Toyota Corolla er genfødt

0
Corolla
BILTEST: Den farveløse Auris er borte, og en langt bedre Corolla er tilbage. Men Toyotas trinløse CVT-gear er stadig en prøvelse.
Hvilken bil?

Sig Toyota, og folk med blot en smule kendskab til biler siger umiddelbart derefter hybrid. En teknologi, der i tilfældet Toyota kombinerer benzin- og elmotor, og en teknologi, som Toyota var pioner med i 1997 i den første Prius. Siden har japanerne holdt fast og videreudviklet, og stort set alle Toyotas modeller fås i dag som hybrider.
Ugens testbil er den nye Corolla i hybridudgave og stationcar-indpakning med H3-udstyr til 294.000 kr. Netop den udgave af den nye skarptskårne og ungdommeligt udseende Corolla ventes at blive den bedst sælgende. Merprisen fra den 5-dørs hatchback er 15.000 kroner, og de er givet godt ud, særligt fordi man får bedre plads på bagsædet, da der er seks centimeter længere mellem stationcarens aksler, men naturligvis også et noget større bagagerum.

Vidste du at?

I 2006 mente Toyota, at Corolla-navnet indeholdt for meget ‘morfar’, og verdens mest solgte bilmodel ændrede navn til Auris. Der betyder noget med ‘guld’ og skulle appellere til et yngre publikum. Men den nu afsluttede Auris-æra tænker Toyota næppe tilbage på som gylden.

Om Toyota dengang konsulterede en numerolog, hvor den dybe filosofi synes at være, at en navneændring gør lykke og er den ufejlbarlige opskrift på et godt liv, vides ikke. Men uanset hvad måtte Toyota – da den første eufori over Auris havde lagt sig – ligesom mange godtroende med nyindkøbte navne sande, at et nyt navn alene gør det ikke.
Trods Auris-intermezzoet kan dog Toyota glæde sig over, at Corolla stadig er den bedst sælgende bilmodel nogensinde – over 50 millioner er det blevet til siden den første i 1966.

Hvordan er førerpladsen?

Hvilkenbils testchauffør værdsætter overskuelighed, hvor føreren kan nøjes med at forholde sig til et begrænset antal knapper til de mest benyttede funktioner. Det er godt for sikkerheden, da knapper kan betjenes uden at skulle fjerne blikket fra vejen.
Jeg sætter også pris på hurtigtvirkende og intuitive trykfølsomme skærme, hvor det er ukompliceret at finde vej gennem menuerne. Og jeg sætter ikke mindst pris på god ergonomi, så man uanset højde og drøjde, arme og bens længde kan indrette sig til en behagelig stilling bag rattet.
Alt dette opfylder Corollaen. Lidt mere plads til at lægge småting fra sig kunne jeg dog godt ønske mig. Corolla byder kun på kopholderne mellem sæderne og rummet under midterarmlænet til de småting, der er ubekvemme at beholde i bukselommerne.

Hvordan opleves kabinen?

Pladsen er god på forsædet, og udsynet er glimrende. Det hele virker solidt, og kvalitetsindtrykket er klart hævet i forhold til Auris. I øvrigt pudsigt, at Toyota holder fast i de gamle kontakter til sædevarmen – kontakterne ligner noget fra før Corolla blev til Auris.
Stationcarens akselafstand er 270 cm, seks cm mere end den 5-dørs hatchback, og det nyder bagsædepassagererne godt af. Loftshøjden bag halter dog lidt, så mine 188 cm har begrænset plads mellem isse og loft. Adgangen til bagsædet er derfor heller ikke særlig gæstfri, og man skal passe på ikke at støde hovedet ind i metallet, når man smyger sig ind.
Bagagerummet sluger næsten 600 liter, hvilket er mere end godkendt.

Er sikkerheden i orden?

Ved Euro NCAP-testen 2019 scorede Corolla uden problemer alle fem stjerner. En velfungerende automatisk nødbremse holder øje med både fodgængere og cyklister, og den adaptive fartpilot fungerer på den der stilfærdige men overbevisende facon, som man ville ønske sig af alle intelligente fartpiloter.
Derimod er den aktive vognbaneassistent forfærdelig formynderisk og rystende nervøs. I en grad, så jeg nærmest var mere tryg uden vognbaneassistenten. Altså slog jeg den fra.
LED er det nye sort – halogen må være på vej helt ud – og LED er muligvis godt for miljøet, og helt sikkert godt for udsynet i mørke. Med til designpakken hører intelligente LED-forlygter, der selv blænder op og ned og justerer lyslængde i forhold til medtrafikanterne. Det fungerer glimrende. Læs mere på euroncap.com

Hvordan kører den?

Toyotas bestræbelser hen imod at være mere ungdommelig slår ikke kun igennem på designet, men også på køreegenskaberne. Corolla står på samme platform som C-HR, og den er ganske skarp. Med lavere tyngdepunkt samt et direkte og let styretøj er Corolla nok den mest præcise Toyota, jeg har kørt i nyere tid – fraset selvfølgelig Yaris GRMN, GT86, og Supra.

Komfort er dog prioriteret ganske højt, så den er en kompetent familiebil, og på alle parametre er den et kvantespring frem i forhold til Auris.

Køremåde i forhold til hybrid-teknologien må man også forholde sig til, og man kan med let speederfod starte sin kørsel på ren el. Især i byen og til moderat landevejskørsel giver hybriden mening. Ved meget motorvejskørsel kørte Corolla-hybriden imidlertid helt ned til godt 12 kilometer på literen – ved udelukkende by- og landevejskørsel med let speederfod nærmede vi os 19 km/l. Referencebilen (testchaufførens privatvogn) – en VW Golf 1,5 TSI med 130 hk og manuelt gear – kører på motorvej sjældent under 17 km/l.

Hvordan er motoren?

Det bringer os videre til drivlinjen, der er basis-hybridens akilleshæl. Selv om konkurrenter i årevis har påvist, at både dobbeltkoblingsgearkasse og manuel transmission spiller fint sammen med hybridteknologi, synes det ikke at være en mulighed, som Toyota overvejer.
Folk, der kører hybrid-Toyota vil nok anfægte mit synspunkt, men når man først har prøvet velfungerende hybrider parret med andet end CVT-gear, vil jeg fastholde, at den der føromtalte akilleshæl – den er ikke kun perforeret, den er bristet: Når behovet for en hurtig overhaling melder sig, suser omdrejningstallet op i de røde felt, og det samme gør mit blodtryk. Her lyder Corolla nærmest som en scooter med ét gear – og det burde man ikke byde de pæne mennesker, der kører Toyota.

CVT-gearet i selskab med denne basis-hybrid virker ganske enkelt ikke særlig godt. Overvej derfor den kraftigere udgave med 184 hk. Merprisen på 45.000 kr. kan være givet godt ud, fordi den lettere kan holdes ved lavere omdrejninger.

Passer prisen?

Så passer prisen på 294.000 kr.? Grundlæggende ja, for her er masser af både sikkerheds- og komfortudstyr, høj kvalitet og ganske god plads.
Lige nu fås testbilen, altså basis-hybriden, til en kampagnepris på 288.000 kr. Den store hybrid kan – så længe lager haves – fås til 313.000 kr. (normalpris 339.000 kr.), altså blot 19.000 kr. mere end normalprisen for basis-hybriden. Den ville jeg nok skynde mig at slå til på. Billigste Corolla stationcar med 1,2 liters benzinmotor og 116 hk koster 228.000 kr., og det er en stærk pris.

Er der alternativer?

I Corolla-størrelsen er udvalget nærmest uudtømmeligt. Direkte konkurrenter til Corolla Hybrid er der pt. ikke nogen af, før vi i løbet af første halvår 2020 får Volkswagen-gruppens ottende Golf med såkaldt mild-hybrid-teknik, kaldet eTSI, med et 48 volts batteri. Og den nye Skoda Octavia med samme motorer. Kia Ceed stationcar kommer også som ladehybrid i 2020.
Hvis man går efter meget bil for pengene i klassen, er Opel Astra et særdeles stærkt alternativ. Den topudstyrede Exclusive med 1,4 liters turbomotor, der yder 150 hk, fås til 265.000 kr.

Konklusion:

For: Komfort, sikkerhedsudstyr, plads på forsæde og i bagagerum (stationcar).
Imod: CVT-gearet… og loftshøjden over bagsædet.
Hvilkenbil siger:

OVERSIGT OVERVISNING
Toyota Corolla H stc
Den nye Corolla Hybrid ser lige så godt ud, som den er behagelig at køre i, kvaliteten er høj, og mængden af sikkerhedsudstyr er lige så høj. Men hvis man vælger basis-hybriden, bør man køre en lang tur af forskellige typer veje for at afdække, om man kan leve med CVT-hysteriet.

Toyota Corolla Touring Sports 1,8 VVT-i Hybrid H3 Premium

Vejl. pris, inkl. lev.: 294.000 kr.
Anslået kontantrabat:* 20.000 kr.
Årlig ejerafgift: 1.080 kr.
Garanti (rust/mekanik/hybridkomponenter/batteri): 12/3/5/10 år
Sikkerhed (Euro NCAP): 
Antal airbags: 7
Forbrug (EU-norm): 20,4 km/l (112 gr. CO2/km)
Forbrug i test: 12,4-19,9 km/l
Længde/bredde/højde: 465/179/144 cm
Bagagerum (min/max): 598 liter
Vægt: 1.505 kg
Motor: 4 cyl., 1,8 liter, benzin + elmotor
Samlet systemydelse/effekt: 122 hk
0-100 km/t: 11,1 sekunder
Topfart: 180 km/t

Særligt standardudstyr (H3 Premium):

Automatisk nødbremse, aktiv vognbaneadvarsel, skiltegenkendelse, adaptiv fartpilot, head up-display, 8-tommers berøringsfølsom skærm med bluetooth, trådløs opladning af mobiltelefon, mirrorlink, DAB-radio, seks højttalere, bakkamera, LED High-forlygter m. automatisk op- og nedblænding, 2-trins varme i forsæder, læderrat m. varme, 2-zonet klimaanlæg, elspejle med varme og foldefunktion, elruder for og bag, regn- og lyssensor, nøglefri adgang og start, 17 tommer alufælge, mørktonede ruder bag, tofarvet metallak.

Metallak: Fra 4.999 kr. (* Anslået af hvilkenbil.dk)

Ekstraudstyr:
Navigationsanlæg: 8.275 kr.
Design-pakke med bl.a. LED-forlygter med intelligent lysfordeling, 17 tommer alufælge og tofarvet metallak: 18.000 kr.
Smart-pakke med bl.a. nøglefri adgang, 10 tommer head up-display, trådløs opladning af mobiltelefonen, elektrisk betjening af bagklap og elektrisk foldbare sidespejle: 30.000 kr.

[email protected]

Skriv en kommentar

Indtast venligst din kommentar!
Din kommentar afventer moderation