Mesterdesigner forlader VW

Walter de Silva – manden bag firehjulede skønheder som Alfa 156 og Audi A5 – lader sig pensionere fra posten som VW-koncernens chefdesigner.

Når italienske Walter de Silva ved udgangen af denne måned forlader kontoret for sidste gang for at indlede et velfortjent otium, vil der gå et ærgerligt suk gennem bilverdenen. Som chefdesigner for VW-koncernen bestrider 64-årige de Silva ikke bare et job, der giver ham enorm indflydelse på, hvordan mange af verdens biler ser ud. Han har også været garant for det, der vel bedst kan betegnes som ‘smagfuld brugskunst på fire hjul’ – ja blandt mange betegnes de Silva som en af de dygtigste og mest indflydelsesrige bildesignere i nyere tid.

Walter de Silva har da også nogle særdeles velskabte biler på cv’et. Det vender vi tilbage til.

Først skal vi tilbage til begyndelsen. Til 1972, da den dengang 21-årige ungersvend fra Lecce fik sit første job hos Fiat’s designcenter, Centro Stile. Her var han fem år, ind til han blev hyret af det nystartede designstudie I.DE.A.

Her var Walter de Silva frem til 1986, hvor han vendte tilbage til Fiat-koncernen som chef for Alfa Romeos Centro Stile, og hvor karrieren for alvor tog fart. Første mesterværk kom dog først i 1997, hvor Alfa løftede sløret for den elegante 156. Designet gjorde – sammen med et sæt forførende køreegenskaber – Alfa 156 til en tidløs klassiker fra første dag og en øjeblikkelig bestseller i store dele af Europa. Selv i Danmark, hvor de Silvas skønhed blev valgt til Årets Bil og omvendte tidligere BMW- og Mercedes-fans til inkarnerede Alfisti.

Alfa 156 gjorde også Walter de Silva til bildesignernes svar på en rockstjerne, og to år senere headhuntede VW ham til at stå for en gennemgribende renovering af det skrantende, spanske datterselskab Seat.

Revitaliserede Seat
Også her leverede da Silva varen. Tænk på Seat Altea- verdens første MPV, der ikke kun var praktisk, men så ‘streetsmart’, at den hurtigt blev de hurtige drenges førstevalg over en gammel, udkørt BMW 3-serie. Lidt af en bedrift for en familiebil med stort F.

Seat Leon kom året efter og var heller ikke ueffen med sin Bugatti-agtige kølergrill og mandelformede forlygter. Fiffige detaljer som skjulte håndtag til bagdørene, modsatkørende vinduesviskere og visere til speedometer og omdrejningstæller, der pegede lige ned i hvilestilling, er siden blevet flittigt kopieret af konkurrenterne.

Audi A5: Walter de Silvas mesterværk.
Audi A5: Walter de Silvas mesterværk.

Walter de Silva var tydeligvis dygtig nok til at tegne for vigtigere mærker end VW-familiens spanske datter. I 2002 fik de Silva ansvaret for den daværende Audi-gruppe, der udover Seat også indeholdt supersportsvognsmærket Lamborghini. Her udviklede han den kontroversielle ‘single frame’ kølergrill – et enormt ‘gab’, der bedst kan betegnes som det europæiske svar på et amerikansk ‘dollargrin’ og som i dag pryder hver enste Audi-model. Og mange konkurrenter – ‘single frame’ grillen er hyppigt kopieret.

Tiden hos den nu nedlagte Audi-gruppe udgør et karrieremæssigt højdepunkt for de Silva. Det var her, at han skabte coupéen Audi A5, der ifølge mesteren selv er hans mest vellykkede design.

Siden har de Silva været mere afdæmpet. Han er nemlig stærk fortaler for evolution frem for revolution. En strategi, der især er tydelig på de nyeste udgaver af VW Golf, VW Passat og Audi A4. Det mest bemærkelsesværdige ved de Silva’s design af disse biler er, hvor meget de ligner forgængerne.

Walter de Silva forlader VW i firmaets største krise nogensinde. Som designchef er han ikke plettet af ‘dieselgate’ og fusk med både Nox og CO2. Omvendt var han med i en lille, men eksklusiv inderkreds omkring den tidligere topchef Martin Winterkorn, der blev tvunget til at gå som følge af diesel-skandalen. Winterkorns afløser, Matthias Müller, ønsker angiveligt at skære kraftigt i designafdelingen for at skaffe penge til oprydningen af ‘dieselgate’.

Læs også: Designchef – CO-krav skader bilernes design

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here