Tre billige leasing-tilbud, mens du venter på din nye elbil

2
635
leasing

Lange leveringstider og vilde brugtpriser gør leasing til en god midlertidig løsning. Her er tre stærke tilbud – og udsigt til en danskerfavorit.

Hvornår skal man købe elbil?

Sådan lyder det ubetinget oftest stillede spørgsmål til redaktionen. Mange af Hvilkenbils læsere fortæller, at de overvejer at købe elbil. Deres nuværende bil synger på sidste vers, og de vil gerne med på den grønne bølge. Men bør man vente et par år på endnu bedre teknik som batterier, der lader lynhurtigt og nemt kører 500 km på en opladning – også om vinteren? Eller hvad gør man, når man faktisk er klar på ny elbil, men finder ud af, at leveringstiden kan være helt op til et år?

I begge tilfælde kan leasing være en god løsning. Efter et års leasing kan du typisk komme ud af aftalen med en måneds varsel. Dermed får du fleksibilitet og vinder tid til din svære beslutning. Du kan også udnytte de tårnhøje priser på brugtmarkedet netop nu og sælge din gamle benzin- eller dieselbil, mens den stadig er penge værd. Derefter kan du i ro og mag vælge og ikke mindst bestille din nye elbil i god tid, og tage det der med de lange leveringstider helt roligt.

Moderat udstyr, lave priser

Hvilkenbil har tjekket markedet for leasing-tilbud og fundet tre tilbud i den billige ende. Der er tale om snusfornuftige biler, der belaster budgettet mindst muligt, mens du – på den ene eller anden måde – gør dig klar til at stige over i fremtidens fuldelektriske biler.

For sammenligningens skyld har vi bestemt os for en leasingperiode på 36 måneder og et årligt kørselsbehov på 20.000 km – altså 60.000 km i hele perioden. Du kan sagtens skrue op og ned for både leasingperiode og kilometer, hvis du har andre behov. Alle eksempler indeholder service, mens du selv skal betale brændstof, dæk, ejerafgift og forsikring. Alle bilerne er også moderat godt udstyrede med f.eks. 7 eller 8-tommers infotainmentskærme uden navigation, men inkl. Apple CarPlay, fartpilot og som minimum manuel aircondition samt godt med sikkerhedsudstyr.

Koreansk allrounder

Første bud på en god og billig ’ventebil’ er den nye Hyundai i20. Her får du en gennemført allrounder, der er født til daglig pendling, men også klarer den lange ferietur – bare du ikke har alt for mange kufferter med. Især hvis du ofrer en lille smule ekstra og opgraderer basismotoren til en 100 heste turbobenziner med passende overskud og lavt forbrug. Med Essential-udstyr får du et par fine detaljer som bakkamera, varme i rattet og skiltegenkendelse med i pakken.

Vælger du den høje udbetaling på 15.000 kr., ryger den månedlige ydelse helt ned 2.295 kr. Det er en virkelig stærk pris, som er meget svær at stikke i miniklassen.

Fransk fristelse

I samme klasse tilbyder Renault den nye Clio med 90 hestes turbobenzinmotor. Med Zen-udstyr er den lidt skrabet – her er dog både aircondition og varme i forsæderne – men holder til gengæld udbetalingen nede på 5.000 kr., mens den månedlige leasingydelse er 2.845 kr.

Slagtilbud på stationcar

Har du brug for mere plads, har Kia et virkeligt stærkt leasing-tilbud på den Golf-store Ceed. Du kan endda få den som stationcar uden merpris. Motoren er en beskeden 100 heste turbobenziner, som også ligger i førnævnte Hyundai i20, så du skal ikke vælge den, hvis du er den utålmodige type. Til gengæld koster den kun en smule mere end den mindre Renault Clio: Helt præcis 3.084 kr. om måneden med samme udbetaling på 5.000 kroner. Det er gennemført billigt, for med Prestige-udstyr får du 16-tommers alufælge, 2-zoners klimaanlæg, varme i rattet og mørktonede ruder med i den månedlige ydelse.

skoda fabia
Til marts ser vi den nye udgave af Skoda Fabia, der plejer at sælge godt herhjemme.
Tjekkisk favorit til foråret

Tænder du ikke på nogle af disse tre og kan du vente til marts, er Skoda på vej med den nye udgave af danskerfavoritten Fabia. Som Hyundai i20 er Fabia en stærk allrounder. Med Ambition-udstyr som 15-tommer alufælge, læderrat, LED-lygter, 2-zoners klimaanlæg og p-sensor bag, skal du af med 10.000 kr. i udbetaling og 2.809 kr. i månedlig leasingydelse. Her er også tale om et solidt tilbud, for Fabia er en bil, der mestrer det meste og som du sagtens kan køre i, mens du beslutter dig for eller venter på din nye elbil.

Du kan se den samlede pris for leasing i 36 måneder af de fire stærke tilbud herunder.

Totalomkostninger for 36 mdr. leasing og 60.000 km i alt:
Bilmodel Udbetaling Mdl. ydelse Totalomkostning
Hyundai i20 1,0 T-GDI 100 hk Essential 14.995 kr. 2.295 kr. 98.215 kr.
Renault Clio Zen 90 hk 4.995 kr. 2.845 kr. 108.015 kr.
Kia Ceed SW 1,0 100 hk Prestige 4.995 kr. 3.084 kr. 116.019 kr.
Skoda Fabia 1,0 TSI 95 hk Ambition 9.995 kr. 2.809 kr. 111.719 kr.

Bemærk, at der kan være leveringstider. Renault Clio kan typisk skaffes med kort varsel, Kia Ceed SW kan der være ca. 3-4 måneders leveringstid på, Skoda Fabia er først i Danmark i løbet af marts.

jensv@hvilkenbil.dk

2 Kommentarer

  1. Er der da nogen, der bestemmer for dig? Siden du kommer med et sådant indlæg, med hvilken værdi, eller skal jeg skrive formål?

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here