Vi skruer op for leasing efter corona

Privatleasing minibiler

Erhvervslivet holder sig derimod stadig tilbage – både med leasing og køb af firmabiler. Se de tre bedste privatleasingtilbud lige nu.

Det er de danske husholdninger, der hurtigst er kommet sig oven på corona-chokket i marts, når det gælder om at anskaffe ny bil.

Det viser nye tal fra Danmarks Statistik. Og de viser også, at leasing vinder frem i familierne.

Den samlede tilgang af nye biler i husholdningerne i juni var på 11.700 eller 8,0 pct. flere end i juni sidste år. Tilgangen var fordelt på 8.900 købte og 2.900 leasede biler.

Det betyder, at antallet af købte biler er 3,2 pct. højere end i juni 2019, mens antallet af leasingbiler er hele 26,5 pct. højere.

Leasing forpligter mindre

Redaktør på Hvilkenbil.dk Jens Velling, der følger bilmarkedet tæt, mener det er imponerende så hurtigt bilsalget har rettet sig efter et par måneders corona-usikkerhed. Men han vurderer alligevel, at krisen har påvirket danskernes vaner – også når det kommer til bilkøb.

”Covid-19 var nok en reminder til mange af os, om at tingene kan ændre sig fra det ene øjeblik til det andet. Den usikkerhed kan have fået flere familier til at vælge leasing, som er en mere uforpligtende måde at have bil på,” siger Jens Velling. Han henviser til, at man ikke behøver låne mange penge i banken og kan komme ud af aftalen med relativ kort varsel, hvis man leaser. Som udgangspunkt kan leasingbilen altid afleveres efter 12 måneder uanset kontraktens længde.

Samtidig dukkede der mange gode privatleasingtilbud op på bagkant af den værste del af coronakrisen, fremhæver Jens Velling.

”Gode tilbud på blandt andet lagerbiler og ’gamle’ modeller som hobede sig op i løbet af marts og april, har trukket kunder til,” fastslår han.

Se vores forslag til de bedste privatleasingtilbud på en ny bil lige nu

Hvilkenbil.dk’s redaktør vurderer også, at familiernes øgede bilkøb i juni er en slags ’ketchup-effekt’, efter at salget bremsede op i marts og april. Blandt andet fordi bilfabrikkerne ikke kunne levere nye biler, da produktionen var stoppet på grund af Covid-19-smittefaren. Men også på grund af økonomisk usikkerhed blandt danskerne.

Blandt andet faldt forbrugertilliden markant.

”Krisen har nok også fået flere familier til at udleve deres bildrømme. Med udsigten til at holde ferie herhjemme og bruge færre penge på sommerferie er der flere, der har fået det sidste lille skub hen mod forhandleren,” lyder vurderingen.

Stadig usikkerhed i virksomhederne

Til gengæld er erhvervslivet endnu ikke kommet tilbage på sporet i forhold til at anskaffe sig firmabiler. Det viser tallene også.

Tilgangen til erhvervene var på 6.300 biler, og det er 36,2 pct. færre end sidste år. Fordelingen var 1.500 købte og 4.800 leasede firmabiler. Antallet af købte biler er 34,6 pct. lavere, mens der er 36,7 pct. færre leasede biler end sidste år.

Den økonomisk usikkerhed forbundet med coronakrisen – tvivl om fremtidigt salg og indtjening – kan også spille ind: Firmaerne er generelt hårdere ramt på pengepungen end husholdningerne og kigger ind i en endnu mere usikker fremtid. Mange har lidt store tab allerede og frygter måske også en bølge to med coronasmitte senere i år. Derfor udskyder de investeringer – også i firmabiler.

Samlet set – både for de private husstande og virksomhederne – stod leasing for 43 ud af 100 af de nye biler, der blev indregistreret i juni, oplyser Danmarks Statistik.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here