Her er de 8 sikreste biler ifølge Euro NCAP

Crashtest-eksperterne Euro NCAP udpeger de sikreste biler i syv klasser. Volvo V40 bekræfter ,at sikkerhed er en svensk specialitet, mens Renault Clio er en mini med maxi tryghed.

Den europæiske crashtest-organisation Euro NCAP har efter 36 crashtests i 2012 udpeget de sikreste biler i syv forskellige bilklasser.

Ud over at opnå en samlet karakter på fem ud af fem stjerner, er de sikreste biler fælles om at tilbyde en høj grad af sikkerhed i de fire discipliner voksensikkerhed, barnesikkerhed, fodgængersikkerhed og sikkerhedsudstyr.

Volvo V40 (billedet) er et godt eksempel på, hvor god sikkerheden efterhånden er blevet i moderne biler. Den svenske Golf-konkurrent er ganske enkelt en af de sikreste biler som Euro NCAP nogensinde har testet – og kan endda prale af et banebrydende fremskridt inden for fodgængersikkerhed. Volvo V40 kom nemlig først med en motorhjelm, der automatisk popper op og sammen med en airbag foran forruden beskytter fodgængere, der påkøres af bilen. NCAP best of 12

Mens Volvo V40 bekræfter, at sikkerhed er en svensk favoritdisciplin, beviser Renault Clio at man også kan køre sikkert i en mindre bil til den halve pris af en V40.

Men i øvrigt kan man ikke udpege en samlet vinder – der findes ikke en ”verdens sikreste bil”. Vægtforskellen gør det umuligt, og det er også forklaringen på, at Euro NCAP har delt bilsikkerhedens svar på Oscar-uddelingen op i syv bilklasser. Forbrugerne kan altså ikke umiddelbart bruge listen som en facitliste, siger den danske sikkerhedsekspert Leif Nielsen fra sikkerbil.dk.

”Set med forbrugernes øjne, er de fleste vist efterhånden faret vild i stjernevrimlen”, siger han. Med ganske få undtagelser er fem-stjernet sikkerhed blevet en selvfølge, og derfor mener Leif Nielsen, at Euro NCAPs- vigtigste rolle i dag er at holde bilfabrikanterne i sporet og sørge for, at de udnytter nye sikkerhedsteknologier bedste muligt i flest mulige bilmodeller til den lavest mulige pris.

Øget fokus på aktiv sikkerhed
Den holdning deler Euro NCAP. Crashtestorganisationen peger selv på de bremsesystemer, der automatisk bremser bilerne ned ved tæt køkørsel i bytrafik som et eksempel på ny teknik, man gerne vil promovere i nye biler. Ved at præmiere de automatiske bremser i Euro NCAP-testen, presser organisationen bilfabrikanterne til at gøre systemet standard.

”I dag betyder sikkerhed mere end blot at beskytte passagererne i et sammenstød. Ved at udvide vores test til at omfatte aktive sikkerhedssystemer, ønsker vi at oplyse forbrugerne om de muligheder, der findes og i sidste ende reducere antallet af ulykker,” siger Euro NCAPs generalsekretær Michiel van Ratingen.

Euro NCAP gør det dog nemt at udpege årets tabere – og det er måske efterhånden blevet det mest nyttige for bilkøberne. Et hurtigt kig over listen af crashtest i 2012 afslører, at forbrugerne især skal overveje at undgå fire modeller på det danske marked, der alle blot opnår tre ud af fem stjerner i NCAP-testen: Citroën C1, Peugeot 107, Toyota Aygo og discountbilen Dacia Lodgy, der kommer til Danmark til april.

Læs mere: Danske favoritbiler dumper i crashtest

De sikreste biler i 2012 ifølge Euro NCAP:

• Renault Clio – Minibil
• Volvo V40 – lille familiebil
• BMW 3-Serie – stor familiebil
• Fiat 500L/Ford B-MAX – lille MPV
• Ford Kuga – lille offroader
• Hyundai Santa Fe – stor offroader
• Ford Transit – van

Læs Leif Nielsens kommentar til Euro NCAPs hitliste på sikkerbil.dk

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here