Hvad var den største biloplevelse i 2020 – og den værste? Og hvad glæder vi os mest til i 2021? Redaktionen på Hvilkenbil taler ud…
Indrømmet, det er lige ved at være sent nok til at ønske godt nytår til Hvilkenbils trofaste læsere, men den årlige statusberetning skal I ikke snydes for. Igen i år har redaktionen – journalisterne Henrik Hauthorn og Morten Kjeldsen samt redaktør Jens Velling – derfor brugt en stor del af juleferien til at tænke over disse tre spørgsmål:
Hvad var den største biloplevelse i 2020?
Den største skuffelse?
Og hvad glæder vi os mest til i 2021?
Normalt sætter redaktionen en ære i at lave nøgtern, faktabaseret og tilstræbt objektiv journalistik om de biler, som de fleste danske interesserer sig for og har råd til at købe eller lease. Men ved årsskiftet gør vi en undtagelse og foretager en undvigemanøvre. Helt ud i rabatten, hvor kolde facts nogle gange må vige for det, biler heldigvis også handler om: Følelser, holdninger og skråsikre antagelser. Og jo, det må vi godt – bare denne ene gang om året 😊
Så spænd selen og grib fat i bordkanten. Her kommer tre midaldrende mænds uforbeholdne meninger om nye biler; både dem i det forgangne år og året, der kommer.
Største biloplevelse 2020
Henrik Hauthorn: Min største – eller nok nærmere sjoveste og mest opløftende – biloplevelse i det år, der er gået, var Honda e. Bevares, det er en elbil, den første fra den japanske fabrik, men det er ikke det, der fik smilet frem på læben. Det var i stedet den legesyge og det mod til at gå nye veje i design og materialer, som den lille elbil lægger for dagen. Hør bare her, hvad ingeniørerne fra ’den opgående sols land’ blandt andet har fundet på: Alufælge med vindafvisende lakering, for- og baglygter med ens design, kameraer i stedet for sidespejle… og et digitalt akvarium med tropefisk (!) i nogle af instrumentbordets mange skærme. Det hele pakket ind i charmerende retrodesign. Og inde under det hele knivskarpe køreegenskaber, der får smilet frem – også nu bare ved tanken. Vi har brug for biler, der er unikke og skiller sig ud fra mængden i en tid, hvor biler efterhånden ligner hinanden mere og mere og deler teknik fra store underleverandører.
Morten Kjeldsen: Da min begejstring for elbiler endnu ikke er ubetinget, og da januar 2021 med stor sandsynlighed er sidste gang, at jeg uden at påkalde mig hele nationens vrede ved ikke at nævne et elektrisk køretøj som det foregående års største biloplevelse, vil jeg skynde mig at hylde et par benzindrevne biler. Og undskyld på forhånd.
Med 2020 i bakspejlet gjorde især to køretøjer mig drengebegejstret helt ind i sjælen. Hvis en af årets testbiler skulle ende hjemme i garagen, vil jeg pege på enten Ford Focus ST stationcar eller BMW 330i Touring. Den rå Focus med den benhårde kobling, hvis ikke fruen også skulle køre den, og BMW’en, hvis det skulle være fælleseje. Begge er i min optik eksponenter for klassisk køreglæde til dem, der elsker at køre bil.
HVIS jeg absolut skal nævne en af de elektriske biler, som jeg prøvede kræfter med i 2020 – og det må jeg jo hellere – KUNNE jeg pege på Mercedes EQC. Fordi den har et stort batteri, fordi den kan lynlade, og fordi den formentlig var et lille 2020-bevis på, at tyskerne fodslæbende har forstået, at nu skal de altså til at producere en masse gode elbiler, hvis de skal holde kineserne på behørig afstand.
Jens Velling: En semi-langtur i den ‘elektriske folkevogn’ VW ID.3 fra Danmark til Harzen i Tyskland var ubetinget min største biloplevelse i 2020. På godt og ondt. Fordelene og ulemperne ved en moderne elbil stod krystalklart efter de to gange 600 km. På plussiden overlegen komfort, god samvittighed og masser af positiv opmærksomhed. På minussiden rækkeviddeangst, højt strømforbrug på motorvejen og et netværk af ladere, der mangler koordinering og adgang til nem betaling.
Især det sidste affødte kæmpe debat – både i kommentarsporet og på redaktionen. Jeg fastholder, at Tesla fortsat har en markant fordel med deres supercharger-netværk, der er effektivt og brugervenligt. Konkurrenter som ID.3 skal blive mere energieffektive, være billigere og have adgang til et langt bedre ladenetværk, før jeg er overbevist. Men udviklingen går stærkt. Omkring 2025 tror jeg, at vi har glemt alt om diesel- og benzinbiler.
Største skuffelse i 2020
Henrik Hauthorn: Største ærgrelse har været at se FCA-koncernens fortsatte deroute i løbet af 2020. Hvis FCA ikke lige ringer en klokke – og det bebrejder vi dig ikke, det er netop en del af problemet – så er det Alfa Romeo, Fiat, Lancia, Maserati, Chrysler, Jeep og Dodge. Hensygnende mærker uden fortidens storhed og brede appel – i hvert fald i Europa. Især smerter det at se Fiat, som en gang i 70’erne kækt reklamerede med ’Jeg er Fiat fan! Hva’ fan er du?’, have mistet sit folkelige tag i danskerne og reelt kun sælge pænt af den aldrende Fiat 500. Men når man efter mange års svigtende salg ikke har råd til at udvikle nye modeller og samtidig kom for sent til perronen, da elbil-toget kørte, er det svært.
Alfa Romeos modelprogram har også lidt en krank skæbne, og senest er den køreglade og smukke Giulietta lagt i graven i løbet af 2020, så der nu kun er nichefirmabilen Giulia og den store SUV Stelvio på programmet. Det er fx uforståeligt, at der ikke er kommet en Alfa-udgave af den kompakte SUV/crossover Fiat 500X/Jeep Renegade, som har været på markedet siden 2015. Men ’domani, domani’, som man siger i støvlelandet, der samtidig fattes kapital.
Morten Kjeldsen: Min generelle begejstring for elbiler er indtil videre behersket. For jeg vil tillade mig stædigt at sætte spørgsmålstegn ved udviklingen af batterierne, den globale, miljøbelastende og menneskefjendske udvinding af råstoffer og mineraler samt udbygningen af den nødvendige nationale infrastruktur. Det vil jeg, da tempoet i udviklingen og indførelsen af elbiler efter min mening ikke bør gennemføres ukritisk. Hellere presse producenterne til at fremstille endnu renere fossildrevne biler i takt med en afpasset og ansvarlig udrulning af elbilerne.
Så jeg må finde mig i at blive set lidt skævt til som klassens nævenyttige elev på bagerste række, der er så fræk og irriterende igen at stikke pegefingeren forsigtigt i vejret og stille de trælse spørgsmål.
Det var min største skuffelse i 2020: At man vil indføre elbiler med alt for meget af øjnene dækket til.
Og det var skuffende at konstatere, at i debatten om elbiler kan man i manges øjne kun være for eller imod. Et nuanceret, nysgerrigt spørgende og undrende “hvad med”, “skulle vi ikke lige” og “er det nu det mest fornuftige lige nu”, bliver af de mest hardcore pro-elbilister kørt over, og den, der vover at stille spørgsmål, tillader sig at efterspørge grundig planlægning og omtanke, bliver i værste fald mødt med et “fjols”, i bedste fald med et overbærende skuldertræk.
Jens Velling: I efteråret kunne den såkaldte Eldrup-kommission endelig præsentere en række forslag til en mere miljøvenlig omlægning af de forkætrede danske bilafgifter. Kommissionen var på en ’mission impossible’, så ingen grund til at pege fingre der.
Kort fortalt sker der ikke det store med afgifterne. Elbilerne hjælpes fortsat af lave afgifter, mens ejere af eksisterende benzin- og dieselbiler ikke umiddelbart brandbeskattes. Fair nok. Men det nye afgiftssystem bliver om muligt endnu mere kompliceret end før. Det medfører bl.a., at små, effektive hybridbiler som Toyota Yaris bliver meget dyrere, mens potente luksusladehybrider fra Audi, BMW og Mercedes styrtdykker i pris.
Det giver jo ingen mening, men beviser bare, at politikerne og embedsværket har skabt et afgiftssystem, som de ikke selv er i stand til at gennemskue endsige kontrollere. I mens finder bilimportører og forhandlere nok engang – når de er holdt op med at trille rundt på gulvet af grin – enorme huller i reglerne. Utroligt, at den saga bare bliver ved.
Det glæder vi os til
Henrik Hauthorn: At FCA fusionerer med PSA-koncernen under navnet Stellantis og bliver verdens fjerdestørste bilproducent. Det giver nye muskler til de italienske mærker – og ikke mindst adgang til nye platforme at bygge både plug-in hybrider og elbiler på. Jeg kan ikke vente med at teste den nye Fiat 500e elbil, der for nylig er lanceret herhjemme efter en lettere forsinkelse pga. corona. Den bygger elegant videre på forgængerens udseende, men står på en helt ny platform – faktisk udviklet af FCA selv – der er vokset på alle leder. Udseendet er charmerende og det indvendige design udstråler klasse. 500e fås med 24 eller 42 kWh lithium-ion batteri, der rækker til 185 eller 320 km efter WLTP-normen, og en elmotor med henholdsvis 95 eller 118 hk.
Den første nye Alfa Romeo-model i årevis ser også dagens lys i 2021. Her lanceres mellemklasse SUV’en Tonale nemlig, som også vil kunne fås som opladningshybrid. Tonale skal trods det nye koncernfælleskab fremstilles af dele, herunder drivlinje, der allerede findes på hylderne i FCA-koncernen.
I 2022 kommer der efter planen sågar en elbil med Alfa Romeo logo på. Den skal angiveligt udelukkende benytte PSA-teknik. Så krydser jeg blot fingre for, at Alfa i sin nye storfamilie og i en elbil-æra, formår at bevare de sportslige køreegenskaber, som har skaffet det hæderkronede mærke så mange fans verden over.
Morten Kjeldsen: I år vælter det frem med elbiler, operatørerne drysser flere ladestandere ud over det ganske land, og to af de biler, jeg i særlig grad glæder mig til at kunne sætte i lynladeren, er den svensk-kinesiske Volvo, Polestar 2, og BMW iX.
Polestar 2 har et 78 kWh-batteri, rækkevidden er 470 km, og den skulle være en velkørende udfordrer til den populære Tesla 3. Både nordmænd og tyskere har i hvert fald tabt deres hjerter til bilen.
Men endnu mere glæder jeg mig til BMW iX, der godt nok er en alt for stor basse, da den er på størrelse med X5. Men dét, der især gør den spændende, er at dens 100 kWh-batteri skal fremstilles ved hjælp af færre af de sjældne grundstoffer og mineraler, som er både menneskeligt og miljømæssigt belastende at udvinde. Batteriet skal desuden være fremstillet med henblik på at kunne genbruges, og endelig skal hele bilen produceres udelukkende ved hjælp af vedvarende energi.
Den håber jeg virkelig, at BMW får held med, og så vil jeg de kommende år glæde mig til at se mindre, mere folkelige og dermed mere opnåelige elektriske BMW’er fremstillet på samme vis.
Jens Velling: Personligt glæder jeg mig til flere elbiler i 2021. Jo flere, desto bedre. Og gerne fra Kina, hvis jeg nu skal provokere lidt, for det jeg hidtil har set fra især tyske producenter er ikke rigtigt overbevisende. For tungt, for dyrt og med for kort rækkevidde. Tyskerne har sovet Tornerose-søvn og trænger til at få et ordentligt stød i de dobbelte udstødningsrør på dieselmotoren. Kinesiske elbiler konstrueret og designet af headhuntede europæiske ingeniører kan måske blive det wake-up call, som jeg synes den fodslæbende tyske bilindustri trænger til.
Størst forventninger har jeg til elbilen Ford Mustang Mach-e. Med sit velskabte crossover-design, ikoniske navn og en rækkevidde på 600 km, ligner den endnu et eksempel på, at amerikanerne fortsat tilbyder den højeste spænding inden for elbiler.
Og så siger vi det alligevel: Redaktionen ønsker alle vores læsere godt nytår!
1000 tak for endnu et godt oplæg.
Jeg har virkelig suget til mig af dine tips og gode råd.
Selv tak – vi ved intet bedre end at gøre vores læsere glade 🙂 Med venlig hilsen, Jens, Hvilkenbil.