Efter Kadjar prøver Renault med Austral

renault austral

Renault prøver endnu engang lykken med en mellemstor SUV, når Austral afløser Kadjar senere i år. Teknikken kommer fra Nissan Qashqai.

Der er et eller andet med Renault og de lidt større biler. Man skal være godt grå i toppen for at forbinde de to begreber med succes. Tænk bare modeller som Talisman, Koleos, Laguna og Vel Satis. De fleste vil ikke ane, hvad jeg taler om her – og dem der gør, vil tænke på biler, der solgte noget mindre end forventet. Og her udtrykker jeg mig diplomatisk…

Men man må lade, at franskmændene ufortrødent klør på. Og hvorfor ikke. For hvis Renault pludselig lykkes med at sælge store bilmodeller, som de sælger minier som Clio og Captur, ville det se tres bien ud på bundlinjen.

Renault har dannet mode med baglygter, der breder sig over det meste af bagenden. Og holder fast i den på Austral.

Derfor ser vi nu Renault løfte sløret for endnu et stort håb: SUV’en Austral, der afløser Kadjar. Navneskiftet er ingen overraskelse. Kadjar – du har allerede gættet det – blev heller aldrig noget hit. Og det er egentlig pudsigt, for Kadjar var en fransk udgave af alliancepartneren Nissan Qashqai, der til gengæld sælger som varme flutes hos byens bedste bager. Og tilmed ganske nydeligt designet, lidt større og lidt billigere end Qashqai. Lige lidt hjalp det. Qashqai var bestselleren i den sammenligning, Kadjar snarere en fuser.

Platform fra Qashqai

Nu er der kommet en ny Nissan Qashqai, og så er det relativt let for Renault at prøve lykken igen med en fransk udgave. Austral låner nemlig samme CMF-CD platform som sin japanske søsterbil og kommer med stort set samme motorudvalg. Den er også et par cm større, og så er indpakningen naturligvis anderledes. Denne gang går Renault efter et mere voluminøst design med noget nær dollargrin i fronten, store hjul og LED-baglygter, der næsten breder sig over hele bilens bredde.

Med en længde på 451 cm og 183 cm overskuldrene skal Austral konkurrere med populære SUVere som Ford Kuga, VW Tiguan, Hyundai Tucson og selvfølgelig førnævnte Qashqai.

Mens forgængeren Kadjar havde bløde kurver, er Austral mere bastant og maskulin i sit design. Akselafstanden er 267 cm.
To 12-tommer skærme

Blandt trumfkortene er en futuristisk førerplads med digital instrumentering fordelt på en vandret 12-tommer skærm bag rattet og en ditto på højkant i midterkonsollen. Sidstnævnte byder på topmoderne software fra Google og trådløse opdateringer, der skal gøre teknikken lige så nem at betjene som en smartphone. Blandt højdepunkterne er adaptiv fartpilot, der kan håndtere start-stop køkørsel, centrere bilen på vejbanen og tilpasse sig forholdene baseret på GPS-data.

Finish og kvalitetsindtryk ser ud til at få et gedigent løft i forhold til Kadjar. Vi bemærker både syninger i kontrastfarver og masser af detaljer i alulook og pianolak.

Noget af det mest spændende er dog motorprogrammet. Ren eldrift glimrer godt nok ved sit fravær, men i hvert fald Nissan kommer med den fuldelektriske SUV Ariya, så mon ikke der også kommer en fransk udgave?

I mens disker Austral op med et imponerende arsenal af moderne forbrændingsmotorer.

Basis bliver en ny, trecylindret 1,2 liters turbobenziner med 130 hk, manuelt gear og 48 volts mild-hybrid teknik. Forbruget er ganske lavt med et snit på 18,9 km/l.

Næste trin kender vi allerede fra Renaults modelprogram: En 1,3 liters turbobenziner med fire cylindre og 12-volts mild-hybrid teknik. Den er udviklet sammen med Mercedes og yder enten 140 eller 160 hk. Trods en ekstra cylindre og flere kræfter har sidstnævnte et blandet forbrug på 16,1 km/l.

To skærme, Google-software og trådløs opdatering: Austral er teknisk helt up-to-date.
Ingen ladehybrid, ingen afgiftsfordel

Sidst men ikke mindst kommer Austral som ’rigtig’ hybrid. Den hedder E-Tech og kombinerer en trecylindret, turboladet 1,2 liters benzinmotor med elmotor og et ganske beskedent batteri på 1,7 kWh. Systemydelsen er 200 hk og snitforbruget lyder på 21,7 km/l.

Egentlig en fin brændstoføkonomi for en mellemstor SUV. Og så alligevel alt for højt: Sagen er nemlig, at Renault Austral – som søsterbilen Nissan Qashqai – ikke kommer som ladehybrid. Dermed bliver den ikke begunstiget af de danske afgiftsregler, der har fået salget af ladehybrider til at eksplodere herhjemme. I stedet må Renault satse på førnævnte benzin-varianter med mild-hybrid teknologi, der kan vise sig at koste det samme eller mere som konkurrenternes kraftigere ladehybrider.

Der er med andre ord – nok en gang – lagt op til udfordringer for salget af en af Renaults større bilmodeller. Men lad os nu se. Renault Austral kommer først til Danmark sidst på året. Måske har regeringen fjernet den udskældte afgiftsfordel for ladehybrider inden da…

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here