TEST: Højbenet løveunge får nyt, flot tandsæt

0

BILTEST: Peugeot 2008 har fået et vellykket facelift af næsen, men ellers er alt ved det gamle. Men prisen kradser – ikke mindst i forhold til 208, som den er baseret på.

Hvilken bil?
Peugeot 2008 er en moderne ‘crossover’ – altså en bil, der kombinerer stationcarens plads og anvendelighed med firehjulstrækkerens høje førerposition, overblik og udstråling – men i øvrigt nøjes med forhjulstræk for at holde forbruget nede. Her tester vi Peugeots 2008-model i miniklassen fra 2013, der nu har fået en mere SUV-agtig front og et mere ‘råt’ look. Testbilen har 100 hk turbodieselmotor og det næsthøjeste udstyrstrin ‘Allure’ til en intropris på ca. 224.000 kr. Den stiger til knap 254.000 i det nye år. Priserne for 2008 starter ved 184.000 kr. og slutter ved ved 319.000 for den nye top-model GT line.

Vidste du at?

2008 har fået et ganske vellykket facelit, der giver et mere potent udseende – primært foran, hvor kølergrillen nu er mere lodret med gittermønster og forstørret løvelogo.

Forlygterne har også fået et nyt design med lygtehus i krom og sort med mere karakteristisk katteøjne-look. Langs siderne på bilen har ‘makeup-artisterne’ også været i gang med mere markante, sorte sideskørter og skærmkanter samt et beskyttelsespanel i aluminium integreret i for- og bagkofanger. På ‘løveungens’ bagdel afsluttes med en spoiler øverst på bagklappen, mens baglygterne har fået den efterhånden gennemgående signatur for Peugeot med tre dybrøde lysstriber i 3D effekt, der ligner kradsemærker efter løvekløer.

Hvordan er førerpladsen?
Peugeots nye idé, som kaldes i-Cockpit, med at placere instrumenterne højt oppe, som du så kigger på hen over et meget lille rat, ses også i 2008. Det betyder, at speedometer, omdrejningstæller og vitale oplysninger sidder lige i synsfeltet, mens hyppigt benyttede funktioner som varme- og ventilationsanlæg og elbagrude er placeret i midterkonsollen sammen med en trykskærm. Herfra kan du fin-tune en lang række af bilens funktioner. Skærme indeholder bl.a. Mirror Screen baseret på MirrorLink og Apple Carplay. Det fungerer glimrende, og det lille rat giver en sportslig go-kart fornemmelse. Forsæderne har en fornuftig fasthed, og med lidt justeringer kan en chauffør på 190 cm også finde sig til rette. Dog ender man så langt tilbage, at det kniber med at nå 5. gear længst fremme til højre.

Hvordan opleves kabinen?
Peugeot 2008 gør, hvad den kan for at signalere stor og farlig SUV, men den kan ikke løbe fra, at den er en ‘mini’. Pladsen på bagsædet er trang, og rækker max til to voksne plus et barn. Benpladsen bag forsædet med en testkører på 190 cm er nærmest ikke-eksisterende. Finishen er lidt over middel med en smule bløddele på instrumentpanelet og et godkendt indtryk overall. Støjniveauet fra motor og hjul trænger sig rigeligt på i kabinen. Til gengæld er bagagerummet regulært og lidt større end i Peugeot 208. Læssehøjden er takket være den højere affjedring perfekt.

Er sikkerheden i orden?
2008’erens resultat vil vi, trods fem stjerner, betegne som ‘ok’ og ikke mere. Faktisk er det en skrivebordafgørelse hos Euro NCAP, da Peugeot 2008 blot har overtaget resultatet fra Peugeot 208, som den er baseret på. Sikkerhedseksperterne har dog regnet på de forskelle, der er mellem de to biler i højde og drøjde. Sikkerhedsudstyret er gennemsnitligt med elektronisk antiskrid og 6 airbags, men bemærk at testresultatet faktisk er fra 2012, og siden er kravene for at få 5 stjerner strammet. 2008 har fartbegrænser men mangler for eksempel automatisk nødbremse (AEB), som vi ellers ser som standard i andre mindre – og billigere – biler. Læs mere på sikkerbil.dk

Hvordan kører den?
Udmærket – og det vil sige lidt bedre end sin direkte rival Renault Captur. Peugeot 2008 har mærkbart bedre affjedringskomfort end Captur. Men når man køber crossover, er det for den lette indstigning, overblikket og stilen og knap så meget for køreegenskaberne – 2008 kører da heller ikke så godt som den 208, den er baseret på.

På fransk manér er undervognen ret blød, men føles alligevel sporsikker, og man har ikke den føling med forhjulene, som det lille sportsrat lægger op til.

Hvordan er motoren?
Under den nye front finder vi en efterhånden gammel kending. Peugeots 1,6 liters HDi-motor har et passende kraftoverskud til 2008 med 100 hk og 254 Nm, men er også rigelig grovkornet at lytte til, og vi savner et 6. gear på motorvejen, men så skal man op i den 120 hk motor, som koster hele 30.000 ekstra. Samtidig er den 5-trins gearkasse et slasket bekendtskab med lange vandringer. Til gengæld har Peugeot en af markedets hurtigste og blideste start-stop automatikker. Vores forbrug i testugen endte lidt skuffende på 19 km/l. mod de opgivne 28,6 km/l.

Passer prisen?
Her kommer vi til den højbenede Peugeot ‘løveunges’ achilleshæl. Som mange andre crossovers er merprisen i forhold til en tilsvarende lavbenet bil høj. Testbilen har en intropris til 224.000 kr., som er acceptabel, men skal efter planen stige til knap 254.000 kr. i 2017. Og så hopper kæden af, når man fx sammenligner med, at den større – netop kåret til Årets Bil 2017 i Danmark – Peugeot 3008 har en startpris fra 284.000 kr. med den fine 130 hk turbobenzinmotor. Altså kun 30.000 kr. ekstra for meget mere bil. Samtidig bliver 2008 hele 50.000 kr. dyrere end en tilsvarende 208, som den deler platform med, og som kører bedre, men dog har lidt mindre plads bagi.

Er der alternativer?
Til en pris mellem 224.000 og 254.000 kr. vil vi kraftigt overveje at kigge op til crossovers i mellemklassen. Her kan du fx få Nissan Qashqai, der står moder til hele denne bilklasse. Den fås med 115 hk turbobenzinmotor og Visia-udstyr til 234.000 kr. – inkl. avanceret sikkerhedsudstyr som skiltegenkendelse, vognbaneassistent og automatisk nødbremse (AEB). Med 110 hk dieselmotor er prisen 254.000 kr. Er du ligeglad med dyrtkøbt livsstil, og ønsker du i stedet mere plads til familien end i 2008, kan du også få Peugeots 308’er med samme 100 hk turbodiesel som testbilen til 250.000 kr. – dog med det lidt mindre omfattende ‘Active’-udstyrsniveau.

Konklusion:
For: Flot crossover stil, ok kørekomfort, godt bagagerum.
Imod: Gearkasse, støjdæmpning, bagsædeplads, pris.
Hvilkenbil siger:
Stjerner3
Peugeot 2008 er en udmærket bil, der især med det nye facelift gør sig godt foran caféen, og også kan fungere som familiebil for den lille familie med plads til en barnevogn og et par autostole. Men hvis introprisen ikke fastholdes, koster 2008 som en mellemklassebil, og det koster en stjerne.

Læs også tests af konkurrenterne:

500X er den bedste Fiat i mange år

Suzuki Vitara er rå stil og rustik køreglæde

Renault Captur har livsstilen i højsædet 

Mazda CX-3 – byens frækkeste gadekryds

FAKTA: Peugeot 2008 1,6 BlueHDi 100 hk Allure

Vejl. pris, inkl. lev.: 224.000 kr. (intropris) 254.000 kr. fra 2017
Anslået kontantrabat:* 10.000 kr.
Årlig ejerafgift: 1.180 kr.
Garanti (rust/mekanik): 12/2 år
Sikkerhed (Euro NCAP): NCAP 5
Antal airbags: 6
Forbrug (EU-norm): 28,6 km/l
Forbrug i test: 19,0 km/l
Længde/bredde/højde: 416/174/156 cm
Bagagerum, VDA (min/max): 350/1.194 liter
Vægt: 1.330 kg
Motor: 4 cyl., 1,6 liter turbodiesel
Effekt: 100 hk/254 Nm
0-100 km/t: 11,3 sek
Topfart: 183 km/t

Særligt standard udstyr (Allure):
To-zone klimaanlæg, LED loftlys, opbevaringslommer på bagsiden af forsæder, LED-lys i instrumentpanel, el-ruder for og bag, fjernbetjent centrallås el-spejle med varme, multijusterbar førerplads, trykfølsom skærm til radio og kørecomputer med Mirrorscreen, multifunktionsrat (kunstlæder), sædevarme for, splitbagsæde, fartpilot/fartbegrænser, LED kørelys, stop-start automatik, regnsensor og aut. nedblænding af bakspejl, 16″alufælge, kromdetaljer udvendig, mørktonede ruder bag, follow-me-home lys, parkeringssensor bag, tågeforlygter med drejefunktion, elektrisk sammenklappelige sidespejle.
Metallak: 6.500 kr. (*Anslået af hvilkenbil.dk)

[email protected]

Skriv en kommentar

Indtast venligst din kommentar!
Din kommentar afventer moderation