Volvo S60 er ’damn good’

0
s60
BILTEST: Mens Volvos stationcar i 60-serien er ’jävla bra’ er sedanversionen, som bygges i USA, ’damn good’. Alligevel spår vi S60 en svær dansk fremtid.

Hvilken bil?

Volvo S60 er ’gentleman’-udgaven af ’herregårds’-vognen V60. En klassisk, firedørs sedan med lille bagsmæk frem for en stationcar med åben forbindelse til lastrummet. Begge står på en ny, skalérbar platform, der giver langt mere plads i kabinen end i forgængeren. Målestokken for den firedørs Volvo er de mellemstore luksusbiler sydfra: Audi A4, BMW 3-serie og Mercedes C-klasse. Volvo viser tydeligt med et relativt smalt udvalg af S60, at man på danske breddegrader satser på stationcars. Den danske importør har foreløbig kun to motorer på programmet begge med 8-trins automatgear. Testbilen med 250 hk turbobenzinmotor med og uden firehjulstræk til henholdsvis 548.000 og 593.000 kr. (intropriser) samt en voldsom Volvo S60 ladehybrid, der udspyr næsten 400 hk, når el- og benzinmotor arbejder sammen. Den koster fra 833.000 kr. Til forskel fra V60 kommer der ingen dieseludgaver af S60.

Vidste du at?

Mens stationcaren Volvo V60 bygges ’hinsidan’ på Volvos fabrik i Torslanda lidt uden for Göteborg, er vores testbil samlet på Volvos første fabrik ’over there’. Den ligger i Ridgeville, South Carolina, hvorfra den udskibes til Danmark og i øvrigt til resten af verden inklusive hjemmemarkedet i Sverige. Den amerikanske fabrik er eneste produktionssted for Volvo S60 efter udfasning af den kinesiske S60-produktion i starten af 2019. Lidt paradoksalt, når nu Volvos ejere er kinesiske Geely, som har pumpet milliarder af yuan i det hæderkronede svenske mærke siden overtagelsen fra Ford i 2010. Og med den kinesisk-amerikanske toldkrig in mente, der kan sætte en kinesisk mur op for S60-salget i folkerepublikken.

Hvordan er førerpladsen?

Selv om Volvo S60 bygges i USA, er der noget ’new nordic’ coolness over førerpladsen, der adskiller sig en del fra sine tyske konkurrenter. Samtidig er det basale på plads i ’dagligstuen’, som byder på læder, træ og aluminium.

Få kan som Volvo skabe ergonomisk vellykkede førerpladser, hvor forholdet mellem sæde, rat og pedaler er skræddersyet til både stor og lille. Komfortable forsæder er en anden klassisk Volvo-dyd, som S60 nyder godt af – her kan du sidde i timevis uden at blive træt. Dog blev vi ikke helt gode venner med testbilens førersæde med mulighed for ekstra støtte under lårene via en lille flytbar pude. Når den er fremskudt, havde vi for lidt sæde at sidde på med bagen. Det skal noteres, at denne testkørers bagdel ikke hører til blandt de mindste. Omdrejningspunktet i alle Volvoer er en lodret iPad-stor trykfølsom skærm midt på instrumentbordet øverst. Det ser godt ud, men betjeningen er ikke specielt intuitiv, og det stjæler chaufførens opmærksom.

Hvordan opleves kabinen?

Den foregående S60 var lidt af en ’knæ-knuser’ for passagererne på bagsædet. Det gør den nye udgave op med. Her er næsten 2,9 meter mellem akslerne, og pludselig kan Volvo prale af et af klassens rummeligste bagsæder. Dog betyder den smukt faldende taglinje, at garderhøje skandinaver kan få trykket frisuren på bagsædet. Her er selvfølgelig både friskluftdyser, læselamper og opladningsmulighed. Længere bagude har bagagerummet en kapacitet på 442 liter. Ikke overvældende, men absolut godkendt. Det er ikke bagagerummets størrelse, der kan være et problem i hverdagen, men i stedet den snævre åbning, hvor lasten skal lirkes ind. Og så har S60 selvfølgelig ikke helt samme fleksibilitet i anvendelsen som V60. Til gengæld har man glæden af den lukkede kabine, hvor hjulstøj fra bagagerummet ikke kan trænge ind.

Er sikkerheden i orden?

Ja, i den grad. Helt som vi forventer af det svenske mærke, der blandt andet allerede i 1959 opfandt trepunktsselen og side-airbags i 1994 og gennem årtier har været et af foregangsmærkerne på sikkerhed, klarede Volvo V60/S60 Euro NCAP sikkerhedstesten i december 2018 til topkarakteren fem stjerner. S60 har så mange fører- og sikkerhedsassistenter, at den stort set kan køre selv – også i kø. S60 har også en automatisk nødbremse af den avancerede radarbaserede type, der spotter både fodgængere, cyklister…og elge – endda i mørke. Kombineret med et nyt, stærkt karosseri, der beskytter fører og passagerer på eksemplarisk vis. Også i den hårdhændede pæletest, hvor bilen kastes sidelænsvis ind i en stolpe – er Volvo S60 et meget trygt sted at opholde sig. Man får næsten en følelse af, at bilen passer på én… Læs mere på euroncap.com. 

Hvordan kører den?

Lidt atypisk for Volvo – og overraskende med produktion i USA, hvor man elsker ’flydere’ – har køreegenskaberne i S60 fået mere vægt på sport end komfort. Forklaringen er en ny undervogn med store mængder let og stift aluminium, der støtter og strammer op alle de vigtige steder. Resultatet er en langt mere dynamisk køreoplevelse, der kan sammenlignes med BMW 3-serie. S60 virker ivrig og letfodet, når der skiftes retning på snoede småveje – sådan kender vi normalt ikke Volvo. Styringen er umiddelbar og direkte – især når man sætter bilen i ’Dynamic’, som er en af tre drive-modes til rådighed. S60 fås kun med en ret ekstrem 19-tommer hjulmontering, men alligevel klarer affjedringen ujævnheder og bump i fin stil.

På de lange, lige motorvejsstræk er komforten i top og S60 ligger stabilt. Da den samtidig er både lavere og lettere end Volvo XC60 og S90, tøver vi ikke med at udråbe S60 til Volvos mest velkørende model.

Hvordan er motoren?

De, der kan huske Volvos sprøde, 5-cylindrede rækkemotorer, som nu er helt udfasede, kan ikke undgå at blive lidt skuffede over testbilens motorisering. Trods T5-skiltet bag på testbilen, er det nemlig kun en 2 liters 4-cylindret maskine, der ligger under hjelmen. Bevares, de 250 hk fornægter sig ikke, og S60 T5 er bestemt momentstærk og absolut kvik. Den strækker først våben ved 240 km/t og klarer 100 km/t på 6,5 sekunder, men lyden er ikke særlig ’häftig’, og de fleste af konkurrenterne har faktisk lidt mere power. Skal maskinen for alvor levere kan du vælge køreindstillingen ’Dynamic’, men så bliver den 8-trins automatgearkasse lidt for hysterisk til vores smag. I ’Eco’ er det hele mere ’smooth’ og rart. Testbilens forbrug blev på godt 13 km/l i en testuge, hvor vi stort set kun slap halvdelen af maskinens mange hestekræfter løs og tøjlede resten. Ikke prangende, men det matcher de opgivne 13 km/l. Med et stort kørselsbehov savner man nok hurtigt den diesel-udgave, der ikke er på S60-programmet.

Passer prisen?

Ja. Volvo S60 kan sagtens matche konkurrenternes priser. I hvert fald til intropriserne, der giver omkring 100.000 kr. rabat. Giver Volvo køb på dem, fremstår S60 til gengæld noget for dyr sammenlignet med Audi, Mercedes Benz og BMW. I egne rækker står S60 både fordelagtigt og udfordret. Sammenlignet med ’storebror’ Volvo S90 til 718.000 kr. er prisen på S60 tilpas meget lavere til at være interessant. For 170.000 kr. kan man måske godt nøjes med lidt mindre benplads bagi og samtidig glæde sig over et mere vellykket design af S60 bagtil samt noget bedre køreegenskaber. Udfordringen kommer fra Volvos stationcar V60. For bare 11.000 kr. mere får du ekstra plads til oppakning og en mere anvendelig bil i hverdagen end S60, der dog har udseendet med sig.

Er der alternativer?

Ja. Volvo S60 er i direkte kamp om købernes gunst med et tysk trekløver af premium-biler. Ser vi på de kraftige udgaver der matcher testbilens performance, er der Audi A4 Limousine 45 TFSI Quattro med 245 hk til 600.000 kr. Mercedes-Benz C 300 sedan med 258 hk koster 587.000 kr., og BMW 330i – også med 258 hk – fås fra 520.000 kr. med Connected-udstyr og 560.000 kr. med Sportline-udstyr, der bedre matcher testbilens. Alle tre har 8-trins automatgear. For mange kunder til Volvo S60 er det dog beskatningsværdien som firmabil, der er mest interessant. Den er fra 460.000 kr. for testbilen. Mercedes C-klasse beskattes fra 425.000 kr. og Audi A4 med 585.000 kr., mens det for BMW 330i ligger fra 442.000- 477.000 kr. alt efter udstyrsvariant. Både pris- og beskatningsmæssigt ligger Volvo S60 altså lunt i feltet.

Konklusion:

For: Kvalitet, køreegenskaber, udseende, sikkerhed
Imod: Forbrug, adgang til bagagerummet, ikke tre års garanti
Hvilkenbil siger:

OVERSIGT OVERVISNING
Volvo s60
Den nye Volvo S60 er en smuk, køreglad, hurtig, rummelig og sikker bil til en fair pris. Alt i alt en ’damn good’ pakke. Eneste minusser er en lidt tørstig motor og en snæver bagagerumsåbning. Når vi alligevel ikke spår de store salgstal for testbilen skyldes det primært intern konkurrence fra V60-stationcar’en, der er lige så ’jävla bra’ og tilmed mere anvendelig i hverdagen. Og nok så vigtigt; modsat S60 fås V60 med dieselmotor, som mange – ikke mindst firmabilister – foretrækker.

FAKTA: Volvo S60 T5 aut. R-Design

Vejl. pris, inkl. lev.: 548.000 kr. (beskatningsværdi som firmabil fra 460.000 kr.)
Privatleasing: 6.795 kr./md. (førstegangydelse 35.000 kr., 20.000 km/år i 3 år)
Anslået kontantrabat:* 25.000 kr.
Årlig ejerafgift: 4.860 kr.
Garanti (rust/mekanik): 12/2 år
Sikkerhed (Euro NCAP): 
Antal airbags: 9
Forbrug (WLTP-norm): 13,0 km/l (CO2-udledning 174 gr./km.)
Forbrug i test: 13,2 km/l
Længde/bredde/højde: 476/185/143 cm.
Akselafstand: 287 cm.
Bagagerum: 442 liter
Køreklar vægt: 1.677 kg
Motor: 4 cyl., 2,0 liter turbobenzin
Effekt: 250 hk/350 Nm (fra 1.800-4.800 omdr./min.)
0-100 km/t: 6,5 sek.
Topfart: 240 km/t

(*Anslået af hvilkenbil.dk)

Særligt standard udstyr (R-Design)

19″ letmetalfælge, 60/40 splitbagsæde, digital instrumentering 12,3, dæktrykskontrol, el-indfældbare og el-justerbare sidespejle med varme, elektrisk parkeringsbremse, 4-vejs el-justerbar førersæde med hukommelse, el-sideruder for og bag, fjernbetjent centrallås, forlygtevaskere, Hill Start Assist, 330W forstærker, 10 højtalere, Bluetooth, AUX og USB-stik, Internet Maps, IntelliSafe Assist med adaptiv fartpilot, køkørsel-assistent, Pilot Assist, klimaanlæg 2 zoner, køre-computer, LED forlygter med automatisk op-/nedblænding, multijusterbart rat, nappalæder/stofindtræk, nøglefri betjening, parkeringssensor for og bag, progressiv servostyring, regnsensor, siderudelister i sort højglans, tyverialarm, LED tågeforlygter, varme i forsæder,Volvo On Call (e-Call og Volvo Assistance, wifi hotspot og tilhørende app (AppStore & GooglePlay).

Ekstraudstyr på testbilen:

Denim Blue Metallak: 15.370 kr.
Klimapakke: 19.900 kr. (El-opvarmede sprinklerdyser, motor/kabinevarmer, el-opvarmet bagsæde, el-opvarmet rat)
Harman Kardon Audio: 20.403 kr.
Teknikpakke: 35.000 kr. (Aut. nedblændende sidespejle, IntelliSafe Surround (BLIS, Cross Traffic Alert, Rear Collision warning & forberedte seleforstrammere og Oncoming Mitigation Braking), Sensus Navigation, fuld LED forlygter, parkeringskamera bag, smartphone integration)
DAB+ radio: 6.406 kr.

[email protected]

Skriv en kommentar

Indtast venligst din kommentar!
Din kommentar afventer moderation