Her er Danmarks 15 billigste elbiler

billigste elbiler
Her er listen over de 15 billigste elbiler, som du kan købe herhjemme næste år. Se også, hvor meget du skal betale for hver rækkevidde-kilometer.

Elbilerne er på vej. 2020 kan blive et gennembrudsår for den miljøvenlige biltype i Danmark. Dels fordi udvalget mangedobles. Dels fordi regeringen netop har udskudt næste års annoncerede afgiftsstigninger på elbiler over 400.000 kr.

Så mange penge behøver du dog ikke bruge på en ny elbil. Tværtimod udvides udvalget næste år især af de lidt mindre og billigere elbiler. Et godt eksempel er ‘trillingerne’ fra VW-koncernen VW Up, Seat Mii og Skoda Citigo. De tre mikrobiler har tidligere været blandt de mest solgte biler i Danmark til fra-priser under 100.000 kroner. I begyndelsen af næste år gør de comeback. Trillingerne ligner sig selv, men er nu gjort elektriske og omdøbt til e-Up, Mii Electric og Citigo-e.

Mii og Citigo med mest rækkevidde til prisen
billigste elbiler
Skoda Citigo-e ser ud, til sammen med søsterbilen Seat Mii Electric, at blive Danmarks billigste elbil.

Det får priserne til at sige. En e-Up skal således koste fra 163.000 kr., mens Seat Mii Electric netop er prissat til 150.000 kr., hvilket gør den til Danmarks billigste elbil. Skoda Citigo-e ventes at placere sig midt i mellem. Sammenlignet med andre elbiler er det stærke priser, der har gode chancer for at genoplive interessen for de tre mikrobiler. Rækkevidden på fuldt opladte batterier bliver nemlig 260 km. Og det er vel at mærke efter den realistiske WLTP-norm, der kommer tæt på strømforbruget i virkelighedens verden.

Dermed kommer det tysk-spanske-tjekkiske trekløver ned på en pris pr. rækkevidde-kilometer på ca. 600 kr. Seat Mii Electric når helt ned på 577 kr. pr. km. Det kan ingen andre elbiler konkurrere med, viser en undersøgelse af forholdet mellem pris og rækkevidde foretaget af Hvilkenbil.dk

Den netop faceliftede Renault Zoe (billedet) kommer tættest på med 623 kr. per rækkevidde-kilometer, hvilket faktisk er en anelse billigere en VW e-Up. Peugeot e-208 er fjerdebilligst med 676 kr. på km, mens søsterbilen Corsa-e koster 742 kr. pr. km.

Små batterier – dyr rækkevidde

Undersøgelsen viser også, at små batterier umiddelbart holder bilens pris nede. Det gælder eksempelvis for den kommende Mazda MX-30, der er en mellemstor crossover med mange smarte detaljer til relativt billige 253.000 kr. Men holder man prisen op mod rækkevidden, ser MX-30 ikke længere billig ud: Med en rækkevidde på beskedne 220 kilometer betaler man 1.265 kr. pr. rækkevidde-kilometer.

Endnu dyrere bliver en rækkevidde-kilometer i den lille Smart ForFour. Her rækker fuldt opladte batterier til en tur på 135 kilometer. Holdt op mod bilens pris på 210.000 kroner, betaler du dermed hele 1.556 kroner for hver kilometer, du får ud af batteriet.

Nu skal elbiler naturligvis bedømmes på andet end rækkevidde. Det kan være plads, ladetid, design og køreegenskaber. Men faktum er, at mange bilkøbere anser ‘rækkevidde-angst’ for at være blandt de største forhindringer for at skifte til elbiler. Derfor kan det give mening at vurdere forholdet mellem pris og rækkevidde.

Større batterier kan betale sig

Hvilkenbils undersøgelse viser, at det ofte kan betale sig at betale lidt mere for at få et større batteri.

Det kan ikke lade sig gøre i førnævnte trillinger og andre, nye elbiler som Peugeot e-208 og Opel Corsa-e fås også kun med én batteristørrelse.

Men i en del modeller kan man vælge mellem to størrelser. Det gælder for eksempel Kia e-Niro. Her koster basisudgaven 275.000 kr. med en motor med 136 hk og en rækkevidde på 289 km 275.000 kr. Det svarer til 952 kr. pr. rækkevidde-kilometer. Betaler du 335.000 kr. – altså 60.000 kr. mere, får du både 204 hk og en rækkevidde på 455 km. Det reducerer prisen pr. rækkevidde-kilometer til 736 kr., hvilket er billigere end den mindre Opel Corsa-e.

Se også listen herunder over de 15 billigste elbiler på det danske marked i 2020.

Danmarks 15 billigste elbiler

Model: rækkevidde, pris-pr.-km, lancering: pris fra

Seat Mii Electric: 260 km, 577 kr., marts: 150.000 kr.
Skoda Citigo-e:
260 km, 600 kr., marts: 156.000 kr. (forventet)
VW e-Up: 260 km, 627 kr., januar: 163.000 kr.
Smart ForTwo: 135 km, 1.481 kr., nu: 200.000 kr.
Smart ForFour: 135 km, 1.556 kr., nu: 210.000 kr.
Peugeot e-208: 340 km, 676 kr., marts: 230.000 kr.
Renault Zoe (facelift): 385 km, 623 kr., nu: 240.000 kr.
Opel Corsa-e: 330 km, 742 kr., medio: 245.000 kr.
Nissan Leaf: 270 km, 926 kr., nu: 250.000 kr.
Mazda MX-30: 200 km, 1.265 kr., efterår, 253.000 kr.
Hyundai Ioniq: 311 km, 868 kr., nu: 270.000 kr.
Kia e-Soul: 277 km, 975 kr., nu: 270.000 kr.
Kia e-Niro: 289 km, 952 kr., nu: 275.000 kr.
Honda e: 220 km, 1.259 kr., april: 277.000 kr.
VW ID.3: 330 km, 848 kr., sommer: 280.000 kr.

[email protected]

4 Kommentarer

  1. I tager alvorlig fejl. 80% af daglig kørelse er job releteret. Det vil sige meget få mennesker køre over 200km PR.dag.
    Folk forstår ikke en EL bil lader man som sin mobiltelefon, via den aftale med lader hjemme hver aften. Så 80% af den kørelse vil under 200km for en batteri pakke være mere end nok. Man skal ikke tænke en EL at den skal tankes hver anden UGE.

    • Hej Tommy. Jeg vil give dig ret i, at mange sagtens kan nøjes med et lille batteri…her på Bornholm kan man køre hele øen rundt på 160 km, så det ville række til det meste…

  2. Ja, de fleste af os kunne godt klare sig med en lille elbil, så må man leje en større bil, der kan trække en trailer, og hvis man skal på ferie.

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here