VW risikerer milliardbøde efter miljøfusk

USA’s miljømyndigheder har afsløret VW i at fuske med udstødningen på 482.000 biler. Sagen kan koste VW en gigantbøde på 118 mia. kr. – og det er kun begyndelsen

VW-koncernen er blevet taget på fersk gerning i en sag, der ikke blot kan koste VW en kolossal milliardbøde, men betyde fyring af flere topchefer samt et dyk i salget, der også kan koste VW titlen som verdens mest solgte bilmærke i 2015. Det skriver flere medier.

Det er det magtfulde amerikanske miljøagentur EPA (Environmental Protection Agency), der har afsløret VW i med fuldt overlæg at have installeret manipulerende software i 482.000 biler. Softwaren har været designet til at benytte et særligt program, når bilerne gennemgik den lovpligtige emissionstest i USA – for derefter at slukke det i normal kørsel. Dermed kunne de 482.000 biler opfylde de amerikanske miljøkrav, når de fik testet udstødningen – men udledte 40 gange så mange partikler som tilladt, straks de forlod testhallen og begav sig ud i almindelig trafik.

Den manipulerede software er angiveligt så udspekuleret lavet, at de amerikanske miljømyndigheder ikke selv opdagede VWs miljøfusk. I stedet fik EPA et tip fra den uafhængige miljøorganisation ‘International Council on Clean Technology’ og fik efterfølgende forskere fra Universitetet i West Virginia til at udføre en analyse af softwaren.

Softwaren har siden 2009 siddet i VW-modeller som Beetle, Golf, Passat og Jetta samt Audi A3, alle med to-liters dieselmotor. Ifølge branchemagasinet Automotive News kan VW se frem til en bøde på op til 250.000 kr. per bil – det svarer til en samlet bøde på ca. 118 milliarder kr. Og det er muligvis kun begyndelsen. Flere medier spekulerer allerede i, hvilke og hvor mange af VW’s ansvarlige chefer, der kendte til den manipulerende software. Vurderingen er, at VW ikke nødvendigvis slipper med en bøde, men kan se frem til straffesager for flere medarbejdere. Derudover har de amerikanske miljømyndigheder forbudt VW at sælge modeller med to-liters dieselmotor indtil videre.

Det her er ikke en almindelig tilbagekaldelse, en fejl i nogle målinger eller for den sags skyld en alvorlig sikkerhedsbrist. Det er simpelthen ikke muligt at lave et positivt ‘spin’ på den her sag – det her er virkeligt alvorligt”, som analytikerfirmaet Bernstein udtrykker det.

Andre – som ‘International Council on Clean Technology’, der tippede de amerikanske miljømyndigheder – rejser et indlysende spørgsmål med vidtrækkende konsekvenser: Har VW også lavet miljøfusk med bilernes emissionstal på andre markeder end det amerikanske?

VW selv har nærmest allerede erklæret sig skyldige:

”Jeg beklager personligt og dybt, at vi har brudt tilliden til både vores kunder og offentligheden. Volkswagen har igangsat en ekstern undersøgelse af sagen. Vi vil gøre alt for at gøre den skade, som sagen har medført, god igen,” udtalte VW-chefen Martin Winterkorn søndag i en pressemeddelelse.

Det bliver ikke sidste ord i denne sag – fortsættelse følger med garanti.

Læs også: VW overhaler Toyota som verdens største

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here