Friday, Jun. 22, 2018

TEST: Mazda CX-3 – byens frækkeste gadekryds

Skrevet af:

|

27. september 2015

|

I kategorien:

TEST: Mazda CX-3 – byens frækkeste gadekryds

BILTEST: Cool design, fine køreegenskaber og solid kvalitet gør Mazda CX-3 til markedets mest attraktive crossover. Akilleshælen er et beskedent bagsæde

Hvilken bil?
CX-3 er Mazdas udspil i klassen for kompakte crossovers, der er bilindustriens brandvarme modefænomen. Salget boomer og så gælder det om at smede, mens bilkøberne har dankortet fremme. Alt tyder på, at Mazda har ramt plet, for her i efteråret 2015 er CX-3 stort set udsolgt herhjemme. Og det forstår vi faktisk godt efter en uge i selskab med det japanske gadekryds, der på underholdende vis kloner fornuftig minibil med selvsikker SUV i størrelse small. Her tester vi den næstmindste CX-3 med 120 hestes benzinmotor og Vision-udstyr til 244.000 kr. inkl. levering.

Vidste du at?
CX-3 er på alle måder en sammensat bil. Platformen kommer fra den nye Mazda 2, mens benzinmotoren, der altid er på to liter, er hentet fra den større Mazda 3. Designet adskiller sig dog dramatisk fra begge donor-biler – og skiller også CX-3 ud fra flokken af kompakte crossovers.

CX-3 signalerer sport og sjov fra enhver vinkel, og det er ikke bare blær: CX-3 er den mest underholdende crossover i sin klasse nu, og skaber dermed sin egen niche i nichen.

Godt set af Mazda, der ikke risikerer at drukne i den tsunami af kompakte ‘gadekryds’, der skyller ind over os for tiden.

Hvordan er førerpladsen?
Lidt forenkelt er den løftet direkte over fra Mazda 2 – og det skal man ikke være ked af. Bag rattet sidder man nemlig som i en større bil med overraskende god plads til selv meget lange ben. Kørestillingen er sportslig med et næsten lodretstående rat, der kan trækkes tæt på, en cigarstump af en gearstang lige ved hånden og udsigt til en næsten provokerende lang kølerhjelm. Finishen er lige en tand bedre end i Mazda 2 – bl.a. er der ofret et stykke blødt kunstlæder på instrumentpanelet. En let hævet førerplads giver godt overblik over vejen.

Hvordan opleves kabinen?
CX-3 er 6 cm højere, 2 cm bredere og hele 20 cm længere end Mazda 2. Akselafstanden er dog den samme, og så har vi forklaringen på, hvorfor den noget større CX-3 ikke er meget mere familieduelig end den mindre 2’er. Gevinsten indfinder sig først i bagagerummet, der med plads til 350 liter og dobbeltbund byder på den praktiske sans, man også forventer af en crossover. Benpladsen på bagsædet er dog indskrænket, og børn føler sig lukket inde bag de smalle sideruder. CX-3 udfylder ikke helt rollen som familiens alternativ til den mindre Mazda 2: Bagsædet er CX-3’s akilleshæl.

Er sikkerheden i orden?
Ja, Mazda CX-3 klarer sig godt i den skrappe 2015-udgave af Euro NCAP crashtesten. Bortset fra den særlige test, hvor hele fronten rammer en massiv mur med 50 km/t og dukkerne simulerer små kvinder, er der lutter ros til CX-3. I den testede udgave med Vision-udstyr, der ventes at blive bestseller i Danmark, scorer CX-3 alle fem stjerner. Basisudgaven, der ikke har vognbaneassistent og automatisk nødbremse, må dog nøjes med fire stjerner. Det rokker ikke ved billedet af, at Mazda CX-3 er kompakt men stærk, hvis uheldet er ude. Læs om crashtesten i detaljer på sikkerbil.dk

Hvordan kører den?

CX-3 kan ikke køre fra crossoverens højere tyngdepunkt, men sammenlignet med konkurrenter som Renault Captur og Peugeot 2008, er den ubetinget klassens sportsvogn – kun Suzuki Vitara hænger på i de skarpe kurver her.

Det fine er, at CX-3 ikke kun villigt styrer ind i sving, den er også dygtig til at glatte ujævnheder ud, hvad enten du møder dem i form af dårligt vedligeholdt asfalt eller vejbump på villavejen. Støjen er også fornuftigt dæmpet – både fra vinden, vejen og motoren, der får lov at brumme diskret for at understrege CX-3’s sportslige DNA.

Hvordan er motoren?
Modsat mange konkurrenter forsager Mazda downsizing og al dens turboladede væsen. Modsvaret hedder Skyactiv – klassisk stor volume på 2,0 liter, men krydret med rekordhøj kompression for at øge kræfterne og reducere forbruget. I CX-3 er resultatet dog lidt middelmådigt. Vi nyder den direkte speederrespons, men savner det bundtræk, som en turbo leverer. Et snitforbrug på 16,9 km/l imponerer heller ikke. Omvendt er CX-3 med et målt forbrug på 14,9 km/l tættere på at nå normtallet end mange turbomotorer. Heldigvis er det en fornøjelse at holde de 120 heste til ilden med det præcise gearskift.

Passer prisen?
Ja. Mazda CX-3 ser måske lidt dyr ud sammenlignet med de franske ‘bastarder’ som Captur og 2008, men Vision-udstyret er også omfattende med bl.a. klimaautomatik, alufælge, fartpilot og p-sensor. Faktisk er der næsten ingen grænser for, hvor meget udstyr du kan hælde i CX-3, men den testede Vision-udgave giver efter vores mening mest valuta for pengene. At Mazda konsekvent klarer sig godt i pålidelighedstests har også værdi.

Er der alternativer?
Peugeot 2008 har lige fået forstærkning i form af en glimrende, trecylindret turbomotor med 110 hk til relativt billige 224.000 kr. med Active-udstyr. Renault Captur med 120 turbobenzinheste, automatik og navigation er også billigere til 233.000 kr., men ingen af de to franskmænd er helt så smarte og velkørende som Mazda CX-3. Suzuki Vitara med 120 hk til 229.000 kr. følger godt med, og har den klassiske, kantede offroaderstil. Fiat 500X er det italienske og lækre alternativ med 140 turboheste, men også 30.000 kr. dyrere end CX-3. Senere i år er der også konkurrence fra Honda, når de lancerer en ny HR-V til 264.000 kr.

Konklusion:
For: Frækt design og fine køreegenskaber
Imod: Beskedent bagsæde, motor savner punch
Hvilkenbil siger:
Bagsædet kunne være større og motoren mere muskuløs, men ellers gør Mazda alt det rigtige i deres første forsøg i den boomende klasse for kompakte crossovers. Fire meget store stjerner til Mazda CX-3 for at være byens frækkeste gadekryds netop nu.

Læs også tests af konkurrenterne:

500X er den bedste Fiat i mange år

Suzuki Vitara er rå stil og rustik køreglæde

Renault Captur har livsstilen i højsædet 

Peugeot 2008 giver livsstilen et lift 

FAKTA: Mazda CX-3 2.0 Vision

Vejl. pris, inkl. lev.: 244.000 kr.
Anslået kontantrabat:* 0 kr. (der er pt. leveringstid på CX-3)
Årlig ejerafgift: 1.780 kr.
Garanti (rust/mekanik): 12/3 år
Sikkerhed (Euro NCAP): 4
Antal airbags: 6
Forbrug (EU-norm): 16,9 km/l
Forbrug i test: 14,9 km/l
Længde/bredde/højde: 428/177/154 cm
Bagagerum (min/max): 350/1.260 liter
Vægt: 1.155 kg
Motor: 4 cyl., 2,0 liter, benzin
Effekt: 120 hk/204 Nm
0-100 km/t: 9,0 sek
Topfart: 192 km/t

Særligt standard udstyr:
Klimaanlæg, multijusterbart læderrat med betjening af radio, fartpilot og kørecomputer, automatisk nødbremse, sporassistent, Bluetooth, regnsensor, lyssensor, p-sensor bag, opvarmede elspejle, varme i forsæder, splitbagsæde, bakkebremse, 16” alufælge, 7 tommers trykskærm, cd-afspiller, nøglefri startknap.
Metallak: 7.000 kr. (*Anslået af hvilkenbil.dk)

[email protected]

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: +2 (from 4 votes)

Del denne artikel

Related News

TEST: Jaguar E-Pace – på alle måder fed
TEST: Yaris Hybrid er Dr. Jekyll og Mr. Hyde
TEST: Grandland X – fransk crossover på tysk

About Author

Jens

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>