk DSG-gear. Den tilsvarende VW Tiguan Allspace med samme motor men manuelt gear og Comfortline-udstyr koster 456.000 kr. Hos Nissan hedder rivalen X-Trail, der med 177 hestes dieselmotor og syv siddepladser fås fra 457.000 kr. Et rummeligt og velkørende alternativ er MPV’en Ford S-Max, der koster fra 433.000 kr. med 150 hestes diesel og Titanium-udstyr. Prisen på Peugeot 5008 er altså yderst konkurrencedygtig.

Konklusion:
For: Plads, letkørt, fleksibilitet, aktivt sikkerhedsudstyr.
Imod: Kun to års garanti, forbrug.
Hvilkenbil siger:
Stjerner4
Anden generation af Peugeot 5008 kører som en mindre bil. Sammen med aktivt sikkerhedsudstyr, rigelig plads og det lækre i-Cockpit byder 5008 på en tryg og komfortabel ramme om storfamiliens transport til en yderst fair pris. Kan du nøjes med den lille dieselmotor kan du endda spare 60.000 og så ligner Peugeot 5008 for alvor et stærkt tilbud blandt de syv-personers crossovers.

Læs også tests af konkurrenterne:

Grand C4 Picasso er stor ‘haute car ture’

Skoda skyder bjørnen med Kodiaq

FAKTA: Peugeot 5008 Allure 2,0 Blue HDI 150 hk

Vejl. pris, inkl. lev.: 404.000 kr.
Anslået kontantrabat:* 15.000 kr.
Årlig ejerafgift: 3.720 kr.
Garanti (rust/mekanik): 12/2 år
Sikkerhed (Euro NCAP): NCAP 5
Antal airbags: 6
Forbrug (EU-norm): 21,7 km/l
Forbrug i test: 14,5 km/l
Længde/bredde/højde: 464/191/165 cm
Bagagerum (min/max): 1.060/2.150 liter
Vægt: 1.656 kg
Motor: 4 cyl., 2,0 liter, turbodiesel
Effekt: 150 hk/370 Nm
0-100 km/t: 9,6 sek.
Topfart: 206 km/t

Særligt standard udstyr (Allure):
18″ aluminiumsfælge, kromdetaljer udvendig, el-opvarmede og el-sammenklappelig sideespejle med LED, p-sensor for og bag, fartpilot/fartbegrænser, follow me home-lys, sorte skærmkanter, mørktonede ruder, regnsensor, aut. nedblændeligt bakspejl, aut. LED kørelys for og bag, blå ambiente LED belysning i fordøre og kopholdere, opbevaringslommer på ryggen af forsæder, lændestøtte i førersæde samt foldbart passagersæde, sort/gråt stof- og kunstdellæderindtræk, skærmspejling af smartphone med Apple Capplay, Peugeot Connect SOS, automatisk op og nedblæding af fjernlys (High Beam Assist), automatisk nødbremsesystem (Active Safety Brake), Active Blindspot Assist, aktiv træthedsovervågning, aktiv vejbaneassistent (Active Lane Departure Warning), skiltegenkendelse (Roadsign Recognition),kollisionsadvarsel, bakkestart, dæktrykssensorer,  og start-stop automatik, USB-stik og Bluetooth, 2-zone klimaanlæg, 12,3 tommers digital instrumentering, 8 tommers trykfølsom betjeningsskærm, multijusterbart læderrat med betjening af radio og fartpilot, kørecomputer, elruder for og bag, sædevarme for, ‘flyborde’ og solgardiner på 2, sæderække, børnelås på bagdøre.

Ekstraudstyr:
Metallak: 9.000 kr.
Adaptiv fartpilot: 9.500 kr.
Panoramasoltag 22.000 kr.
Trådløs opladning 2.000 kr. (kun kompatible telefoner)
Visio pack 3 (360 grader kamera, City park) 13.500 kr.
Open & Go (nøglefri) samt elektrisk bagklap 17.000 kr.
Black Diamond lakeret tag og sidespejle 6.500 kr.
Navigation, 3D med TomTom Europakort 18.000 kr.

(*Anslået af hvilkenbil.dk)

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here