TEST: Ny Picanto er bedst blandt de mindste

BILTEST: Kia skærper køreegenskaberne og reducerer forbruget i tredje oplag af Picanto, der også har en avanceret nødbremse som standard. Sammen med god plads gør det Picanto til mikroklassens duks.

Hvilken bil?
Kia Picanto er blandt de mest solgte biler i Danmark i den populære mikroklasse. Tredje generation af den koreanske bybil skal udbygge den position ved at fastholde dyder som god plads og syv års garanti til fair priser og samtidig forbedre forgængerens svagheder som et upræcist styretøj og relativt højt forbrug. Design er som altid i højsædet hos Kia, der denne gang satser på et mere modent og kantet look, men holder fast i klassiske stilelementer som ’tigernæsen’ og boomerang-formede baglygter. Her tester vi den forventede bestseller-version Advance med trecylindret motor, aircondition, læderrat med varme og automatisk nødbremse til 119.000 kr. inklusive levering.

Vidste du at?
Kia Picanto deler i vid udstrækning teknik med søsterbilen Hyundai i10, der blev faceliftet for et år siden. Picanto er dog syv centimeter kortere, men har til gengæld fået forlænget akselafstanden med 1,5 cm. Kia hævder, at Picanto overhaler samtlige konkurrenter i mikroklassen på plads i både kabine og bagagerum, men det vil vi kalde en stramning: Picantos bagagerum er godt nok blevet tre liter større end netop Hyundai i10’s, men både i10 og Suzuki Celerio byder fortsat på mikroklassens største kabiner. Picanto er dog godt med og kan sagtens rumme en kernefamilie med to børn uden problemer.

Hvordan er førerpladsen?

Mens andre biler i mikroklassen som VW Up, Toyota Aygo og Peugeot 108 dyrker det rustikke look med lakerede metalflader i kabinen, fremstår Kia Picanto mere færdig. OK, plasten er stenhård over alt, men alt er pænt lavet og knapper og betjeningsgreb fungerer helt uden discountpræg.

Instrumenteringen er også komplet med både omdrejningstæller og rigtige visere til tankindhold og kølevandstemperatur. Sammen med fine detaljer som læderrat med varme og fjernbetjening af radio, USB-stik og sædevarne i to trin, giver det indtryk af at køre i en større bil. Ergonomien er egentlig fin, men vi savner trinløs justering af sæderyggen og mulighed for at kunne justere rattet frem og tilbage og ikke blot op-ned.

Hvordan opleves kabinen?
Picanto både virker og er mere rummelig end de fleste konkurrenter i mikroklassen. Kia får det maksimale ud af Picantos lidt kantede design, hvor man sidder en anelse højere og mere opret end i rivaler som VW Up og Peugeot 108. Det giver både bonus på bagsædet og i bagagerummet og gavner også udsynet fra førerpladsen. I basisudgaven leveres Picanto med tre seler på bagsædet, men her med Advance-udstyr er splitbagsædet i stedet indrettet med god plads til to passagerer.

Er sikkerheden i orden?
Kia Picanto er endnu ikke testet, men i 2014 fik søsterbilen Hyundai i10 fire ud af fem stjerner i Euro NCAP crashtesten. Siden er testen skærpet betydeligt med større vægt på aktivt sikkerhedsudstyr som automatisk nødbremse og vognbaneassistent, så man skal være varsom med at drage en direkte parallel til Hyundai i10. Den nye Kia Picanto har dog netop en ret avanceret automatisk nødbremse som standard, der også virker ved landevejshastigheder. Sammen med en formentlig fornuftig crashsikkerhed forventer vi, at Picanto opnår fire af fem stjerner i den skrappe 2017-udgave af NCAP-testen – det er tilfredsstillende for mikroklassen.

Hvordan kører den?

Den helt store forbedring af Picanto mærker du på landevejen. Servostyringen er nu præcis, mere direkte og giver dig langt mere føling med vejen. Samtidig er undervognen strammet op, uden at det hæmmer den udmærkede affjedringskomfort.

Resultatet er en langt mere køreglad bil, der nærmer sig mikroklassens mest underholdende indslag, den virkeligt velafbalancerede VW Up. Når Up akkurat bevarer sin førerposition, skyldes det, at Picanto er præget af en del hjulstøj og et gearskifte, der særligt i de to første gear er lidt løst i fugerne

Hvordan er motoren?
Kia benytter mikroklassens klassiske opskrift på en spare-maskine med en trecylindret benzinmotor på beskedne 1,0 liter, der kaster 67 heste af sig. Den gør ikke ligefrem Picanto til en GTI, men det går endda.

I byen rækker kræfterne fint og har du lidt tålmodighed, kan motoren godt kravle op på og holde en marchhastighed på 150 km/t på motorvejen. Også uden at du sidder og ønsker dig høreværn.

Det bedste er dog, at Kia har reduceret motorens forbrug: Vi har tidligere kritiseret Kia’s én-liters motor for at være alt for langt fra det officielle forbrugstal, men i den nye Picanto nåede vi uden at anstrenge os et snitforbrug på 19 km/l. Absolut godkendt i en testuge med mest by- og motorvejskørsel.

Passer prisen?
Ja, prisen er fair. Især når man tænker på, at den avancerede automatiske nødbremse er standard og at Kia bakker Picanto op med en garanti på hele syv år/150.000 km. For mange bilkøbere i mikroklassen svarer det jo til en livstidsforsikring. Med det testede Advance-udstyr er Picanto også komplet udstyret, bl.a. med et virkeligt lækkert LED-kørelys, læderrat med varme, aircondition, fire elruder og fjernbetjent centrallås. Vi savner kun fartpilot, men den fås desværre kun som ekstraudstyr til topudgaven GT-Line.

Er der alternativer?
Der er så mange tilbud i den populære mikroklasse, at vi vil nøjes med at pege på de tre stærkeste konkurrenter til Picanto. Førsteudfordrer er den netop faceliftede VW Up, der kun har en simpel nødbremse og har sparet gardinairbags væk. Du skal af med 116.000 kr. for en 60-hestes Move Up med mindre udstyr og plads end Picanto, men også klassens bedste køreegenskaber og gennemført design. Opel Karl med 75 heste og fint Enjoy-udstyr er et rummeligt og velkørende alternativ til stærke 104.000 kr., men fås slet ikke med automatisk nødbremse. Endelig er søsterbilen Hyundai i10 med samme teknik som Picanto netop opgraderet, men mangler fortsat nødbremsen. Til 114.000 kr. frister i10 dog fortsat med klassens mest modne kørekomfort og bedste plads.

Konklusion:
For: Køreegenskaber, udstyr, plads og garanti.
Imod: Hjulstøj.
Hvilkenbil siger: (5 stjerner)
Stjerner5
Kia har forbedret Picanto på præcis de punkter, hvor den trængte til det. Resultatet er en stærk allrounder, der både kører godt, er rummelig, veludstyret og har klassens bedste automatiske nødbremse som standard. Læg hertil syv års garanti og en fair pris og Picanto er den p.t. bedste blandt de mindste.

Læs også test af konkurrenterne:

Lille turbomotor er en stor Up-levelse

Hyundai i10 kører lige Up med de bedste

Mitsubishi Space Star – mini til mikro-pris

Fortiden indhenter Peugeot 108

Renault Twingo vinder på charmen

Skoda Citigo giver utrolig værdi for pengene

Celerio er størst blandt de mindste

Toyota Aygo med mere go’

FAKTA: Kia Picanto 1,0 Advance

Vejl. pris, inkl. lev.: 119.000 kr.
Anslået kontantrabat:* 5.000 kr.
Årlig ejerafgift: 620 kr.
Garanti (rust/mekanik): 12/7 år
Sikkerhed (Euro NCAP): ikke testet
Antal airbags: 6
Forbrug (EU-norm): 25,6 km/l (energiklasse A++, 89 gr. CO2/km)
Forbrug i test: 19,0 km/l
Længde/bredde/højde: 360/160/149 cm
Bagagerum (min/max): 255/1.010 liter
Vægt: 930 kg
Motor: 3 cyl., 1,0 liter, benzin
Effekt: 67 hk/96 Nm
0-100 km/t: 14,3 sek
Topfart: 161 km/t

Særligt standardudstyr (Advance):
Aircondition, automatisk city-landevejs nødbremse, fjernbetjent centrallås, multifunktionslæderrat med varme, el-ruder, elspejle med varme, 2-trins varme i forsæder, radio m. MP3, AUX og Bluetooth, splitbagsæde, dæktryksmåler, start-stop automatik, LED-kørelys.
Metallak: 5.000 kr. (*Anslået af hvilkenbil.dk)

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here