Saab igen i økonomiske problemer

0

Selskabet NEVS har standset Saab-samlebåndet i Trolhättan. Medejer har ikke tilført de lovede penge, og nu mangler der kroner i kassen. 

Likviditetsproblemer har midlertidigt stoppet produktionen af nye Saab biler i Trollhättan de kommende  fire uger.

I løbet af foråret har NEVS (National Electric Vehicle Sweden) ellers fået gang i en mindre produktion af Saab 9-3 Aero-modeller – i første omgang til hjemmemarkedet.

Ifølge NEVS er årsagen til stoppet, at medejer Qingbo, et kinesiske investeringsselskab, ikke har tilført selskabet alle de mange millioner, som selskabet ellers er kontraktligt forpligtet til. Derfor har NEVS’ hovedejer, National Modern Energy Holdings Ltd. (NME), siden årets start alene stået for finansieringen af selskabet, der pt. har cirka 600 medarbejdere og 130 hyrede konsulenter beskæftiget.

NME har ifølge en statusrapport fra NEVS i alt tilført ca. 3 mia. svenske kroner til NEVS og sideløbende foretaget store investeringer i en batterifabrik i Kina og et teknologisk udviklingscenter.

”Jeg har ingen forklaring på, hvorfor de ikke fuldfører deres del af aftalen,” siger NEVS’ kommunikationschef Mikael Östlund om de manglende midler fra Qingbo til Sveriges Radio P4 Vest.

Derfor har NEVS midlertidigt måttet standse produktionen, oplyser Saab-producenten, som over foråret har sendt seks biler af samlebåndet dagligt. I alt er der bygget cirka 400 styk Saab 9-3, siden produktionen blev sat i gang igen i december sidste år.

En ekstremt lille produktion, der af eksperter vurderes som meget dyr at holde i gang. Derfor reduceres omfanget af eksterne konsulenter inden for den tekniske udvikling.

Vi må skære ned i omkostningerne, eftersom vi i dag har problemer med at betale vores underleverandører,” siger kommunikationschefen.

Uafregnet leverandørgæld førte til konkurs for den tidligere producent af Saab, Saab Automobil, tilbage i 2011. Men nu er situationen en helt anden end dengang, lyder det fra NEVS.

”Forskellen er, at NEVS har kapital, men vi kæmper for tiden med tilstrækkelige likvide midler,” siger Mikael Östlund.

Ledelsen jagter nu kortfristede finansieringskilder. Sideløbende forhandler NEVS efter egne oplysninger med to asiatiske interessenter inden for bilindustrien, som selskabet dog ikke ønsker at sætte navn på. Planen er ifølge NEVS, at de nye investorer skal være med til at færdigudvikle Saabs Phoenix-platform, som skal danne basis for nye modeller.

Phoenix-platformen udviklede Saab allerede inden koncernens krak. Men cirka 20 procent af komponenterne på den skalérbare platform skal udskiftes med andre, da de stammer fra hylderne hos Saabs tidligere ejer General Motors.

Læs også: Eldrevet Saab kommer snart

FAKTA: Hvem ejer Saab?

  • Kinesisk ejede National Electric Vehicle Sweden (NEVS) købte Saab ud af konkursboet i august 2012.
  • NEVS og Beijing National Battery Technology ejes af det Hong Kong-baserede selskab National Modern Energy Holdings. (NME)
  • Dette selskab drives af Kai Johan Jiang, som er svensk-kinesisk udvikler af grønne energiløsninger.
  • NME ejer 78 pct. af NEVS.
  • Den kinesiske by Qingdaos investeringsselskab Qingbo ejer 22 procent af NEVS.

Kilde: Automotive News m.fl.

[email protected]

Skriv en kommentar

Indtast venligst din kommentar!
Din kommentar afventer moderation