Winterkorn er fortid hos VW

VW’s topchef Martin Winterkorn træder tilbage efter afsløringen af VW’s miljøfusk med udstødningen i 11 mio. biler. VW’s bestyrelse varsler større udrensning

Afsløringen af, at VW-koncernen bevidst har svindlet med miljømålinger på 11 millioner dieselbiler krævede onsdag aften sit første, prominente offer: Martin Winterkorn, VW-koncernens magtfulde topchef, tager ansvaret for det, der er udråbt til at være den største tyske erhvervsskandale siden 2. verdenskrig, og trækker sig.

Jeg er rystet over de sidste dages udvikling. Først og fremmest er jeg chokeret over, at forseelser i denne størrelsesorden er mulige i Volkswagen-koncernen. Som CEO påtager jeg mig ansvaret for de uregelmæssigheder, der er konstateret i dieselmotorer og har derfor bedt bestyrelsen om at modtage min afskedsbegæring. Jeg tager dette skridt for virksomhedens skyld – også selv om jeg ikke mener selv at have gjort noget forkert,” udtaler Winterkorn i en erklæring i forbindelse med sin afgang.

Winterkorns afgang kommer blot to dage før han efter planen skulle have forlænget sin kontrakt som den højest betalte chef i tysk industri.

Vinderen Winterkorn tabte til sidst
Alt tyder på, at ‘kongens fald’ kun er begyndelsen på en større udrensning hos VW. I en separat erklæring udtaler VW’s bestyrelse, at de forventer afskedigelser i forbindelse med en intern undersøgelse af sagen om bevidst miljøsvindel ved hjælp af manipulerende software i 11 millioner VW og Audi-modeller.

For Winterkorn er denne onsdag kulminationen på et højdramatisk 2015.

I 2007 var han manden, der gennemførte en storstilet turnaround af VW-koncernen, der på det tidspunkt havde afskediget 20.000 medarbejdere i Tyskland. Winterkorn lykkedes med at vende ‘supertankeren’ rundt og forvandle en lettere støvet koncern til en vital bilproducent med 600.000 ansatte og hele 12 mærker, der udover VW strakte sig fra Skoda over superbiler som Lamborghini, Bentley og Bugatti til Scania lastbiler.

Martin Winterkorn er kendt som en inkarneret fodboldfan, der ikke selv går af vejen for hårde tacklinger. På direktionsgangen i VW’s hovedkvarter i Wolfsburg var han en mester i at vinde hver eneste interne magtkamp.

Winterkorn overvandt ikke kun sin forgænger, den tidligere BMW-chef Bernd Pischetsrieder, men også den succesfulde Porsche-boss Wendelin Wiedekings forsøg på at overtage kontrollen med VW.

Tidligere i år kom Martin Winterkorn ud i sin hidtil mest voldsomme konflikt, da hans tidligere mentor, Ferdinand Piëch, pludselig vendte sig mod planerne om at gøre Winterkorn til ny ‘stærk mand’ i koncernen. Piëch, der er barnebarn af Ferdinand Porsche og kendt for at gennemtrumfe sin stærke vilje ved enhver lejlighed, havde dog forregnet sig: Winterkorn holdt fast og endte – til manges forbløffelse – med at tvinge Piëch ud og selv overtage chefstolen.

Winterkorn er med andre ord en fighter af en helt særlig støbning. Han har også været nede i de mindste detaljer i produktionen – således var Winterkorn berygtet for altid at medbringe en lineal, så han kunne måle spalteåbningerne på bilernes karrosserier og dermed præcisionen i produktionen. Og ve den ansvarlige ingeniør, der ikke levede op til Winterkorns krav om gennemført kvalitet.

Effekten af den indædte kontrol har dog været tydelig: Under Winterkorns ledelse er VW vokset til at blive verdens største bilproducent. Så kom ‘dieselgate’ i vejen: Vinderen Winterkorn blev den første taber i en sag, der truer VW’s omdømme, indtjening og position som verdensleder, og som kun lige er begyndt.

Læs også:

‘Dieselgate’: Presset på VW vokser

VW risikerer milliardbøde efter miljøfusk

jensv@hvilkenbil.dk

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here