TEST: Suzuki Ignis – lille SUV med stor charme

3
54

BILTEST: Suzuki Ignis er verdens mindste SUV og skaber sin helt egen niche i mikroklassen med lav vægt, lavt forbrug og imponerende pladsudnyttelse.

Hvilken bil?
Glem alt om den lidt triste forgænger, der mest hittede hos efterlønnere og den kommunale hjemmepleje: Suzukis nye udgave af Ignis er noget så hipt som en højbenet SUV i størrelse extra small. Med en længde på blot 3,7 meter hører Ignis hjemme i mikroklassen og er dermed verdens mindste SUV. Du kan endda gå all in på offroader-stilen og for 28.000 kr. ekstra udstyre Ignis med firehjulstræk, hvilket forvandler den til en lille bjergged af en bil og gør den beslægtet med Suzukis respekterede mini-firehjulstrækker, Jimny. Her nøjes vi dog med den forventede bestseller-udgave af Ignis med Active-udstyr, 90 heste og forhjulstræk til 146.000 kr. inkl. levering.

Vidste du at?
Alle udgaver af Ignis kører med den samme firecylindrede 1,2 liters benzinmotor med 90 heste. For blot 5.000 kr. ekstra kan den udstyres med et såkaldt Mild Hybrid-system, der ved hjælp af et lille batteri og en kombineret elmotor-generator forbedrer benzinøkonomien med syv procent. Ignis’ største trækplaster er dog snarere den høje siddeposition og det frække design.

Dyrk for eksempel de store, men smalle 16-tommer hjul, der er placeret helt ude i hjørnerne, de sorte vinduesstolper, der får taget til at ’svæve’ og ikke mindst ’gællerne’ på C-stolpen, der er en hilsen til Suzukis for længst glemte mikro-coupé Cervo med hækmotor. Ignis er næppe for alle, men har kvaliteter til at blive kult.

Hvordan er førerpladsen?
Høj, smal og med et overblik, man ellers ikke kender fra mikroklassen. Alt fra instrumentpanel til dørbeklædning er udført i stenhård plastic, men det underbygger stemningen af sej SUV, og du kan bløde det rustikke indtryk op med forskellige farver i kabinen. Førerpladsen er præget af et stort og tydeligt center-speedometer, logisk betjening og en velplaceret trykfølsom skærm med udmærket grafik. Desværre kan det tynde rat kun justeres i højden, så langbenede chauffører kan vælge mellem at køre med strakte arme eller meget bøjede ben – lidt ærgerligt, for ergonomien er grundlæggende god i Ignis.

Hvordan opleves kabinen?
Man kniber sig lige i armen, når man sætter sig ind på bagsædet af Ignis: Bilen er kun 3,7 meter lang, men selv med forsæderne i bagerste hak, kan der sagtens sidde to voksne på bagsædet. Der er så kun plads til to på bagerste række, for med Active-udstyr følger et 50:50 splitbagsæde, der kan justeres op til 16,5 cm i længden. Dermed kan du vælge mellem god benplads og et bagagerum på 260 liter eller beskeden benplads og plads til 373 liter bagage. Vil du hellere have plads til tre på bagerste række, må du nøjes med basisudgaven.

Er sikkerheden i orden?
Det kommer an på, hvad du vil betale: Kun topudgaven har automatisk nødbremse som standard. Ellers koster den 7.000 kr. ekstra, men så er det også en avanceret, kamera-baseret type, der virker mellem 5 og 120 km/t og inkluderer vognbaneassistent. Med nødbremsen får Ignis alle fem stjerner i Euro NCAPs crashtest, uden må den nøjes med tre stjerner. Typisk for bilstørrelsen er den grundlæggende crashsikkerhed på det jævne, blandt andet fordi beskyttelsen af førerens brystkasse i frontalsammenstød vurderes til at være svag. Læs mere: Sikkerhedsudstyr afgør karakter i crashtest

Hvordan kører den?
Ignis vejer kun 900 kg og Suzuki får rigtigt meget ud af den gamle læresætning ’mindre er mere’. Trods sin høje og smalle fremtoning har Ignis et solidt vejgreb og styrer neutralt gennem sving. Slipper du speederen i en hurtig kurve, kvitterer Ignis med en knivspids overstyring, der hjælper dig gennem svinget – sådan skal det gøres.

Køreglæden begrænses dog af en typisk Suzuki-svaghed i form af en livløs og umeddelsom servostyring. Særligt i midterstillingen savner du kontakt med underlaget og skal ofte korrigere for at holde kursen.

Affjedringen er til den bløde side og fungerer glimrende på slidte og ujævne byveje. Med fire personer og lidt bagage om bord kommer fjedrene dog til kort – med fuld last oplevede vi et par gange, at fjedrene simpelthen gik i bund på større ujævnheder.

Hvordan er motoren?
Fire cylindre, 1,2 liter og 90 heste uden turbolader lyder lettere gammeldags anno 2017. Men Suzuki har perfektioneret deres velkendte benzinmaskine, der både snurrer kultiveret og støjsvagt og gerne tager omdrejninger. Man fornemmer, at Suzuki også laver hurtigtroterende motorcykelmotorer. Ignis nøjes med fem gear, men gearingen er velvalgt og støjen fornuftigt undertrykt op til dansk motorvejshastighed. Men det bedste er maskinens beskedne tørst:

Vi kender Suzuki-motoren som en afholdstype, der altid kommer usædvanligt tæt på det lovede snitforbrug, men at vi kunne køre 20,8 km/l i snit i testugen, er rent ud imponerende.

Brochuren lover 21,7 km/l og det kunne vi sagtens have nået eller endda overgået, for Ignis’en blev ikke skånet for hverken motorvej eller bykørsel. Blot undrer vi os over, at Suzuki har sparet start-stop automatik væk i en oplagt bybil.

Passer prisen?
Ja, for der er ikke rigtigt noget at sammenligne med. Den testede Active udgave til 146.000 kr. er et godt kompromis med udstyr som aircondition, trykfølsom skærm med bluetooth, DAB-radio samt Apple CarPlay og Android Auto, bakkamera, 16-tommer alufælge, sædevarme og detaljer som skærmkanter, tagræling og sideskørter, der giver det rette SUV-look. Smid 7.000 kr. oven i til nødbremsen, og så kan du nøjes med at ærgre dig over den manglende fartpilot. For en sjælden gangs skyld vil vi dog pege på topudgaven Adventure til 164.000 kr. som det bedste køb. For blot 11.000 kr. mere end Active med nødbremse får du nemlig fartpilot, navigation, klimaautomatik, fuld LED-forlygter, nøglefri betjening og læderrat med i prisen. Det er nærmest billigt.

Er der alternativer?
Ikke rigtigt for Ignis er en ener uden direkte konkurrenter. I mikroklassen er danskerfavoritten VW Up med High Up udstyr og 90 turboheste et sjovt og velkørende alternativ til 144.000 kr. Renault Captur er som crossover i miniklassen en mere direkte rival med 90 turboheste og Authentique udstyr til 164.000 kr., mens rumænske Dacia Sandero Stepway med samme 90 hestes motor som Captur er en discountpræget mellemting til 146.000 kr. Er du til rustik charme og gennemført outsider-romantik, tilbyder Suzuki Ignis noget helt unikt i det selskab.

Konklusion:
For: Letvægtsteknik, pladsudnyttelse, lavt forbrug, unik i mikroklassen.
Imod: Træg styring, rustik kabine.
Hvilkenbil siger:
Stjerner4
Suzuki rammer plet med Ignis. Ikke kun fordi den rammer bilmoden perfekt som verdens mindste SUV, men fordi Ignis har reelle fortrin som lav vægt, lavt forbrug, fornem pladsudnyttelse og fleksibel indretning. Læg hertil mildt underholdende køreegenskaber og unikt design, og Ignis har kvaliteter til at blive kult.

Læs også tests af konkurrenterne:

Lille turbomotor er en stor Up-levelse

Renault Captur har stilen i højsædet

FAKTA: Suzuki Ignis 1,2 Active

Vejl. pris, inkl. lev.: 146.000 kr.
Anslået kontantrabat:* 5.000 kr.
Årlig ejerafgift: 620 kr.
Garanti (rust/mekanik): 12/3 år
Sikkerhed (Euro NCAP): NCAP 3
Antal airbags: 6
Forbrug (EU-norm): 21,7 km/l
Forbrug i test: 20,8 km/l
Længde/bredde/højde: 370/169/160 cm
Bagagerum (min/max): 204/1.100 liter
Vægt: 900 kg
Motor: 4 cyl., 1,2 liter, benzin
Effekt: 90 hk/120 Nm
0-100 km/t: 12,2 sek.
Topfart: 170 km/t

Særligt standard udstyr (Active):
Aircondition, fjernbetjent centrallås, el-ruder for, el-spejle med varme, varme i forsæder, højdejusterbart førersæde, længdejusterbart splitbagsæde, ratbetjent radio, USB og Bluetooth, kørecomputer, trykfølsom betjeningsskærm, lysautomatik, tonede sideruder bag, 16” alufælge.

Metallak: 5.000 kr. Sikkerhedspakke med automatisk nødbremse, der virker ved hastigheder mellem 5 og 120 km/t og inkluderer vognbaneassistent og alarm mod slinger. (*Anslået af hvilkenbil.dk)

jensv@hvilkenbil.dk

3 Kommentarer

  1. Hej
    Jeg er blevet ret varm på den nye Swift og eller denne her nye Ignis.
    Det som jeg ligger mærke til, er deres brændstoføkonomi i Test.

    Andre bilmærker har også fine km/L opgivet som VWs TSI motorer eller PSAs 1,2 VTI motor. Men i test imponerer de ikke, synes jeg.

    Derimod ser det ud til at Suzuki holder hvad de lover, både med denne Ignis I har testet og den nye Baleno.
    Er det generelt sådan med Suzuki, at de i virkeligheden kører langt på literen? Over 20 km/l for det ser sådan ud i jeres test.

    Har I testet den nye Swift ? Kender I til, om den også holder det?

    Jeg bor i Frankrig og ser på den 1,2 dualjet, da den ser mest økonomisk ud, men da jeg gerne vil have automat gear fås Swift kun med den nye 1,0 Boosterjet.

    Har i erfaring med deres automat gear ?

    Tak
    Mvh
    Anders

    • Hej Anders
      Suzuki-modeller med dualjet-motoren, der benytter to indsprøjtningsdyser per cylinder, er generelt lette at få til at køre langt på literen. I vores tests er dualjet-motoren konsekvent tæt på det officielle forbrugstal. Det er en sjældenhed, så på dét punkt kan vi ubetinget anbefale Suzuki.
      Vi tester den nye Swift henover sommeren. Med samme dualjet-motor som i Ignis og Baleno forventer vi, at den også vil køre langt på literen.
      Desværre har vi endnu ikke haft lejlighed til at prøve Swift med automatgear. Da det er kombineret med Boosterjet-motoren med turbolader, skal du nok forvente et noget højere forbrug.
      Med venlig hilsen, Jens Velling, hvilkenbil.dk.

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here