TEST: BMW med forhjulstræk for familiens skyld

BILTEST: Forhjulstræk og trecylindret motor i en højloftet familiecontainer: BMW render os i traditionerne med 2 Active Tourer – og slipper ganske godt fra det.

Hvilken bil?
Active Tourer er intet mindre end en revolution for BMW: En højloftet, familievenlig MPV med en trecylindret motor og forhjulstræk. Især det sidste nærmer sig helligbrøde for BMW. Frem til nu har mærket markedsført sig som ‘den ultimative køremaskine’, der uden undtagelse benytter sig af baghjulstræk for at opnå den rette ‘Freude am Fahren’. Men det er slut nu, hvor BMW udkæmper en drabelig kamp med Audi og Mercedes om verdensherredømmet blandt prestigemærker. Alle kneb – selv forhjulstræk – gælder. Her tester vi billigste udgave – 218i med 136 hk til 374.000 kr. inkl. lev.

Vidste du at?

BMW Active Tourer er rent produktionsteknisk en lille genistreg. Den er nemlig resultatet af, at BMW i 1994 købte Mini – den måske sidste juvel i det skrantende, britiske bilimperium.

Tyskerne pustede nyt liv i Mini-mærket, der siden er knopskudt til et væld af modeller. Med Mini fik BMW adgang til forhjulstræk, og det er den mulighed tyskerne nu udnytter til at lancere en 2 Active Tourer på platformen fra den nyeste Mini. Og det er kun begyndelsen. Næste 1-serie bliver også forhjulstrukket. Fordelene er bedre plads, lavere produktionsomkostninger og dermed større indtjening for BMW.

Hvordan er førerpladsen?
Høj. Ikke sammenlignet med konkurrenter som Golf Sportsvan eller Mercedes B-klasse, men for en BMW er der tale om en opløftende oplevelse. Fordelene er godt udsyn og overblik, uden at BMW sætter de klassiske dyder som fremragende ergonomi, tydelige instrumenter og logisk placering af knapper og greb. Alles stimmt, som de siger i Bayern. Samtidig er det lykkedes BMW at bevare en intim og sportslig stemning – og gearskiftet er faktisk kortere og mere præcist end i de baghjulstrukne BMW’er.

Hvordan opleves kabinen?
Rummelig på den skræddersyede måde. Der er det plads, du forventer af en fempersoners familieflytter – nichts weiter. Bagsædet kan justeres i længden, bagsæderyglænet fældes frem i tre dele og der er ‘kælderrum’ i det mellemstore bagagerum.

Flyborde og aflæggerum under gulvet lader BMW franskmændene om – en Active Tourer handler fortsat mest om en god oplevelse for chaufføren.

Kun én ting skæmmer: Finishen er lækker, men vi hørte ofte raslelyde fra både midterkonsol og højre dørside i testbilen. Det hører ikke hjemme i en BMW.

Er sikkerheden i orden?
Ja, med et lille aber dabei. Active Tourer slipper generelt overbevisende fra Euro NCAPs skrappe 2014-krav i crashtesten. Især imponerer den høje BMW med optimal beskyttelse i to discipliner, der ofte volder problemer: Det gælder pæletesten, hvor bilen glider sidelæns ind i en metalpæl med 29 km/t og piskesmældstesten, hvor hovedstøtter og sæde testes ved påkørsel bagfra. Omvendt skuffer Active Tourer i fodgængertesten. Trods en motorhjelm, der popper op for at mildne stødet, er Active Tourer så hård ved fodgængere, at det næsten koster den femte stjerne. Læs mere på sikkerbil.dk.

Hvordan kører den?
Præcist, skarpt og med masser af vejgreb. Hvis man tror, at der minusser ved at opgive baghjulstrækket, siger vi næsten tværtimod. Undervognen fra Mini laves ikke meget bedre, og dermed fremstår BMW 2 Active Tourer som det særdeles sportslige alternativ i en klasse præget af snusfornuft og bløde fjedre.

Active Tourer er noget så sjældent som en bil, der både vil glæde børnene og bilentusiasten.Så lever vi med, at komforten på de fartbump, der ofte er på vej hen for at hente ungerne i skolen, opsluges væsentligt mere elegant af franske familiebusser.

Hvordan er motoren?
Glimrende – og endnu et bevis på, at trecylindrede turbobenzinere er det nye sort inden for bilmekanik. Med en relativt stor volume på 1,5 liter er her masser af bundtræk. Samtidig spurter de tre cylindre lynhurtigt op i omdrejninger. Resultatet er en ekstremt fleksibel maskine, der allerede smøger ærmene op fra 1.200 omdrejninger og stadig deler øretæver ud ved 6.000 omdrejninger. Læg hertil en kobling og gearkasse, der er lettere og hurtigere end i de baghjulstrukne BMW’er, og eneste minus ved de tre cylindre er en lidt dieselagtig knurren under acceleration.

Passer prisen?
Både og. Prisen på Active Tourer matcher Mercedes B-klasse, der er den eneste, direkte konkurrent. Omvendt virker det pebret, at BMW forlanger 50.000 kr. ekstra sammenlignet med VW Golf Sportsvan, der faktisk overgår Active Tourer på plads og kørekomfort. Men OK, Active Tourer er væsentigt skarpere både at se på og køre i, så det er et spørgsmål om temperament. Vi må dog konkludere, at BMW ikke rigtigt lader det billigere forhjulstræk skinne igennem på prisen – du skal stadig betale ekstra for en BMW, forhjulstræk eller ej.

Er der alternativer?
Eneste direkte rival blandt prestigemærkerne er Mercedes B-klasse, der netop er blevet fornyet og koster omtrent det samme som Active Tourer. VW Golf Sportsvan 1,4 TSI med 125 hk er et mere rummeligt og komfortabelt alternativ til 324.000 kr. Du sparer altså 50.000 kr., men mister også Active Tourers skarpslebne køreegenskaber. To spændende og billige alternativer er den komfortable Citroen C4 Picasso THP 155 Seduction til 302.000 kr., mens Ford C-Max med 125 hk til 278.000 kr. ikke har samme prestige som en BMW, men faktisk kører lige så sportsligt.

Konklusion:
For: Skarpe køreegenskaber, lækker kabine.
Imod: Høj pris, kun 2 års garanti.
Hvilkenbil siger:
Stjerner4

BMW 2 Active Tourer skaber sin egen lille niche som den mest sportslige og lækre fem-personers MPV til familien. Og beviser, at en moderne BMW sagtens kan være trecylindret og forhjulstrukket uden at sælge ud af BMW-fornemmelsen.

FAKTA: BMW 218i Active Tourer

Vejl. pris, inkl. lev.: 374.000 kr.
Anslået kontantrabat:* 10.000 kr.
Årlig ejerafgift: 1.160 kr.
Garanti (rust/mekanik): 12/2 år
Sikkerhed (Euro NCAP): NCAP 5
Antal airbags: 6
Forbrug (EU-norm): 20,4 km/l
Forbrug i test: 14,7 km/l
Længde/bredde/højde: 434/180/159 cm
Bagagerum (min/max): 468/1.510 liter
Vægt: 1.400 kg
Motor: 3 cyl., 1.5 liter, turbobenzin
Effekt: 136 hk/220 Nm
0-100 km/t: 9,2 sek
Topfart: 205 km/t

Særligt standard udstyr:
16″ aluminiumsfælge, aircondition, læderrat, sæder foran m. varme, regnsensor, kollisions- og bremseassistent, elektrisk indstillige og opvarmede sidespejle, 6,5 tommer skærm med cd-afspiller og Bluetooth, elruder for og bag, kørecomputer.

Metallak: 14.500 kr.
Advantage-pakke til 12.000 kr. indeholder: Klimaanlæg med to zoner, fartpilot med bremsefunktion, p-sensor bag og multifunktionsrat. *Anslået af hvilkenbil.dk)

Læs også tests af to alternativer:

VW Golf Sportsvan – rugbrød til kernefamilien

Citroën C4 Picasso – fristende fransk rumfartøj

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here